BARNETS PLADS I GUDSTJENESTEN
»Gudstjenesten er ikke noget for børn.«
»Børnene vil kede sig i kirken.«
»Børnene kan ikke sidde stille så længe.«
»Børnene vil forstyrre de voksne.«
Der er mange fordomme om børn og gudstjeneste. Det er med til at gøre tærsklen til kirkens gudstjenester meget høj for børn og for børnefamilier i det hele taget. Det er således en almindelig opfattelse, at søndagens højmesse bør foregå på de voksnes betingelser. Børnene kan mødes uden for gudstjenesten til kirkelig legestue og børneklub m.v. Der kan de få evangeliet forkyndt på en måde, som passer til deres fatteevne. Men gudstjenesten er ikke noget for dem. Et par gange om året kan der dog arrangeres en speciel børnegudstjeneste, hvor børnene kan få lov at optræde med et eller andet, som de har lært.
Her vil vi forsøge at rokke ved nogle af de mange fordomme, som vi mener findes om børn og gudstjeneste. Vi ønsker at slå fast: Gudstjenesten er for alle - også for børn!
Gudstjenesten - den ugentlige familiefest
Vi tænker her ikke bare på gudstjenester, der er specielt annonceret og tilrettelagt som familiegudstjenester. Men enhver gudstjeneste bør i princippet være en familiegudstjeneste, hvor menighedens medlemmer i alle aldre mødes for i fællesskab at lovsynge Gud, bede til ham og lytte til hans ord. I ugens løb er det naturligt at mødes opdelt i aldersgrupper til forskellig former for aktiviteter: børne-, junior- og teenklub, ungdomsmøder, studiekredse, menighedsmøder, temaaftener og særlige møder for ældre. Men når klokkerne om søndagen kalder menigheden sammen til gudstjeneste, så skal alle have gudstjenesten som sit fælles formål. Hvordan skal vi nogensinde få en fornemmelse af, at Guds folk er en stor familie, hvis vi aldrig kommer sammen i familien og fastholder gudstjenesten som vores fælles familiefest?
Det stiller naturligvis krav om, at der i tilrettelæggelsen af den almindelige søndagsgudstjeneste tages højde for, at børnene er med som en naturlig del af det hele. Men det betyder ikke, at alt af den grund behøver at blive lavet om og gjort anderledes. Målet må være, at børnene får en positiv oplevelse af at deltage i gudstjenesten. Ikke fordi de nødvendigvis forstår alt, hvad der foregår og bliver sagt, men fordi de oplever det højtideligt, trygt og godt at være sammen med den øvrige menighed til gudstjeneste.
Noget specielt for børnene
I den forbindelse betyder det meget, hvis der i gudstjenesten er et eller flere led, som børnene oplever som værende specielt tilrettelagt med tanke på dem. Det kan være en salme, som de genkender og er glade for at synge - nye salmer såvel som gamle. Det kan også være, at præsten indleder sin prædiken med en lille fortælling, som børnene vil synes er spændende.
Nogle steder har man valgt kun at lade børnene være med til en del af gudstjenesten, hvorefter man samler dem i et tilstødende lokale til »søndagsskole«. Hvor det praktisk er muligt, og der er ressourcer til det, kan det være en god løsning. Her har man mulighed for, i et bestemt tidsrum, at tale direkte til dem via sange, bibelhistorie og aktiviteter. Men det har den negative side, at børnene så kun er til stede under en del af gudstjenesten og ikke oplever denne i sin helhed. Man tager dem ud af fællesskabet ved gudstjenesten og kan på den måde ubevidst komme til at signalere, at de egentlig slet ikke hører hjemme der.
Her vil vi pege på muligheden for at lade børnene være til stede under hele gudstjenesten, og vi vil forsøge at give nogle ideer til, hvordan det i praksis kan virkeliggøres. Hvis man finder den løsning bedst, at børnene går ud under prædiken, har vi givet lidt ideer til, hvordan denne udvandring kan ske under god opmærksomhed.
Selvom der lokalt indtil nu måske ikke normalt har været børn med til gudstjenesten, tror vi på vigtigheden af, at der alligevel bliver taget nogle skridt (fx. i forbindelse med barnedåb), som kan være med til at signalere, at her er børn altså også velkomne. Lad os se barnet som en udfordring ind i vores kirke - ind i vores gudstjeneste.
Af fakultetsleder Ingolf Henoch Pedersen, Århus