ÅNDSFRIHED I KIRKENS BØRNE- OG JUNIORARBEJDE

Åndsfrihed er til debat. Men hvad betyder ”åndsfrihed” i det kristne frivillige arbejde blandt børn og juniorer?

Hvordan har det betydning for kirkens møde med lederen, barnet og deres møde med hinanden? Hvordan har det indflydelse på samvær, program, rummelighed, når vi har en bestemt ideologi? Hvordan rummer vi hinanden - trods forskelligheden og hvordan bliver vi enige om, at vi er uenige?
Kort sagt: Hvordan får åndsfrihed ”krop” i vores sammenhænge?

Åndsfriheden under pres
Mange oplever fra aktuelle sager, at åndsfriheden er under pres i det danske samfund. Jo mere internationale, vi bliver – jo større presses åndsfriheden. Derfor tog Kristent Pædagogisk Institut i efteråret 2010 initiativ til at samle en række personer fra det danske kirkeliv for at drøfte åndsfrihed, dens natur og nødvendighed.
   Udvalget udarbejdede 21 teser om åndsfrihed, som er færdigskrevet i november 2011. De arbejdede også med åndsfrihed i Danmark generelt, hvilket mundede ud i afsnittet: ”Åndsfrihed i Danmark”, der skal betragtes som en kortfattet historisk og aktuel baggrund for teserne.
(Se www.åndsfrihed.dk)
   Den nedsatte gruppe rettede henvendelse til danske politikere, meningsdannere og medier, fordi disse har et særligt ansvar for at fremme og praktisere åndsfrihed – til gavn for det danske og internationale samfund.
(Se sagens gang i pressen)
   Det er et vigtigt emne. Et emne som vi også ønsker at debattere og kæmpe for i de kristne miljøer. Emnet om åndsfrihed henvender sig til enhver dansker uanset religion, politisk og ideologisk ståsted, da det er afgørende for, hvordan mennesker med vidt forskellige overbevisninger kan leve sammen på en anstændig måde. Vi ønsker frihed i Danmark til bl.a. at:

• formulere en formålsparagraf
• dele indbydelser ud på skolen
• stå med dukketeateret på gågaden
• have et tæt samarbejde mellem kirke og skole
• invitere til kristne samlinger i vore kirker og missionshuse.

Men ønsker vi også at rumme det muslimske barn, og give vedkommende lov til at fortælle om hendes tro, ramadanen og koranen i vores børneklubber? Ønsker vi, at der deles muslimske ting ud på vore skoler, eller at have en moské i baghaven? Fortsæt selv rækken.
   Åndsfrihed i dette årti giver udfordringer, når det skal praktiseres. For hvad er åndsfrihed – og hvad er tolerance?

Hvad er åndsfrihed?
(Flg. er udpluk fra ”Indledning til de 21 teser om Åndsfrihed”)
   Åndsfrihed er et afgørende begreb i dansk forståelse af demokrati og fællesskab og har været et tydeligt pejlemærke i det danske samfund gennem de sidste århundreder.
   Begrebet står centralt i en af Danmarks vigtigste love, Folkeskoleloven, hvor formålsparagraffens stk. 3 lyder: ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
   Begrebet åndsfrihed er beslægtet med FNs menneskerettighedserklæring fra 1948, navnlig i artiklerne 18, 19, 20 og 26, hvor retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, til menings- og ytringsfrihed, frihed til oplysning og undervisning og forsamlingsfrihed formuleres. Tilsvarende frihedsrettigheder indgår i den danske grundlov (§§ 67-68, 70 og 76-79). Ledetråden kan siges at være: Frihed til forskellighed, så længe man ikke skader andre.
   Åndsfrihed er imidlertid ikke blot et værn om den individuelle frihed. Den er også en nødvendighed, hvis vore forskellige holdninger ikke blot skal tolereres, men skal kunne virke frugtbart til at opbygge vores fælles liv i samfundet.  

I ”21 teser om åndsfrihed” bruger vi følgende definition:

Åndsfrihed i et samfund betyder, at enkeltpersoner og grupper har frihed til at have deres overbevisning i religiøse, ideologiske og etiske spørgsmål, udtrykke denne overbevisning, formidle den og handle i overensstemmelse med den. Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed og indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret.

I dokumentet "21 teser om åndsfrihed" kan du desuden læse om:
Historisk tradition, Religionsfrihed, Skolefrihed og frihed for ateister.
Download dokumentet her.

Hvad betyder åndsfrihed – for vores arbejde blandt børn og juniorer?
Åndsfrihed betyder fx en frihed til, at vi kan definere os, som organisation som vi vil (inden for dansk lovgivnings rammer), og sikre os - så langt det nu er muligt - mod at blive undergravet af kræfter, som vil ændre grundlag og formål.
   At have den frihed skal vi værne om og kæmpe for. Den må få sit åbenlyse afsæt helt ned i vores klubarbejde. Vi skal fremme friheden og vise, at det er relevant for os at give (ånds)frihed til, at diverse synspunkter og praksisser kan eksistere i gensidig respekt.
   Vi bør ikke være lukkede og snævre, så der ikke bliver plads til på det givne grundlag og formål at se forskelligt på nogle underordnede spørgsmål. I dén forstand bør der være åndsfrihed i enhver organisation/forening/institution, nemlig frihed til at se forskelligt på det, som dog kan rummes inden for grundlag og formål. Dvs. når Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, der står for en ideologisk holdning (jf. DFS' formålsparagraf), går ind for åndsfrihed, er det ikke holdningen, der er til debat. Der er ikke åndsfrihed i forhold til formål og paragraffer. Men derimod, at DFS skal kunne rumme alle, hvis de ikke modarbejder det, som er DFS' formål.
   Åndsfriheden betyder at DFS forsøger at rumme ledere, børn og juniorer i al deres forskellighed og afstår sig fra at forkynde med tvang. Der er frihed i ”forkyndelsens rum” i DFS. Her kan man være – enten man tror på Gud eller ej. Enten man kan meget, lidt eller måske ingenting af bibelens mange beretninger. Her tvinges man ikke til at tro på Gud og Jesus.

Åndsfrihed i din lokale klub
Det lokale arbejde blandt børn og juniorer berøres af åndsfrihedsbegrebet i mange forskellige situationer. Men er vi bevidste om det, og bliver begrebet taget alvorligt, så vi tør tage konsekvensen af dette ord? Åndsfrihed er en frihed, vi skal vælge at kæmpe for – og vælge, at gå ind under uden at ændre på formål og paragraffer. Hjælp derfor hinanden med at sætte ord på, hvad åndsfriheden betyder for dig – den enkelte i kirkens børne - og juniorregi og i dit eget privatliv.
   Tal om, hvordan åndsfriheden opleves og udleves, når det får ”krop” i vores børne- og juniorarbejde.
   Hvordan takler vi situationer, når vi fx møder flg. udsagn:

• ”Jeg må ikke spise svinekød. Er der ikke det i de pølser på grillen?”
• ”Jeg må ikke have ting med hjem fra klubben, for min far og mor siger, at Gud ikke findes!”
• ”Jeg faster … - må jeg fortælle om Ramadanen?”
• ”Hvorfor er det altid flertallet, der skal bestemme, hvad vi skal lege?”
• ”Vi ønsker ikke, at der uddeles PR fra kirken på vores skole – for det får ingen lov til”
• ”Hvordan kan du som leder, sidde søndag efter søndag under den præsts forkyndelse?”
• ”Jeg vil ikke sige med på trosbekendelsen – for jeg tror ikke på det!”
• Osv.

Åndsfrihed til debat
Brug en aften blandet lederne, hvor emnet: Åndsfrihed er til debat. Tag evt. udgangspunkt i flg. spørgsmål, der giver krop til Åndsfrihedsbegrebet. Svarene er forskellige – alt efter, hvordan din lokale situation ser ud.

• Hvordan rummer vi hinanden, som ledere, når vi fx har vidt forskellige opfattelser og holdninger til: pædagogik, metoder, tidsforbrug i klubben, programindhold, menighedsfællesskab, lokale præster osv.?
• Hvordan praktiserer vi, som medarbejdere, ”frihed i forkyndelsens rum”, så vi afstår fra at bruge tvang i formidlingen af det kristne budskab og alligevel styrer med en fast hånd, som skaber gode, trygge rammer, som børnene kan være i. Skal man fx alle ville sige med på Trosbekendelsen eller bede med på Fadervor eller kan man få lov at blive fri?
• Hvordan rummer vi børn, som har vidt forskellige opfattelser af Guds og Allahs eksistens, bæring af tørklæder eller kors, faste, rummelighed i holdninger, energi, stilhed, TV-udsendelser osv.? Hvordan åbner vi en ”flig” af forskelligheden?  
• Hvordan rummer vi forældre til børn og juniorer, som har vidt forskellige opfattelser af skabelse eller udviklingslæren, krav til frivilligt børnearbejde, tro og ateisme, kirkevalg, kulturer, regler, grænser, holdninger osv.
• Hvordan rummer vi at være ledere i en kirke, der har forskellige opfattelser af Bibelens ord, sakramenternes betydning, kirkens indhold og lærer?
• Hvordan rummer vi at være en del af et samfund, hvor nogle nægter os tilskud, fordi de betegner kirkens arbejde som fx ”gudsdyrkelse” eller nægter at lære børnene julesalmer?

Spørgsmålene er mange – og svarene lige så mange? Vi bliver aldrig færdige med at tale om, hvordan vi er rummelige – på den gode måde, der godt kan leve uden ændringer i formål og paragraffer. Hvordan vi giver hinanden plads og er enige om, hvad vi er uenige om?
   Plads til børn, juniorer og ledere, der trods små uenigheder vil fremme kirkens sag: At give det største til de mindste.

God debatlyst – for sagens skyld