WEEKEND- OG SOMMERLEJRe

Rigtig mange steder i Danmark er der lejre i ferier og weekender - og det er SÅ godt!

Nederst kan du se en oversigt over alle lejrene.

En stor del af lejrene ligger i sommerferien, men der arrangeres også en del weekendlejre og lejre i andre skoleferier. Som forælder er det meget trygt at sende sit barn på disse lejre. Lejrene ledes af dygtige og erfarne ledere, og der er på lejrene en hjemlig atmosfære, hvor der er tid til at tage sig af det enkelte barn.

Mange tager på lejr år efter år - og du kan være rimelig sikker på at komme hjem godt beskidt, meget træt og fyldt til randen med gode oplevelser!

Hvordan foregår det helt konkret?
Programmet er selvfølgelig meget forskelligt fra sted til sted og afhængig af børnenes alder. Nogle steder har lejrene temaer som en Pippi-lejr, outdoor-drengelejr osv. Mange steder er alt fra aktiviteter til selve maden sat i forhold til årets tema i sommerlejr-materialer, som DFS udgiver hvert år.

Et fast indslag på mange lejre er en morgen- og aftenandagt: En lille fortælling eller måske et vidnesbyrd om noget, en person har oplevet med Gud. Den daglige bibeltime hører også til, og det er rigtig spændende! Hvad betyder det lige for mig, at Gud gjorde sådan eller sådan? Det kan man få en meget god snak omkring.

Eftermiddagen er den tid på dagen, hvor krudtet skal brændes af. Det kan være et løb, en fodboldkamp eller en tur på den hjemmelavede vandrutsjebane. En tur til stranden eller i skoven er heller ikke dårligt.

Måske bygger vi sammen en forhindringsbane eller en sæbekassebil. Der er også andre, mere stille aktiviteter at tage fat på. Det kan være maling, lysestøbning og meget, meget mere.

Mange børn elsker at synge, og vi har rigtig mange gode kristne børnesange. Ofte er lederflokken skruet sådan sammen, at de kan stable et lille orkester på benene. Muligvis har lederne planlagt en dramastykke for nogle af deltagerne, og det plejer også at være et hit.

Aftenen på en sommerlejr er hygge! Måske rundt om bålet med snobrød og pølser. I dårligt vejr indenfor med konkurrencer, optrin og sjove leg. For de lidt større må natløbet heller ikke glemmes - det er en meget stor oplevelse, når man sammen med lederen, har overundet sin angst for at gå ud i nattemørket!

Lejrmaden er et helt kapitel for sig. Man er nu altså også så dejlig sulten, når man er på lejr. Prøv selv at tage på sommerlejr. Det vil med sikkerhed blive en stor oplevelse!

Vil du med?
Find din lokale lejr på listen over alle lejre i DFS' kredse.