Flimmerkassen T117
- Hvad handler det om
TV-stjerne for en aften!
Flimmerkassen! Vi sidder foran den hele tiden og zapper fra kanal til kanal. Men hvad nu, hvis programmerne vi kender fra TV bliver til virkelighed? Ja, hvad nu, hvis vi kan finde nogle af dem i Bibelen? Jesus er den ultimative Masterchef og Mesterbager, som sørger for mad til 4000 mennesker på rekordtid, laver vand til vin eller giver Peter en fantastisk fiskefangst. Og Gud er Stormesteren, som har givet alle troende en opgave: Forkynd evangeliet til hele verden. En opgave, ligesom Stormesterens opgaver, der er så åbne, at den kan løses på lige så mange forskellige måder, som der er forskellige mennesker i verden. Men også andre steder i Bibelen, kan vi læse om, hvordan Gud deler opgaver ud, fx når han kalder Gideon til dommer eller beder Noa om at bygge en ark.
Alle aktiviteter tager udgangspunkt i programmer, som er kendte fra TV i 2020: Stormester, Rundt på gulvet, Nak og æd osv. Du kender dem fra skærmen, men hvad mon der sker, når de kommer til os i virkeligheden? Bliv selv inspireret af det, der vises i dit fjernsyn, og som er aktuelt lige nu.
Inspireret af idé fra Tullebølle Break-Camp
- Bibelfortælling
Her finder du forslag til bibeltekster til bibeltimer og andagter. Vælg dem, der passer til dig og din målgruppe.
Bibeltime: Jesus er Masterchef
Sæt god tid af til bibeltimer, hvor I dykker ned i Bibelens beretninger. Brug forskellige hjælpemidler som intro til bibelteksten, og hjælp deltagerne med at forstå, hvad tekster kan betyde for deres liv i dag.
- Bespisningsunderet (Matt 15,32-39, Juniorfrø 2, s. 78-79)
- Brylluppet i Kana (Joh 2,1-12, Juniorfrø 3, s. 78-79)
- Peters store fiskefangst (Luk 5,1-11, Juniorfrø 2, s. 74-75).
Andagt: Gud som Stormester
Slut dagen af med en andagt - dvs. en kort refleksion over bibelteksten - der skaber rum for ro og eftertanke inden dagens afslutning.
- Missionsbefalingen (Matt 28,18-20 + Rom 10,12-17, Juniorfrø 2, s. 50-51)
- Jesus kalder Peter ud på søen (Matt 14,22-34, Juniorfrø 1, s. 60-61)
- Gideons kaldelse og sejren over midjanitterne (Dom 6,1-24 + 36-40; 7,1-22, Juniorfrø 3, s. 28-31)
- Noas Ark (1 Mos 6,11-22; 17,10-24; 9,8-18, Juniorfrø 1, s. 16-17)
- Jesus kalder sine disciple (Joh 1,35-51; Matt 4,18-22; Mark 1,16-20; Luk 5,1-11 + 27-32, Børnefrø 1, uge 4, s. 56-57).
For yderligere inspiration henviser vi til DFS’ Juniorfrø, som er tre inspirationsbøger. Køb adgang, så I kan bruge dem på aktivitetsdagen, via linket.
- Sange
Det er godt at synge sammen! Brug tid på at prise Gud med sang. Her er sangforslag, som passer til temaerne under bibelformidlingen.
- Mig er givet al magt (Syng med, nr. 186)
- Herre, jeg vil gerne tjene (Syng med, nr. 130)
- Guds rige vokser (Syng med, nr. 185)
- Ja, vi har stadig en del at gøre (Syng med, nr. 187)
- This little Light (Syng med, nr. 191)
- Min Gud er en stor, stor Gud (Syng med, nr. 7)
- Hurra for kongen (Syng med, nr. 9)
- Blessed be your name (Fællessang 4, nr. 13)
Syng med er for de 5-årige til 6. klasse, og Fællessang er for de ældste juniorer.
- Hjælpemidler
Alle lærer forskelligt og med forskellige sanser. Derfor er herunder forslag til forskellige værktøjer. Brug dem som intro til bibelformidlingen eller undervejs i bibelberetningen.
TV-studiet
Pynt lokalet, så det ligner et TV-studie med lamper, kameraer, vejrstation osv. Brug TV-sættet som ramme for de TV-programmer juniorerne kommer til at møde i løbet af aktivitetsdagen/træffet.Stil om til en reporterImens du fx fortæller beretningen om bespisningsunderet, stilles der om til en reporter et andet sted i lokalet, som kan lave interviews med nogle af de mennesker, der var til stede, da underet skete fx drengen hvis madpakke, der blev brugt.Trylleri
Lav selv et "mirakel", som ligner det, Jesus lavede.- Bespisningsunderet: Læg to konvolutter inden i hinanden, hvorved der skabes et “hemmeligt” rum, hvor alle de ekstra fisk og brød gemmes. Se hvordan det kan gøres i dette afsnit af Klub-Online (fra 15:45 og frem)
- Brylluppet i Kana: Klip et stykke køkkensvamp til i størrelse, og lim det på indersiden af låget fra et syltetøjsglas. Dryp rød frugtfarve på svampen, og lad det tørre ind i et par dage. Når beretningen fortælles, hældes der rent vand i syltetøjsglasset, og låget sættes på. Fortæl om, hvordan tjeneren nok har været nervøs for at servere vand til overtjeneren, så måske han har rystet på hænderne. Få en af juniorerne til at ryste glasset, og se vandet blive rødt i hænderne på vedkommende.
- Udfordringer
Under eller efter bibelformidlingen kan I give deltagerne en udfordring, hvor de kan bruge flere sanser til at dykke mere ned i dagens tekst og pointer.
Den hemmelige udfordring
Giv juniorerne en hemmelig udfordring, som kendt fra bagedysten.
Kan de bage brød til 4000, ligesom Jesus kunne? Del juniorerne i grupper, og giv hver gruppe en bakke med ingredienser og opskrift på boller. Hvem laver flest perfekte boller?Bryllupskagen fra Kana
Lad juniorerne holdvis pynte en lagkage. - Kreative idéer
Lav værksteder, hvor deltagerne kan lade kreativiteten få frit spil og lave ting, som de kan tage med hjem - noget, der minder dem om emnet og det, de har hørt om.
Danmarks næste portrætmaler
Lad juniorerne reflektere og udtrykke deres tanker over bibeltimen ved hjælp af forskellige kreative materialer. Hjælp juniorerne på vej ved at tale med dem om, hvad de husker bedst, og hvordan det relaterer til dem selv og deres hverdag.
Breaking News
Optag et breaking news-indslag, som det vil have set ud, hvis bespisningsunderet havde fundet sted i dag. Hvordan tror I, vidnerne og nyhedsoplæseren ville reagere? - Mad
Alle sanser kan bruges til at lære. Her finder I inspiration til, hvordan temaet kan tænkes ind i måltiderne.
Nak og æd
Juniorerne skal fange, rense og tilberede deres egen aftensmad.
Slip fisk løs i et soppebassin og lad juniorerne fange dem med hænderne, eller lad dem slagte høns, som koges til en lækker hønsekødssupper.
Tilbehør lægges i en foliebakke, som tilberedes i et bålgløder ca. 30 minutter. I bakken kan være: Kartofler og gulerødder i tern, peberfrugt, div. krydderier etc.
Masterchef
Juniorerne skal lave deres egen pizza til aftensmad. Del juniorerne i hold. På skift får de lov til at vælge en ingrediens til deres pizza. Hver ingrediens kan kun vælges af ét hold. - Lege
Gennem lege, der har noget med temaet at gøre, kan I hjælpe deltagerne med at dykke længere ned i emnet og få det leget ind.
Rundt på gulvet
Leg improvisationslege, som er kendt fra "Rundt på gulvet". Lad juniorerne improvisere fx en dag i skolen eller spille et eventyr som Rødhætte. Undervejs byder du ind med kort, hvor der står Mere sørgeligt, Musical, Komedie, Gyser, Ballet, osv. Find mere inspiration på morlitil4.com - Løb
Tag på løb i området og løs opgaver omkring temaet eller bibelformidlingen. Gennem udfordringerne på posterne skabes nye tanker og temaet ses i nye perspektiver.
Stormester-løb
Juniorerne deles i små hold. Juniorerne skal rundt til forskellige poster og løse opgaver fra Stormesteren (download til højre). De bedste og mest kreative løsninger bliver belønnet med flest point. - Andre idéer
Her finder du øvrige idéer, som kan gøre jeres arrangement endnu bedre!
Programoversigt
Hæng programmet op på væggen som en TV-programoversigt. De forskellige aktiviteter skrives blot på som det TV-program, de er inspireret ud fra - se forslag nedenfor: (Det, som er skrevet i parentes skal ikke på programoversigten, men er for at du, som leder, ved hvad hvert programpunkt indeholder.)
Kl. xx:xx - Nyhederne (Velkomst og overblik over aftenen)
Kl. xx:xx - Den store bagedyst (Bibeltime og hemmelig udfordring)
Kl. xx:xx - Danmarks bedste portrætmaler (En kreativ aktivitet)
Kl. xx:xx - Nak og æd (Aftensmad)
Kl. xx:xx - Rundt på gulvet (Forskellige lege)
Kl. xx:xx - Stormester (Løb og efterfølgende andagt)
Kl. xx:xx - Go' Aften Danmark (Afslutning)