T418 - At vaske hinanden
Bibeltekst: Joh 13,1-17
(”Levende fortællinger” – er en opdigtet fortælling, hvor man møder biblens personer ”live” og ser den bibelske beretning ud fra en af hovedpersonernes synsvinkel. Klæd dig ud og vær den person, som her er beskrevet.
Læs den noterede bibeltekst, som en del af din egen forberedelse.)
Peter og fodvaskningen
”Peter” fortæller:
”Hej! Jeg hedder Peter. Nu skal jeg fortælle jer om en dag, hvor Jesus lærte mig noget vigtigt. En dag var alle disciplene samlet, vi skulle spise sammen. Normalt når vi samles, så er der en slave, der går rundt og vasker vores fødder, inden vi spiser. Men den her dag var der ingen, der gik i gang med at vaske vores beskidte fødder. Vi disciple kiggede på hinanden. Hvem ville nedværdige sig og gøre det, det er jo ulækkert at vaske andres tæer, og det var der ingen, der havde lyst til. Pludselig rejste Jesus sig op, og så begyndte han at vaske vores fødder. Vi kiggede på hinanden alle 12. Vi vidste ikke, hvad vi skulle sige eller gøre. Vi blev helt forskrækkede. Ville Jesus være vores tjener? Nej, hvor flovt. Da Jesus kom hen til mig, kunne jeg simpelthen ikke klare det. Så jeg sagde: ”Stop!” Det var jo bedre, det var mig, der vaskede fødder, end ham. Jesus sagde, at hvis han ikke vaskede mine fødder, kunne jeg ikke være hans discipel. Så bad jeg Jesus om at vaske ikke kun mine fødder, men også hænder og ansigt. ”Det er nok at bade fødderne”, sagde Jesus. ”Den, der er døbt, er ren over det hele”. Derefter kiggede Jesus på mig og alle de andre disciple og sagde: ”Peter, se på mig, og gør som mig. Tjen andre, som jeg har tjent dig”.”
Pointe: Jesus ønsker, at vi skal tjene hinanden.
Ideer til rekvisitter: En balje med vand, et klæde.
Ideer til udklædning: Et tørklæde over hovedet, et lagen som kappe, sandaler eller bare tæer.