BØRN OG BØN

Hvis bøn er de kristnes åndedræt, må vi som voksne i gang med at lære den næste generation at ånde! Men børn og bøn – hvordan? Lad os få mindre teori og mere praksis!

»Jamen – skal vi ikke bare lige be’ til Gud?« Den sætning har jeg nogle gange hørt fra børn, når jeg som voksen med en rationel tilgang til en udfordring helt har glemt at tage Gud med. Vi vil jo gerne lære børnene at bede og have et naturligt og selvfølgeligt forhold til bønnen. Men vi viser det ikke altid i praksis.

Det klarer de i børneklubben
Det er i hverdagen, vi lærer vores børn at leve. Det er her, vi er forbilleder for børnene i glæder, sorger, konflikter, uenighed etc. I korte perioder som fx ferier eller på besøg kan vi typisk godt holde en facade. Men i hverdagen viser det virkelige menneske- og livssyn sig. I teorien ved jeg godt, hvad jeg vil give mine børn med i livet som fundament. Men det idylliske billede er svært at leve op til i praksis. Også når det gælder bøn. Her er det ikke nok at sende børnene i børneklub, for forældrene spiller en stor rolle.

Bøn – en naturlig del af hverdagen
Forældre spiller en afgørende rolle for, at børn begynder at tale fortroligt med Gud. Hvis barnet oplever, at bøn betyder noget for far eller mor, bliver bønnen en del af barnets tryghedssfære. Det, som er naturligt, det som praktiseres og vægtlægges, kanaliseres videre til barnet. Det er i høj grad i praksis, at jeg viser mine børn, hvem Gud er. Det, barnet ser, sætter sig. Viser jeg derfor konkret tillid til Gud i bøn, vil barnet tage denne tillid med sig.

Børn forstår
Bøn er den direkte, personlige forbindelse til Gud. Det skal vi lære børnene. Bønnens samtale sker først og fremmest gennem Helligåndens virke i os og ikke kun gennem ord. Men ord er meget vigtige for os, fordi vi får en større forståelse af, hvad der sker, når vi sætter ord på tanker og følelser. Selvom små børn ikke behersker sproget selv, kan de ofte forstå indholdet i det, der siges til dem på det konkrete plan.

Et barn på et år, der bliver bedt om at hente en bamse til lillesøster, gør det, selv om han ikke kan sige det selv. Netop det kan give fokus på, at vi ikke bare skal bede for børnene, men sammen med dem fra de er helt små. Kendskab og praksis betyder grundlæggende tryghed.

Trygheden
Bøn signaler tryghed for mange børn – og voksne med. Mange voksne, som ikke i hverdagen beder, griber i vanskelige situationer til bønnen. Når et barn beder, erfarer det, at Gud er virkeligt til stede som en relation og tryghed i deres liv. Hvis barnet lærer at tale med Gud, vil bønnen blive en fortrolig samtale mellem barnet og Gud og give barnet lyst til at være sammen med Gud – og betro sig til ham.

Fortælle alt
Vi skal som voksne ikke være bange for at vise børn, at vi kan tale med Gud om alt. En bøn til Gud er en snak med ham om det, vi lige er optaget af – der hvor vi nu er. Det er også vigtigt at knytte til i bønnen ved det, som barnet kender fra sin hverdag og gennem praksis vise barnet, at bøn er mere end at »kræve«. Det er fx også tak, tilbedelse og forbøn.

Vi skal bede om stort og småt, og vi skal nævne både glæder og sorger for Gud. Det giver anledning til samtale, både når bønnen går i opfyldelse, og når den ikke gør. Når vi tør tale med børnene om bønhørelse eller det modsatte, giver det barnet en grundlæggende tryghed i, at uanset hvad der sker, så er Gud med i det.

Viser barnet Gud
Bøn og den bønspraksis, barnet møder, er med til at danne barnets billede af Gud. Hvis barnet tidligt har en vished om at have en far i Himlen, vil det gøre en stor forskel i barnets liv. Og et bønsliv, der fra starten oplever mod- og medgang, vil kunne give barnet noget at falde tilbage på, når barnet senere møder vanskeligheder og svære ting i livet. Bønnen kan være med til at vise barnet, at der er en Gud, som ser mig og passer på mig.

Fadervor
Fadervor er noget særligt, for det er en bøn, Jesus har lært os. Fadervor er alle Guds børns bøn og tilhører alle – også dem, der ikke kan udtale ordene eller forstå meget af indholdet. Fadervor er på én gang en meget kompliceret og en meget enkel bøn. Selvom vi ikke altid forstår dybden, skal vi bede Fadervor sammen med børnene. Bønnen skal indlæres, så den bliver en del af deres åndelige forråd. At forstå er ikke en forudsætning for at tro, for troen kan gribe selv det, der ikke er til at forstå.

Faste ritualer
Børn elsker faste ritualer. De skaber tryghed. Derfor er det en god ide at have faste rammer for bønnen. Hjemme kan aftenbøn være en god idé, hvor barnet og den voksne kan gennemgå dagen og tage en snak med Gud. Minutterne, hvor mor eller far sidder ved sengen, kan barnet ofte huske som gode og trygge. Børn stiller spørgsmål og tænker dybe tanker om mor og far, døden, krigen, Gud, venner, bedstemor osv. Det kræver snak og svar. Får de lidt tid med mor eller far, er det god »sovemedicin«. Og samværet før sengetid lægger i sig selv op til tillid og fortrolighed med en voksen.

Bent Molbech Pedersen, tidl. landsleder i DFS