
T195 - Allehelgen og halloween for børn

Vælg et af de to samtaleemner:
Savn og minder – en snak om døden
Forberedelse:
Tal stille og roligt med børnene om døden. Vær opmærksom på deres reaktioner – for nogle kan emnet være svært, fordi det rammer personligt.
Undersøgelse:
Fortæl om allehelgen: En dag, hvor vi mindes dem, der er døde. Lad evt. børnene finde kendte personer, der er døde i det seneste år, og tal om, hvad de betød for Danmark eller verden.
Eksempler på mennesker, vi stadig husker:
HC Andersen, Grundtvig, Kaj Munk, Luther, Prins Henrik m.fl.
Til samtale
Lad evt. de børn, der har prøvet at miste en, de kender - eller har været tæt på det, eller bare bange for det - fortælle om det.
Tal om, hvordan man kan hjælpe nogen, der har mistet.
- Kender du nogen, der er død?
- Hvordan havde du det?
- Hvordan kan vi hjælpe én, der er ked af at have mistet?
Tænd et lys sammen i stilhed og lad børnene nævne dem, de savner – eller de kendte personer, de vil sige tak for.
Lys i mørket
Har du prøvet at gå ud i et mørkt skur – eller ned i en kælder, hvor lyset ikke virker? Eller gå hjem en vinteraften, hvor der ikke er gadelys? Det kan føles lidt uhyggeligt, lige indtil du tænder lommelygten eller mobilens lampe.
Mørke kan gøre os bange. Ikke kun det udenfor – men også det indeni. Nogle gange føles bekymringer som mørke, man ikke kan finde vej i.
Når vi bliver bange, kan det hjælpe at bede:
Bare et lille “Gud, hjælp mig” – eller måske Fadervor.
Nogle oplever også, at det hjælper at synge en sang. Det kan føles som at tænde et lys i mørket.
Til samtale
Vælg det eller de spørgsmål, som passer til din målgruppe.
- Hvornår har du været bange i mørke?
- Hvad kan vi ellers blive bange eller bekymrede for?
- Kender du Fadervor? Hvad tror du, det handler om?
- Har du en yndlingssang, du synger, når du er ked af det eller bange?