Nyheder

Ny konsulent skal heppe på Bornholm

Sandra West Hansen ansat som DFS-konsulent én dag om ugen

Fra 1. maj 2025 får Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS) en ny konsulent på Bornholm. Sandra West Hansen skal i en 20 %-stilling støtte og inspirere frivillige ledere i børneklubber og på lejre.

 

Sandra bor i Rønne med sin mand Christian og deres tre børn. Til daglig arbejder hun som pædagog i en naturbørnehave, men DFS-arbejdet ligger hendes hjerte særligt nært.

 

- Jeg er rigtig, rigtig, rigtig lejrmenneske! Jeg brænder for at skabe oplevelser, hvor børn mærker, at det at høre Jesus til er noget positivt. Jeg vil gerne motivere de frivillige og komme med idéer - så de selv kan udvikle på tingene, fortæller hun.

 

Kender øen – og arbejdet

Sandra har i årevis været en fast del af DFS-livet på Bornholm. Hun er kontaktperson for Gospel-kids Bornholm. Hun har også været lejrleder og i ti år stået for børnesporet på bibelcamping. Derfra kender mange hende allerede – og det håber hun bliver et plus.

 

- Alle de frivillige kender mig. Jeg håber, det betyder, at de tør spørge, hvis de er i tvivl. Jeg vil gerne heppe, inspirere og komme med idéer, så de selv kan udvikle deres klub eller lejr.

 

Hun har selv siddet i den lokale DFS-kredsbestyrelse og oplevet, hvordan det påvirker frivillige, når der mangler en gennemgående person. Så bliver de rodløse, hvis der ikke er en, der inspirerer og giver et skulderklap. Derfor blev hun også opmærksom på stillingen.

 

-  Bornholm skal ikke stå uden klubber og lejre, siger hun. Mine 20 % skal bruges på at være der for de frivillige. Jeg er god til feberredninger og være en, man kan gå til og spørge: “Vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Hvad gør vi?”

 

Relationer før alt andet

Når Sandra tænker på sit nye arbejde, glæder hun sig især til lejrene. Ikke kun for oplevelsernes skyld, men særligt for de relationer, der opstår.

 

- Børn husker de positive oplevelser. Og vi voksne skal turde lege med og være lidt barnlige. Det giver tillid, når børnene mærker, at vi gerne vil være sammen med dem.

 

For hende er det at høre om Jesus tæt forbundet med fællesskab og tryghed.

 

- Vi lægger frø. De spirer måske først senere. Men det, at man har været et sted, hvor man er elsket og ikke skal præstere noget, det sætter sig i baghovedet resten af livet. De små frø bliver ved med at være der.

 

Når Sandra ikke er i børnehave- eller DFS-tøj, finder man hende oftest udenfor med familien – eller med strikketøjet fremme.

 

Se mere om Sandra på hendes profil (fra 1. maj) på sandra.soendagsskoler.dk

Se også

Nyhedsmail

Få en nyhedsmail enten som DFS-ven eller som leder i en klub

Små Skridt

Et gratis venneblad, som udkommer 4 gange årligt

Alle nyheder

Se alle vores nyheder