Michael Nørgaard skal sammen med sin kone Ida være lederpar på Kristelig Handicapforenings bofællesskab Elmebo pr. 1. marts 2023.
- Jeg kommer især til at savne at være på lejr og være sammen med de skønne børn og ledere, fortæller Michael, der er konsulent i kredsene Holbæk-/Vestsjælland og Sydsjælland, Møn, Falster og Lolland, og har ansvaret for de fritidsansatte.
Michael blev ansat i DFS 1. marts 2016, og kom fra selvsamme Elmebo i Dianalund, hvor han var hjemmevejleder.
- Det har været berigende og sjovt at samarbejde med mine kolleger i Søndagsskolerne og Indre Mission i forskellige udvalg. Min tid i DFS, med ledelse af projekter som JuniorSportsCamp og ledelse af frivillige, har været med til at forme mig og har givet mig nogle redskaber, jeg kan tage med videre.
Michael har haft to hjertesager, som han har brændt for hele sit voksenliv. Den ene er DFS, og den anden er Kristelig Handicapforening.
- Jeg blev konfirmeret sammen med en, der var svært handicappet. Lige siden dengang har jeg følt det som et kald at bruge mine kræfter på dem, der ikke har haft nogen kræfter.
Målsætningen for familien er fortsat at kunne være en del af arbejdet i børneklubben og juniorklubben i Slagelse, hvor Ida har været i børneklubben og Michael i juniorklubben.
- Hvis der er tid, vil jeg også rigtig gerne med på lejr igen.
Michael stopper i DFS 28. februar.
Læs mere om Elmebo, der nu skal have nyt lederpar.
Stillingsopslaget om en konsulent på Sjælland og Øerne vil den kommende landsleder være med til at udforme. Føler nogen kaldet til at søge stillingen inden, så kan formand Michael Thomsen altid kontaktes på 2937 1683 / mt(at)soendagsskoler.dk