Ungledertræning

Ungledere er typisk de ældre junior/teens, der er for gamle til selv at være deltagere på lejr eller i klub. Nu vil de gerne give de gode oplevelser, de selv har haft, videre til andre børn og juniorer.

Skal du være ungleder i en klub eller på en lejr? Så er et lokalt kursus for ungledere noget for dig!

"Hvorfor er det godt for mig?"

  1. Du bliver udrustet som leder og dygtiggør dig i at være frivillig leder.
  2. Du møder andre unge, der også skal være eller allerede er ungledere.
  3. I løbet af dagen kigger vi på, hvordan du kan formidle Bibelens fantastiske indhold.
  4. Du bliver undervist af ledere, der selv har været unge engang.
  5. Du får undervisning i børn og unge, aktiviteter og det at være leder.

 

"Nææææ, det lyder fedt! Hvordan kommer jeg på sådan et kursus?"

  1. Tag kontakt til kredsformanden i din DFS-kreds
  2. ... eller en IMU-ungdomskonsulent - se imu.dk/medarbejdere
  3. ... eller en DFS-konsulent

Du får diplom på din træning

Jo jo, og du kan skrive det på CV'et - sammen med al den erfaring, du får fra lejr og klub.


Ungledere fra Lærkereden fortæller, hvorfor de synes, det er fedt at lave aktiviteter for børnene.


En god historie ...

Maria er meget begejstret for det nye undervisningmateriale

 

Der har i mange år været tradition for ungledertræning på Fyn. Det er et kursus, hvor nye ungledere bliver klædt på til at være ledere på Fynskredsens sommerlejr, Kids-camp Fyn. Her kommer ca. 125 børn og 40 ledere.

- Men i år skulle det alligevel være anderledes, fortæller Frederik Meyer Olesen, der er kredsens konsulent og var med til at afprøve et nyt kursusmateriale fra DFS og IMU.

- Normalt er kurset blevet afholdt over en række hverdags-eftermiddage, men kursusmaterialet gav os mod til at gå nye veje og invitere til et weekend-lejr-ungleder-kursus.

Det blev en intens weekend, hvor der ud over undervisning, snakke og praktiske øvelser også var god tid til at deltagerne kunne lære hinanden at kende og skabe et trygt fællesskab.

- Her på Fyn har vi nemlig erfaret, at et godt og stærkt lederfællesskab er et vigtigt element, der er med til at de unge ledere er med på lejren i flere år.

Ti unge mennesker havde takket ja til tilbuddet om at tilbringe en weekend sammen med fire undervisere i et privat hjem, som blev lånt til formålet.

For at undervisningen skulle blive så konkret som muligt, var det søndag formiddag blevet arrangeret, at de unge ledere skulle stå for børnekirken i Sankt Hans Kirke i Odense. Her blev de ting, som der var blevet snakket om i løbet af kurset, prøvet af i praksis sammen med en dejlig børneflok.

- Det var meget opmuntrende, fortæller Frederik. Imens de unge ledere lavede drama, leg, fagter og kreative aktiviteter, kunne vi undervisere stå arbejdsløse og med smil på læben konkludere: Så blev sommerlejren endnu engang fremtidssikret!