AT TALE MED JUNIORERNE OM DERES SEKSUALITET

En vejledning i besvarelse af juniorernes spørgsmål

Se også de målrettede hæfter om identitet og seksualitet, Jeg er køn.

Tillykke med at du er blevet kaldet til at være juniorleder! Det er en værdifuld tjeneste, du her har påtaget dig, for såvel juniorerne som dig selv. Som juniorledere er vi kaldet til at tage vare på hele mennesket. Guds ord beskriver os som tredimensionelle: Ånd, sjæl (følelser, tænkning, vilje, samvittighed) og legemet med sanserne. Det er en misforståelse at mene, at vi kun skal varetage den åndelige del - ja faktisk er det stort set umuligt at forkynde Kristus for juniorerne, hvis vi ikke vil tage kroppen med. Guds ord bekræfter selv, at det er sådan. Tænk fx på 1 Kor 12,26: »Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.« Hvis vi altså vil nå juniorerne med evangeliet, må vi først møde dem der, hvor de er – det, som interesserer dem på deres niveau.

Når det drejer sig om noget så personligt som vores seksualitet, er det vigtigt at «mærke sig selv«, inden emnet tages op. Det er nemlig ikke alle juniorledere, som vil være i stand til at fortælle om seksualitet på en god og naturlig måde. Hvis du kan mærke på dig selv, at det ikke er trygt for dig at skulle tage dette emne op, er det bedre, at du giver det videre til en anden. Juniorerne vil ganske sikkert kunne mærke din usikkerhed. Det vil vanskeliggøre fremlæggelsen af emnet og sikkert skabe yderligere uro.

Når »ømme« emner skal behandles, er det vigtigt, at den, der fremlægger emnet, selv er fuldt ud afklaret og kan forholde sig til det uden at føle en eller anden form for ubehag eller flovhed. En fremlæggelse er aldrig neutral, men altid »smittet« af den person, der præsenterer det - også selv om vi vil påstå, at vi forholder os neutrale. Lidt ældre juniorledere vil derfor ofte være de bedste til netop emnet om seksualitet, idet livserfaring spiller en afgørende rolle.

Når vi taler om seksualitet, er det vigtigt, at juniorerne får mulighed for at stille spørgsmål.

Hvis emnet er deres personlige seksualitet, må vi ikke forvente de mange spørgsmål, selv om de sidder med dem. At fortælle om sine egne oplevelser som junior er imidlertid en indgangsvinkel, som kan inspirere til spørgsmål. Det er heller ikke befordrende, hvis emnet bliver taget op i det store forum. Det skal helst foregå i små grupper. Så er det også lettere at sikre sig den samme modenhed og interesse fra juniorernes side - og jo bedre vi rammer netop deres alderstrin, desto større mulighed har vi for at nå dem. Her gælder samme regel som når vi i hele taget vil fortælle mennesker noget vigtigt. Hvis vi ikke kan integrere budskabet i tilhørernes dagligdag (altså møde dem der, hvor de er), vil budskabet som oftest gå tabt.

Modenhed
Når vi skal tale med juniorer om seksualitet, vil det ofte være omgæret med fnisen og spillen sej. Udgangspunktet er derfor først at skabe et »rum», hvor det er naturligt at tale om dette sammen med juniorerne. Hvis fnisen og seje bemærkninger får lov til at fylde op, går selve budskabet hen over hovedet på juniorerne. Modsat er det heller ikke særligt heldigt at begynde at irettesætte de juniorer, som reagerer på denne måde. Det er jo ikke, fordi de er seje, men usikre, at de skaber lidt uro. Irettesættelser vil derfor ramme dem hårdt og vanskeliggøre fortrolighedens »rum.« Det bedste for lederen er i første omgang at ignorere bemærkningerne og i stedet fortsætte undervisningen stille og roligt.

Det er en fordel, hvis drenge og piger undervises hver for sig, ligesom det også er vigtigt at sætte sig ned blandt juniorerne, så det bliver en samtale i stedet for et foredrag - også selv om det kun er lederen, der snakker. Det giver indtryk af fællesskab på samme niveau - og det er vigtigt, når der skal tales om »ømme» sager. Og det er netop »ømme» sager for langt de fleste af juniorerne, idet de selv kender til seksuelle følelser. I dag er der mange børn, for hvem puberteten begynder, allerede når de er 10 år gamle - især piger. Det er lidt uvist, hvorfor børn kommer så tidligt i puberteten (- i hvert fald vil det kræve en længere forklaring, som inddrager medier, forældres nærvær, værdi gennem præstation, usikkert fundament og meget andet). For blot få år siden var det almindeligt, at de først kom i puberteten i konfirmationsalderen. Men fordi de begynder så tidligt, må vi også være tidligt ude for at give en sober og klar information om, hvad dette her er for noget. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at emnet ikke nødvendigvis vil interessere alle juniorerne, idet der kan være utrolig stor forskel på modenheden blandt juniorerne. Nogle af dem vil være små voksne, medens andre vil være store børn - og emnet skal selvfølgelig målrettes efter modenhed - altså kan det blive nødvendigt at dele juniorerne op i to grupper.

Påklædning
Hvordan juniorerne klæder sig hører også med under emnet om seksualitet. Vi oplever i høj grad, at det tøj, som er moderne, har seksuelle undertoner. Selv om vi ikke kan bestemme, hvordan de skal gå klædt, er det alligevel af stor betydning, at vi får en snak om, hvad det er, tøjet fremhæver - og hvorfor. Mange af dem er ikke bevidste om, at deres tøj ofte udstiller dem som seksuelle væsener. Vi svigter ganske enkelt juniorerne, hvis vi ikke gør dem opmærksom på dette. Her er det vigtigt, at det ikke bliver ud fra en fordømmende holdning, men en klar information pakket ind i omsorgen for den enkelte junior - især pigerne skal vi passe godt på.

Seksualiteten begynder ved fødslen
Der går ikke lang tid, før et barn opdager, at det er et seksuelt væsen. Når forældre skifter ble på barnet, opdager det, at det er dejligt at blive rørt ved - så efter få uger kan vi opleve, at barnet begynder at røre ved sig selv, hvis det ligger nøgen. Mange forældre billiger ikke denne handling, hvorfor de skænder på barnet og fjerner barnets hånd. Derved kan forældre være årsag til, at barnet oplever sin seksualitet som noget forkert - eller i hvert fald noget, som man ikke beskæftiger sig med. Måske er dette noget af årsagen til, at så mange forældre selv har svært ved at give en naturlig og afslappet forklaring på, hvad seksualitet er, og derfor overlader det til skolen og snakken blandt kammeraterne, inspireret af de mange film på tv - og Internettet. Resultatet er et fordrejet syn på, hvad sex er.

Hvis forældre går i bad, når barnet ser på, vil det også ret tidligt udvise en særlig interesse for vores seksuelle krop - det ser nysgerrigt på og spørger løs. Derved fortæller det os, at det selv har en seksualitet - selv om den endnu er skjult for barnet. Men allerede her, i barnets første leveår, begynder dannelsen af barnets seksuelle forståelse. Dog ikke kun gennem synliggørelse af forældrenes seksuelle krop, men også gennem den måde, vi præsenterer os selv på - som mand eller kvinde. Det er faktisk lettest at snakke med børnene om sex, inden de kommer i puberteten, men det er er jo en helt anden sag, som ikke har så meget med juniorledere at gøre.

Fra barn til junior
Nu er det ikke sådan, at man pludselig er i puberteten. Det er, som om den udvikler sig i spring. Den ene uge er tøserne dumme - den næste uge er det søde piger - for så pludselig at blive tøser igen. På samme måde er det vigtigt den ene uge at gå i bad hver dag for ikke at føle sig beskidt - og næste uge er et enkelt bad nok. I denne fase er det vigtigt, at juniorerne bliver «rummet«, så der er plads til alle yderlighederne - altså den fortrolige samtale om en forelskelse den ene uge og en snak om tøser den næste uge. At lytte og respektere er vejen til fortrolighed - både mellem juniorer og ledere og for den enkelte juniors oplevelse af sin egen krop. Hvis vedkommende oplever, at der er plads til alle udsvingene, er vi med til at give den oplevelse, at det alt sammen er i orden - og det er altafgørende vigtigt for en junior, som knapt nok selv kan finde ud af, hvem vedkommende er.

Hvad siger Bibelen om sex?
»Og Gud velsignede dem og sagde til dem: Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!» (1 Mos 1,28)

Det var altså ingen hovsa-løsning, der var årsag til, at vi er seksuelle væsener efter syndefaldet - det er en af Guds mange gode gaver til det menneske som blev skabt, udelukkende fordi Gud skulle af med sin kærlighed.

Lad os derfor med frimodighed glæde os over - og omtale - den seksualitet, som i den grad er med til at give os personlighed. Udgangspunktet er altså: »Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var» (1 Mos 1,31).

Når vi ser os rundt om i verden og må konstatere, at seksualitet er blevet årsag til megen lidelse og hæslighed, er det befriende at kunne slå fast, at det ikke er fordi, der er noget galt ved at være et seksuelt menneske, men fordi vi har løsrevet vores seksualitet fra Gud, idet vi har bildt os selv ind, at vi sagtens kunne selv. Vores seksualitet er Guds gode gave til mennesker. Men når Gud bliver «taget af bordet« i menneskets liv, går det galt med det meste. Vi kan ikke selv finde ud af, hvad der er godt og livsbekræftende for os. Vi er som børn, der ingen livserfaring har. Selv det simpleste i vores liv, bliver let en snare for os uden Gud. Gud konstaterer det selv med et suk lige efter syndfloden, hvor han siger: »Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af» (1 Mos 8,21). Men selv om vi synder, må det altså ikke blive årsag til, at vores seksualitet bliver gjort til noget forkert eller mindreværdigt.

Onani
Med den voksende seksuelle bevidsthed, kommer generelt også en voksende lyst til at tilfredsstille sig selv seksuelt (onanere). De fleste prøver at onanere - mange med skyldfølelse til følge - sikkert mest fordi ingen voksne kristne nogensinde har fortalt om, hvad Gud egentligt siger om onani og måske, fordi de ikke selv er afklarede med dette. Det letteste er derfor at skyde genvej ved at kalde det for synd - og det giver skyldfølelse og et hemmeligt liv med onanien, som bestemt ikke er rart. Guds ord omtaler imidlertid ikke onani som synd, hvorfor vi heller ikke kan gøre det. Onani kommer af beretningen om Onan, der efter loven skulle sørge for, at hans afdøde bror fik børn. Det ville han imidlertid ikke, hvorfor han spildte sin sæd på jorden. Det gjorde Gud vred, hvorfor Onan blev straffet (1 Mos 38,6-10). Denne beretning er kommet til at danne grundlag for, at det at spilde sin sæd på jorden (onani) er synd. Men beretningen handler ikke om onani, men om at Onan ikke ville adlyde Gud, hvorfor beretningen ikke kan bruges som vejledning i denne sammenhæng. Vi kan derfor ikke kalde onani for synd, da vi ikke har noget bibelsk belæg for dette. Da vores seksualitet imidlertid strækker sig mod det andet køn, vil onani ofte være knyttet til billeder fra diverse medier eller i fantasien af det andet køn. Hvis det er tilfældet, kalder Gud det for synd (jvf. Matt 5,28). Vi bevæger os derfor her på en grænse, som er svær at trække.

Det handler imidlertid om stærke følelser. Vi skal derfor også være klar over, at der er en risiko for, at der opstår en afhængighed, så det udvikler sig til noget usundt og tvunget. Seksuel afhængighed er desværre ikke særlig ukendt - men heller ikke noget, vi ellers taler om. Det begynder med onani, krydret med billeder fra reklamer, tv og Internet - og kan så senere udvikle sig til en afhængighed på linie med spillelidenskab som ludomani, med abstinenser til følge, hvis behovet ikke bliver opfyldt.

Så det er rigtigt svært dette her - på én gang ikke at kalde onani for synd, før det er synd - og samtidigt informere grundigt om den risiko, der er for at blive afhængig, uden at skabe skræmmebilleder. For at undgå misforståelser er det vigtigt med de fortrolige samtaler i smågrupper, så spørgsmålene kan flyde frit.

Homofili
Af og til sker det, at mennesker bliver forelskede i en person af eget køn. Denne forelskelse er en følelse, der er lige så stærk og total som en forelskelse mellem mennesker af forskelligt køn. Vi må altså forstå, at vi har med følelser at gøre, som vi ikke blot kan ignorere. De, der har været forelskede, kender til, hvordan denne følelse kan fylde hele kroppen, så det synes umuligt at tænke på andet, ligesom vi i ekstreme tilfælde kender til, at mennesker har taget livet af sig selv, fordi de ikke kunne få den, de var forelsket i.

Praktiseret homoseksualitet omtaler Guds ord som synd. Vi må imidlertid skelne mellem at være forelsket i en af samme køn og så praktiseret homoseksualitet. Det er det sidste, Gud omtaler som synd, ikke det første. Det er imidlertid en sandhed, vi skal omgås med varsomhed. Alt for let bliver det til løftede pegefingre og fordømmelse, men vi skal huske på, at mennesker, der lever deres homoseksualitet ud, er ikke større syndere end resten af menneskeheden, hvilket jo også er alvorligt nok.

For juniorer må det primært blive med fokus på den sunde seksualitet, men med en snak om, at vores seksualitet kan udvikle sig sådan, at vi bliver tiltrukket af det samme køn som os selv - og at det i sig selv ikke er årsag til fordømmelse fra Guds side. Hvis en junior sidder med en følelse af at være fordømt, fordi vedkommende har opdaget, at man bliver tiltrukket af sit eget køn, får vedkommende let en følelse af at være grundlæggende forkert - og det er en frygtelig følelse at kæmpe med. Så her er det vigtigt særligt at understrege, at det ikke er synd at have homofile følelser, men kun at leve dem ud, på samme måde som det er synd at gå i seng med hinanden, inden man bliver gift. Herfra må vejen så gå om ad oplysning om Guds ord og sjæleomsorg. Her er der meget brug for personlige og fortrolige samtaler med et menneske, som både forstår og rummer. Vi må aldrig blot pege fingre af synden - og i dette tilfælde en synd, som er tilknyttet så stærke følelser, at en junior omgående ville tabe kampen, hvis vedkommende ikke får den fornødne forståelse og hjælp. Gud elsker alle mennesker med en evig kærlighed.

Sex i ægteskabet
På samme måde, som Bibelen viser os, at vores seksualitet er en gave fra Gud, viser den os også, at den først finder sin fulde udfoldelse i ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Vi erfarer jo også, at vores seksualitet strækker sig mod det andet køn. I Ef 5,31-32 står der noget om, hvad det indebærer, at seksualiteten finder sin udfoldelse mellem ægtefæller. »De skal blive ét kød - som Kristus og kirken» - altså en dyb forening - en forening, der indebærer et totalt fællesskab, som kun kan findes mellem ægtepar, der elsker med hinanden. Det samme står der noget om i 1 Mos 2,18 - blot formuleret på en anden måde. Der står: »Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.» Dette lille ord »hjælper» er det samme udtryk, som vi finder i Sl 54,6, hvor der står: »Se, Gud er min hjælper.» At Gud er vores hjælper, betyder jo, at han er en fuld integreret del af vores liv. Sådan er det altså mellem ægtefæller - »ét kød». 

Vores tid vil gerne inspirere os til at leve vores seksualitet ud inden ægteskabet - eller uden for ægteskabets trygge rammer. Men det advarer Gud os imod. »Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.» (1 Kor 7,9)  Men forstår vi konsekvensen af Ef 5, 31-32 og 1 Mos 2,18, vil vi også vide, at den seksuelle forening er noget mere end blot et samleje med et andet menneske.

Ellers kan Matt 19,6 yderligere understrege ovenstående »Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.»

Når Gud understreger for os, at vi skal vente med at have samleje til ægteskabet, er det ikke blot, fordi han vil bestemme over os, men fordi han véd noget, vi ikke kan se, når vi elsker - nemlig en forening mellem to mennesker, der er af en sådan karakter, at de egentligt ikke igen kan adskilles, uden der er noget, der går i stykker. Først efter adskillige års ægteskab, begynder vi at ane noget af den fantastiske gave, som Gud har givet os, og som fletter os sammen. Det er lidt på samme måde som hvis, vi hælder to væsker sammen. Begge væsker er der stadig fuldt ud, men det er umuligt igen at adskille dem. Skiftende partnere inden ægteskabet vil derfor let komme til at ødelægge vores kærlighedsliv.

På samme måde er utroskab ikke blot er et sidespring, men en forfærdelig katastrofe, som det tager år at hele - hvis det da nogensinde heler, hvilket jeg kan være stærkt i tvivl om. Utroskab er nemlig ikke en privatsag. Det medinddrager også den ægtefælle, som er blevet bedraget - ikke kun som noget seksuelt, men som et angreb på hele personligheden - som en gift, der truer med at ødelægge ægtefællens identitet. Det kan derfor ikke understreges tydeligt nok, at utroskab er den mest destruktive handling, vi kan udsætte et ægteskab for - en handling som ødelægger alt - også næste generation.

Søg først Guds rige
Tryghed er at have lagt sit liv i Guds hånd, at have betroet ham alt, hvad vi har gjort, at have fortrolighed med Gud - også når vi har syndet, ja at skrive dagbog til Gud!

Det, tror jeg, er måske det vigtigste at lære juniorerne - også i en situation, hvor de skal lære deres seksualitet at kende - og måske opdage, at den kan være ret så svær at styre. Hvis vi kan få dem til at mærke, at Jesus er deres bedste ven i verden, og at han er i stand til at høre alt og stadig elske dem med en evig og betingelsesløs kærlighed, har de fået det bedste, der er at få. Så har de fået frihed til at være det menneske, som Gud har skabt dem til at være - også selv om deres liv slår knuder.

Det værste, der kan ske er, hvis de ikke kommer til Jesus med deres fejlslagne liv, fordi vi ikke formåede at give dem klarhed om, at han tager imod alle. For så bliver de de ensomste juniorer i denne verden, og så får de et liv, der slår revner.

For Gud er vi alle lige
Men Skriften har indesluttet alt under synd, for at løftet ved tro på Jesus Kristus kunne gives dem, som tror - altså for at frelse os. (Gal 3,22)

Gud velsigne dit kald.

Steen Palmqvist