T193


T193 - Be' en bøn med børn


Hvad handler det om

Hvad handler temaet om

Vi må bede om alt, vi må lægge vores tanker og bekymringer frem for Gud, og vide at han er med i det, der sker i vores liv. Vi må også bede for andre, nogle gange minder Gud os om personer, som vi skal bede for. Det kan være mennesker, der har det svært. Når vi nævner deres navn over for Gud, må vi vide, at han på en særlig måde omslutter dem, midt i det svære de er igennem.

I Bibelen kan vi læse om mange personer, der beder til Gud fx Jonas, da han sidder i havdyret. Eller Daniel, der beder i et vindue. Elias, der beder på Karmels bjerg, eller Paulus, der sidder i fængslet. Vi kan også læse om Peters venner, der bad for Peter, da han sad i fængsel, og læse om hvordan Gud sender en engel, der hjælper Peter ud.

Bønnens magt er stor, det er godt at vide i alle situationer, og det er dejligt at vide, at den store gave er til os alle. Alle mennesker må bede.

 

En leders bøn - bogmærke og plakat

Som leder er det også godt at bede for sin klub og for sine børn. Her er en bøn. Læg den evt. sammen med jeres ting i klubben, så I bliver mindet om at bede ved klargøring, eller brug den som bogmærke eller hæng dem på opslagstavlen.

Kære Gud, himmelske far.
Tak, at vi kan have klub her hos os.
Tak for hvert enkelt barn, som har været eller er med i vores klub.
Tak, at jeg må give din store kærlighed videre til dem.
Jeg beder dig for hvert enkelt barn. Tak, at jeg kan stole på, at du er med hver af dem hver eneste dag med din uendelige kærlighed. Lad dem alle i dag mærke din kærlighed!
Gud, hjælp mig og brug mig.

Hent plakater og bogmærker med En leders bøn

 

Bed om forbøn

Overvej også at opfordre andre til at bede for klubben.

Måske er der særligt nogle børn, der skal huskes i en bøn?

 

Bedeliste

Vi har lavet en bedefolder til hele ugen, hvor du kan skrive dine egne bedeemner på. Vi har også fortrykt nogle.

Download, print og fold den - så kan den bruges som bogmærke i Bibelen eller den bog, du læser for tiden.

Hent bedefolder

 

TIL BØN HAR VI BRUG FOR NOGET HÅNDGRIBELIGT

Bøn er at komme til Gud og dele vores tanker med ham. Det mener Berit Skødt, der er konsulent og står i spidsen for DFS’ materialeudvalg, der i anledning af Bønnens år har udarbejdet denne temaside, hvor kirker, klubledere og forældre kan hente inspiration til bøn med børn.

 

Sender kors rundt

- I en børneklub i Mårslet giver de hver gang børnene et lille trækors, når de skal bede. Korsene ligger i en æske, og alle børn må holde et kors under bønnen.

Berit kender til en anden klub, hvor de sender kors rundt, mens børnene kan bede en lille bøn højt, når de har korset, eller bede inde i sig selv, eller blot sende korset videre.

- Der er så mange måder, vi kan bede til Gud på. Der findes faktisk kun rigtige måder, for Gud siger, at han lytter til os, når vi kommer til ham. Nogle har meget nemt ved at finde ord, andre har svært ved det. Men det er vigtigt at lære at bede, for det er noget, vi altid har med os. Det er ikke noget, der skal pakkes i en kuffert, nej vi kan altid bruge det i alle situationer.

DFS ønsker at sætte fokus på bønnen i 2024 og har derfor lavet temasiden med idéer til det at bede. Særligt børn har glæde af, at vi beder visuelt. Altså at vi fx har noget i hånden, eller at vi gør noget bestemt, fx folder hænderne.

 

Gud går med os

Konsulenten mener, at det er vigtigt, at vi lærer børn at bede, og at de ved, at de altid må komme til Gud. Det er ikke altid, at vi får det, vi beder om. Men det betyder ikke, at Gud ikke har hørt os.

- Forestil dig et barn, der går på en balancebom. Barnet føler måske det er farligt og har brug for en voksens hjælp. Når den voksne tager barnet i hånden, så kan barnet gå, selvom det føles farligt. Sådan siger Gud også til os: Han fjerner ikke alle vores forhindringer, men han går med os, forklarer hun.

 

Bøn forvandler

Berit Skødt forklarer, at når vi i vores bøn beder for andre, så kan det være, at Gud bruger os, endda forandre os igennem bøn. Derfor er det også godt at bede for vores fjender, eller for dem vi ikke lige snakker med.

- En bøn, vi altid kan bede, er Fadervor. Bønnen var en gave fra Jesus til sine disciple, og som de så har givet videre til os. Det er en rigtig god gave. Jesus har sagt, at så behøver vi ikke bede om mere, et fadervor er nok. Tænk, at bede fadervor er nok, for bønnen indeholder alt det, vi har brug for at bede om. Derfor er det vigtigt, at vi lærer børn at bede den bøn.

 

Konkrete hjælpemidler

Berit peger på nogle konkrete ting, der er lagt på hjemmesiden.

- Her er fx rim, der kan hjælpe os med at bede. Rimene kan man lære udenad, men det er også vigtigt, at vi taler med børnene om, hvad de betyder. Et af dem, jeg godt kan lide, er ”Når mit hjerte banker, og jeg har mange tanker, så må jeg sige alt til dig, tak fordi du kender mig”.

Konsulenten forklarer, at der også er lavet små bedekort, der sætter fokus på to ting: at sige TAK til Gud for alt det, han har givet os, og at BEDE for andre.

- Det er godt at huske på, at vi ikke kun tænker på os selv, og hvad vi har brug for, men at vi vender os ud, så vi ser det vi har fået, og ser på hvad andre har brug for.

- Det er også rigtig godt at synge. I dag kan man finde mange sange på YouTube, fx: “Kære Gud, du kender mig”. Det er en sang, der handler om at vi ikke er alene og at Gud vil give os håb og trøst.

Udskrevet fra: https://soendagsskoler.dk/udskriv/hvad-handler-det-om-1 - d. 21-12-2024 kl. 14:49 Må kun bruges af