T190 - Pinse for børn

Dukketeater

Pinsedag

Anton vil lave et bål for at riste skumfiduser, men Josefine minder ham om, at ild kan være farlig uden voksne. Sammen taler de om ildtungerne pinsedag. Josefines mor fortæller historien om, hvordan Helligånden kom til disciplene og gjorde, at de kunne fortælle om Jesus på mange sprog. Til sidst hjælper hun børnene med at lave et bål på en sikker måde.

Tekst: ApG 2, 1-13

Rekvisitter

• Dukketeater med store dukker og voksen uden for teatret
• Tændstikker
• Skumfiduser
• Vandkande

Medvirkende

• Anton og Josefine (dukker)
• Mor (voksen uden for teatret)

Manuskript

Anton:
Hej, alle sammen (taler til børnene)! Se, hvad jeg har lånt derhjemme (rasler med tændstikker). Jeg har tænkt mig at lave et stort bål, og så vil jeg riste skumfiduser. Men I må ikke sige det til nogen, for det er en hemmelighed. Kan I godt holde på en hemmelighed, børn?

Josefine:
Hej, Anton, nå her er du, jeg har ledt efter dig. Skal vi lege?

Anton:
Nej, ikke lige i dag. Jeg skal noget andet!

Josefine:
Hvad skal du?

Anton:
Øh, det siger jeg ikke, for det er en hemmelighed.

Josefine:
Må jeg være med? Jeg elsker hemmeligheder!

Anton:
Nej, det er ikke så godt, for det kan godt blive farligt.

Josefine:
Øv, farligt, så tør jeg heller ikke. Men hvad er det?

Anton:
(Rasler med tændstikker). Jeg skal bruge dem her.

Josefine:
Tændstikker! Anton, hvor har du fået dem fra?

Anton:
Derhjemmefra! Har I ikke tændstikker derhjemme?

Josefine:
Joh, det har vi. Men jeg må ikke lege med dem. Må du godt det?

Anton:
Øh, det ved jeg ikke. Jeg har ikke spurgt!

Josefine:
Anton, det er ikke så godt. Tændstikker er ikke legetøj. Dem skal man bruge til at tænde noget med.

Anton:
Netop! Det er jo det, jeg skal. Jeg skal lave et bål og riste skumfiduser.

Josefine:
Anton, det er ikke nogen god idé. Der skal være voksne med til det.

Anton:
Jamen, jeg har bare sådan lyst til skumfiduser. Jeg har en hel pose (viser en pose frem).

Josefine:
Man kan altså godt spise dem, selv om de ikke er ristede. For det er farligt at riste dem selv med ild.

Anton:
Æv. Hvorfor er ild farlig? Det er da så spændende at se og høre på. Uiii Uiii - tænk hvis der også kom en brandbil. Jeg elsker brandbiler og deres lyd. Uiii Uiii, kan I børn også sige som en brandbil? (Får børnene til at sige med).

Josefine:
Ja, ild og brandbiler er spændende, men også farligt. Men jeg har engang hørt om noget ild, der ikke var farligt.

Anton:
Hvad var det for noget?

Josefine:
Det var ildtunger.

Anton:
Er det også slik, for så vil jeg gerne smage? Hvad med jer børn, kan I også lide slik?

Josefine: Jeg kan også godt lide slik, men ildtungerne er ikke slik. Vil du høre, hvad det er? Det er faktisk spændende, men jeg kan ikke helt huske det, så jeg må hellere kalde på min mor, for hun kan bedst fortælle det.

Anton:
Jamen, så lad os kalde på hende.

Josefine:
Moar, moar, kom lige, Anton og jeg snakker lige om ild.

Mor:
Ja, nu kommer jeg.

Josefine:
Vi vil gerne høre det om ildtunger, som vi snakkede om den anden dag.

Mor:
Nåh, du tænker på pinsedag - dengang, Helligånden kom.

Anton:
Hvem kom?

Mor:
Helligånden, som kom fra Gud og var en gave til Jesus' venner.
Vil I høre om det? Så ved I, hvorfor vi fejrer pinse?

Anton:
Ja da.

Mor:
Jo, engang var Peter og andre af Jesus' venner samlet. De savnede Jesus, for han var taget hjem til Gud.

Anton:
Hvorfor var han det?

Mor:
Fordi det havde Gud bestemt. Så mens de var samlet i et hus, skete der pludselig noget mærkeligt!

Anton:
Hvad var det?

Mor: 
Det var ild, der kom.

Anton:
Var der nogen, der satte ild til huset? Det må man ikke, det siger min mor selv. Kom der så en brandbil?

Mor:
Nej, der var ikke nogen der satte ild til huset. Men nu skal du høre. Der kom ildflammer - som sådan en flamme vi kender fra et stearinlys.

Anton:
Ildflammer inde i et hus? Det har jeg aldrig hørt om?

Mor:
Ja, det var meget mærkeligt. De blev kaldt ildtunger, og ved du, hvor de satte sig?

Anton:
I brændeovnen?

Mor:
Nej, oven på disciplenes hoveder!

Anton:
Ej, gik der så ild i dem? Det var ikke så godt. Så skal vi bruge noget vand. Jeg henter lige en vandkande (finder en vandkande).

Mor:
Nej, de skulle ikke bruge vand, for ilden var ikke farlig. Det var en ild, som Gud havde sendt.

Anton:
Hvorfor havde han sendt den?

Mor:
Fordi ilden var et tegn på, at nu kom der en, der hed Helligånden. Det var Guds ånd. Han er for det meste usynlig, men lige den dag viste han sig som ild, og han gjorde, at de begyndte at tale andre sprog. Pludselig kunne alle forstå, hvad de sagde, og mange kom til tro på det, Jesus' venner sagde.

Anton:
Hvad var det for sprog?

Mor:
Det var faktisk sprog, de ikke kendte - men som andre kendte.

Anton:
Var det for eksempel: kralle malle dusse dasse disse trillioner koner …

Josefine:
eller choko, piff, paff, puff!

Mor:
Jeg ved ikke, hvordan det lød. Men i hvert fald: Så larmede de så meget. Så folk strømmede til huset for at se, og høre hvad der skete.

Anton:
Hvad kunne de så høre?

Mor:
Jamen, så kunne de høre, at vennerne talte om Jesus, fordi de gjorde det på forskellige sprog, og om alt, hvad han havde gjort. Og så sagde de, at de skulle tro på Jesus.

Anton:
Wow, kom de så til at tro på Jesus?

Mor:
Ja, og så blev de døbt. Og der var så mange, der blev døbt, så mange, at de slet ikke kunne være i huset mere.

Anton:
Det lyder helt vildtg! Skal jeg døbe dig med vandet fra i min vandkande (skal til at hælde vand på Josefine)?

Josefine:
Nej, Anton.

Anton:
Æv, men var det virkelig ilden, der gjorde det hele?

Mor:
Nej, det var ikke ilden, der gjorde det. Det var Gud! Ilden var bare noget, de kunne se, og som skulle fortælle, at der skete noget helt særligt. Som jeg sagde før, så er Helligånden for det meste usynlig. Men lige den dag gjorde Gud det sådan, at man kunne se ild, da Helligånden kom.

Anton:
Tænk, hvis han sendte ildflammer hen til os.

Josefine:
Ja, så ville jeg nok blive lidt bange, jeg kan bedst lide ild, når der er en voksen til stede.

Mor:
Men faktisk sender Gud også Helligånden til mennesker i dag.

Anton: 
Hvordan?

Mor:
Jo, når man bliver døbt, så får man Helligånden som en usynlig gave. Det er ham, der hjælper os med at tro på Jesus.

Josefine:
Får man ham, når man bliver døbt.?

Mor:
Ja, det er en gave, som Gud giver os, når vi bliver døbt.

Anton:
Sejt!

Mor:
Ja, og det er også derfor, vi fejrer pinse, fordi vi skal huske, at Gud engang sendte Helligånden til Jesus' venner, hans disciple, og den var med til at fortælle folk om Jesus.

Anton:
Det er da smart, og tænk, at man fejrer det!

Mor:
Ja, det er smart, men tænk også på, at Gud er med os i dag, og at han stadig sender os Helligånden, den usynlige gave, som hjælper os med at tro på det, vi hører i Bibelen.

Anton:
Jeg har nogle skumfiduser. Vil du hjælpe os med at lave bål, og så kan vi riste dem?

Mor:
Ja, det vil jeg gerne.

Anton:
Fedt! Farvel, vi smutter ud og laver bål.

Josefine:
Farvel.

(Du kan evt. dele skumfiduserne med børnene).