SÆLG LODSEDLER OG STØT DFS

- OG TJEN PENGE TIL JERES LOKALE ARBEJDE

Ikke blot klubber og enkeltpersoner, men også fx skoleklasser og bibelcamping kan sælge lodsedler. I kan beholde 10 kr. pr. solgt lod eller vælge at lade alle 25 kr. tilfalde DFS. Uanset hvad, er vi meget taknemmelige for hjælpen! Salget har i mange år betalt mere end en årsløn til en konsulent - foruden alt det, der går til klubberne.

At sælge lodsedler er sjovt, og endnu sjovere, hvis der er gode ting der motiverer

 

Involver børnene

  • Fortæl børnene, hvad pengene går til. 15 kr. til DFS, 10 kr. til klubben - eller hvordan I vælger det.
  • Snak med børnene, om der er noget, de ønsker sig at samle penge ind til – en ting, en tur, en fest osv.
  • Fortæl børnene, at de er med til at gøre en forskel!

Organisér salget

  • Start samlet med fx kakao og boller.
  • Tag ud og kig til dem undervejs – giv opmuntring.
  • Det er vigtigt at planlægge, hvem der sælger på hvilke veje i byen, så børnene ikke mødes af for mange “der har været nogen her før”.

Fortæl om salget

  • Skriv fx i kirkeblad og ugeavis, hvornår der sælges, og opfordr til at ta' godt imod dem.
  • Send mail rundt i forældregruppen, til adresselisten tilknyttet missionshuset, skriv på byens Facebook-side osv.
  • Tænk på, at mange gerne vil støtte Søndagsskolerne, bl.a. fordi mange selv har gode minder - de skal bare spørges!

Brug chancen og gør jer synlige

  • At sælge lodsedler er en god måde at gøre opmærksom på, hvis I har nogle aktiviteter som er åbne for alle børn.
  • Har I et klubprogram eller et event umiddelbart efter lodseddelsalget, så er det en god idé at tage indbydelser med rundt på ruten.

Konkurrencer kan motivere

  • Er der et barn, der sælger mange lodsedler, så er mulighed for at vinde supersælgerkonkurrencen. Se i den orange dropdown nedenfor på siden.
  • Se også klub-/skoleklassekonkurrencen samme sted.
  • Gør det til en udfordring at sælge lige så mange som normalt. Aftal evt. på et børnerådsmøde, hvad klubbens indtægter fra salget skal gå til. Måske kunne I udlodde en gevinst til den, der sælger flest? I kunne også have en gave til alle, som har solgt fx 50 lodsedler.

Lad en sponsor fordoble beløbet

Måske kan I finde en sponsor, som fx fordobler det, I samler ind til DFS. Det var også med til at motivere børnene i Jannies klub, som du kan læse nedenfor.

 

Tips til salg

Dørsalg

  • Her kunne en idé være, som beskrevet ovenover, at man kunne starte ud med en dag sammen - fx som en dag i programmet, hvor man starter ud med at sælge lodsedler.
  • Aftal betaling via en leders MobilePay-nummer (eller kontant i en bøtte el.lign.).
  • Hav en lille salgstale klar, fx:
    Hej! Vi kommer fra [børneklubben her i byen]. Vil du købe nogle lodsedler, der støtter børn i hele Danmark? De koster 25 kr. pr. stk., så det er 4 for 100 - og der er gode gevinster!
  • Hvis folk køber, så husk at sige Tak for din støtte. Hav en god dag! Hvis de ikke ønsker det, så sig Det er også ok. Hav en god dag!
  • Børn under 18:
    • Børn under 11 år skal være i følge en voksen (min. 18 år).
    • Børn i alderen 11-17 år skal gå sammen to og to.
    • Der er undtagelser, så som salg til naboer, venner og bekendte. Her er det altid ok, uanset alder.

Telefonsalg

  • Ring rundt og sælg lodderne pr. telefon, få en snak og aflever så lodderne i postkasserne.
  • Se ovenfor for en lille salgstale.

Brug Facebook og mail

  • I kan sende private beskeder fra Facebook-konti/sms/mail, og derefter aftale, hvordan dem, der sender penge (nemmest via din MobilePay), skal modtage lodderne.
  • Sådan kunne en mail lyde, som I sender rundt til alle på jeres lokale adresseliste: Søndagsskolerne gør et vigtigt arbejde blandt børn i Danmark. Vi har brug for hjælp til at få solgt lodsedler, så flere kan høre om Jesus. Vil du købe 4, 10 eller flere?
    Du støtter [skriv jeres lokale projekt/klub] med 10 kr. pr. lodseddel - og der er flotte præmier på spil.
    Hver lodseddel koster 25 kr. Overfør via MobilePay [skriv dit eget nummer].
    På forhånd tak for støtten til Søndagsskolerne, der arbejder for at give det største til de mindste!

Lodsedler som investering eller præmie

  • Evt. tiloversblevne lodsedler kan I overveje at købe til jer selv (som præmier fx) som en gave og en investering i fremtidens kirke.
  • Køb evt. nogen af dem som en alternativ gave og læg 1 eller 2 lodsedler i en lille goodiebag til alle i klubben/klassen/samfundet/alle børnefamilierne, I har kontakt til + en lille hilsen fra jer. Det vil vække begejstring - og tænk, hvis der var nogle, der vandt!

 

God fornøjelse med salget!

Der er gavekort til de ekstra ihærdige!

Supersælgerkonkurrencen

  • Det barn, der har solgt flest skrabelodder, får et gavekort på 1.000 kr.
  • Det barn, der har solgt næstflest og tredjeflest, får et gavekort på 500 kr.
  • Alle yderligere, der har solgt min. 50 lodsedler, deltager i lodtrækningen om et gavekort på 500 kr.

Gavekortene kan bruges i Netto, Føtex eller Bilka.

Klub-/klassekonkurrencen

  • Sælg min. 100 lodsedler og deltag i lodtrækningen om 1.000 kr. til jeres klub/klasse.
  • Vi udtrækker tre heldige klubber/klasser som vindere.

 


 

Lise, Emilie og Levi: Tre seje supersælgere 2022

OBS! I 2023 er der en ekstra vinder i sælgerkonkurrencen (se ovenfor).

Lise fra Slagelse solgte 230 lodsedler - vildt sejt! Lise har fået et gavekort til Dansk Supermarked (Bilka, Føtex eller Netto) på 1.000 kr.

Emilie fra Galten og Levi fra Hedensted har hver især fået et gavekort til Dansk Supermarked (Bilka, Føtex eller Netto) på 500 kr.

Tillykke til jer supersælgere - og tak for den flotte indsats!

 

Vinderne i klubkonkurrencen 2022

Tre klubber, der sælger mindst 100 lodsedler, er med i klubkonkurrencens lodtrækningspulje.

Tørring juniorklub, Øster Snede juniorklub og Fredagsklub Østerby (Læsø) har alle vundet 1.500,- kr. til en spændende dag i klubben.

Tillykke til jer superklubber - det er rigtigt godt gået!

Vælg, om I vil beholde 10 kr.

  • Du kan vælge, om I som klub (eller skole, bibelcamping etc.) beholder 10 kr. pr. solgt lodseddel.
  • Du kan også som privatperson sælge, og selv beholde 10 kr. pr lodseddel (i så fald er du indforstået med at opgive det til Skat).
  • Du kan også vælge, at alle 25 kr. skal tilfalde DFS.
  • Hvis I beholder 10 kr. pr. lod, så er det vigtigt, at I kun overfører 15 kr. pr. lod, når I afregner til sidst.

 

Vigtige datoer

  • Lodsedlen må sælges i perioden 10. juni til 31. oktober.
  • Vi trykker lodsedlerne i god tid inden salgsperiodens start, så I kan modtage dem inden perioden begynder.
  • Evt. ikke solgte lodder returneres senest 31. oktober.
  • Afregning skal ske inden 6. november.

 

Afregning

  • Du afregner ved at indbetale på konto 7170 - 2257453.
  • Noter Lodsedler i meddelelsesfeltet (og noter gerne, hvis det kan stå der: Hele beløbet til DFS eller: Beholder selv 10 kr.)

Bestil lodsedler

Ved at sende bestillingen er du indforstået med, at du efterfølgende skal afregne for de solgte lodsedler inden 6/11 2023.
De lodsedler, der ikke bliver solgt skal returneres umiddelbart efter salgsperiodens udløb 31/10 2023.

Tak for hjælpen og rigtig god fornøjelse med lodseddelsalget!


Jeg husker tilbage på lodseddelsalg med et stort smil på læben. Jeg mødte så mange søde mennesker, som enten selv havde gået i søndagsskole, eller kendte nogen som havde.

Jannie, 30 år

"Jeg mødte så mange søde mennesker!"

- Jeg husker tilbage på lodseddelsalg med et stort smil på læben. Jeg mødte så mange søde mennesker, som enten selv havde gået i Søndagsskole, eller kendte nogen som havde.

Det siger Jannie Brødsgaard Danielsen, der i dag er konsulent i trekantsområdet.

Hun fortæller, at det plejede at være på programmet en aften hvert år, dengang hun som barn gik i klub.

Skulle øve sig på hilsen

- Vi blev delt op til forskellige områder i byen. Vi gik to og to sammen. Lederne gik med rundt og hjalp, hvis vi havde brug for hjælp.  Vi fik en seddel med en tekst, som vi skulle sige, når vi solgte lodsedler: "Hej! Jeg kommer fra Danmarks Folkekirkelige Søndagskoler. Vil du købe en lodseddel?". Vi skulle selvfølgelig øve os på den hilsen, så vi ikke bare læste op. Vi fik at vide, at det var meget vigtigt at være høflig, både ved et ja og ved et nej. Det var sjovt og skubbede mig på en god måde ud til menneskene i min by.

Lederne fulgte løbende op

Udover en fællesaften med salg af lodsedler, så gjorde lederne meget ud af lodseddelsalget. På de følgende klubaftener var der afsat lidt tid til, at børnene kunne få flere lodsedler, hvis nogle havde solgt alle deres.

- Vi fik forskellige veje i byen, hvor vi måtte sælge (så vi ikke var flere, der kom de samme steder). Man blev altså spurgt om, om man kunne tage en vej mere, og man kunne ikke bare få fire veje, hvis man ikke fik solgt alle steder, for så tog man jo et sted, som en anden kunne have fået.

Sponsor fordoblede beløbet

Lederne i klubben havde sørget for, at der nogle år var en sponsor, som fordoblede det vi samlede ind til DFS. Det var også med til at motivere børnene.

- Vi måtte selvfølgelig altid sælge til familie og venner, men vi solgte nærmest alle vores fra dør til dør. Jeg husker, at langt de fleste meget gerne ville støtte Søndagsskolerne.


Kontakt mig og få flere idéer ...

Jannie brænder stadig for lodsedler. Hun kan bruges til sparring og idéer omkring lodseddelsalg. Så kontakt hende gerne - se jannie.soendagsskoler.dk