BØRN STOPPER I KLUBBEN – OG HVA' SÅ?

”Er der nogen, der ved…?” Vi sidder i klubben og undrer os: Hvor er Lars og Amina? Det er lang tid siden, de har været her. ”Er der nogle af jer, der har snakket med Lars og Amina? Ved I, hvorfor de ikke er her? Har I snakket med dem i skolen?” spørger vi de andre. Kender du den situation?

Vi mangler dem omkring bordet. Vi savner dem i klubben og hvor er de?

Og hvordan er det så lige, at vi skal handle, for Lars og Amina skal jo vide, at vi savner og mangler dem? Hvordan skal vi favne dem, når de ikke kommer? Hvornår og hvordan skal de kontaktes? Hvornår er man for pågående, og hvornår gør man ikke nok? For det er jo frivilligt at komme i klubben! Tankerne flyver af sted. Hvad er det rigtige at gøre? Og hvad vælger vi at gøre som klub?

Forglemmelse, pause eller er de helt holdt op? Der kan være mange grunde til, at børn og juniorer er ustabile i vores klubarbejde. Er de syge, til fødselsdag eller har de glemt det? Mange mangler forældrenes opbakning og hjælp til at huske, hvornår det er klubtid. De mødes af mange bud på, hvad fritiden kan bruges til. De vælger til og vælger fra… og nogle gange er det os, der fravælges. Andre igen synes måske, at vores klub er kedelig og kommer derfor ikke. Årsagerne kan være mange, og vi kender dem ikke altid til bunds. Men uansat hvad, skal børn og juniorer vide sig savnet, når de ikke dukker op.

Mon jeg savnes?
Har du selv erfaringer med, at være trofast i en sammenhæng og så lige pludselig opdage, at du stille og roligt er gledet ud af denne sammenhæng – måske selv uden at opdage det? Har du selv mærket glæden ved, at nogle spurgte efter dig – eller skuffelsen over, at ingen havde opdaget, at du var væk? Hvordan tror du, at de børn og juniorer, som tidligere kom i din klub, har oplevet sig savnet, da de ikke deltog i klubben mere? Det er en overvejelse værd.

Klubbens udfordring
Som klubleder er det en stor udfordring at gøre børn og juniorer trofaste i klubben og ligeså en udfordring at udarbejde en handleplan, så vi ved, hvad vi gør, når det ikke lykkes at fastholde dem. Hvordan får vi sagt til dem, at vi savner dem, når de ikke kommer mere?

Skal vi opsøge dem – og evt. hvornår?
Skal vi sende ”vi savner dig – kort” ud?
Skal vi holde en fest for gamle klubbørn/juniorer?
Skal vi kontakte hjemmet?
Skal vi blive ved at sende program og indbydelser ud til kommende arrangementer?
Skal vi holde kontakten på sms og/eller mails?
Skal vi….?

Fortsæt selv jeres liste af gode spørgsmål, så jeres lederteam bliver enige om, hvordan der skal handles.

Frivillighed eller pres
Vær bevidst om, at det at være en del af søndagsskolernes klubarbejde er frivilligt. Dvs. at man ikke er forpligtet til hverken at melde fra eller sige til, om man f.eks. har tænkt sig at holde en pause. Selvom vi kender denne holdning i DFS, møder vi også den modsatte holdning, hvor børnene meddeler, hvis de ikke kommer de næste gange eller forældrene tager deres barn ved hånden og kommer og siger farvel i klubben, hvis et andet fritidstilbud er valgt. Der ligger en dyb respekt for vores arbejde i sidstnævnte handling. En respekt, som opbygges, mens børn og juniorer er aktive i klubben. Men hvor går balancen imellem opfordring og pres – imellem et forsøg på at holde kontakten og respekt for, at kontakten fravælges?

Alles ansvar – eller ingens ansvar?
Hvordan kan vi oplære børn og juniorer til at have øje for hinanden og opfordre hinanden til at komme i klubben? Alle skal være med - og alle kan være med hos os. Men hvem har ansvaret for det? Foruden lederne var det skønt, hvis vi kunne lære vores børn og juniorer, at de selv dyrker deres relationer og minder hinanden om, at det er i dag, der er klub. Tænk hvis snakken om onsdagsklubben blev lige så naturlig som snakken om fodboldklubben.

Det udfordrer os ledere til at lave verdens bedste klub, så børn og juniorer bare må være med og er glade og stolte over, at fortæller om den.

Hvordan gør vi så?
Vi har bedt Jane Kure fra Aakirkeby fortælle, hvordan de gør i hendes klub:

Der er jo forskel på situationerne, når et barn holder op med at komme i klubben. Her er tre eksempler:

1. Når man ”rykker op” til en anden klub f.eks. juniorklubben. Hvert år fortæller lederne i børneklubben, hvilke børn, der er gamle nok til at rykke op. Vi gør meget ud af at fortælle, at det er frivilligt, og at man i en periode godt kan fortsætte i børneklubben. Vi har et par eksempler på, at et barn er fortsat, og fortsat så længe, at vedkommende blev ungleder.
Men der er nogle, der tabes i denne situation. Her har vi netop arbejdet med, hvad vi kan gøre for at undgå dette, og er kommet frem til, at lederne fra juniorklubben skal forsøge at medvirke ved de sidste arrangementer i børneklubben inden ferien, så børnene er kendt med dem. Her får børnene så selvfølgelig programmer mm. Vi har også talt om, at arrangere en fælles klub-familie-aften, hvor hele samfundet og også forældrene til klubbørnene er inviteret særskilt. Både junior- og børneklub, og hvor børnene skal stå for forskellige ting.

2. Et barn holder op med at komme, men begynder i en anden klub i en anden missionsforening eller kirke. I denne situation gør vi ikke noget. Måske kan barnet følges med en klassekammerat et andet sted, og så er det bare fint.

3. Et barn holder op med at komme, selv om det godt kunne fortsætte. Her bliver vi i et stykke tid ved med at regne barnet med. Dvs. barnet får programmer og indbydelser til særlige arrangementer. Til jul får barnet også en julegave, hvis det har kommet i klubben i løbet af året. Vi sender også indbydelser til lejre ud til barnet. Det er vigtigt, at man signalerer, at man ikke har glemt barnet, men på den anden side, må vi jo også respektere, hvis et barn ikke længere ønsker at komme. Nu bor vi jo et lille sted, og vil af og til støde ind i barn og forældre. Her er det vigtigt stadig at vise opmærksomhed, og gerne få en snak med både barn og forældre.

Det er også vigtigt for os ledere, at vi ved hvert ledermøde beder for børnene og også specielt de børn, der er stoppet.

Lisbeth Margård Bendix Jensen