T193 - Be' en bøn med børn

Dukketeater

Dukketeater

Nedenfor er to dukketeaterstykker, som handler om bøn.

Stykkerne ligger også i Drama- og dukketeaterkartoteket.

Bøn - et brev til Gud 

Emma vil sende et brev til Gud, men hvem kan mon aflevere det?

Stykket handler om, at vi kan bede til Gud om alt, og at vi kan bede alle steder.

Det henvender sig til børn og er et dialogstykke mellem en stor dukke og en voksen. Det kan derfor spilles både med dukketeater og med en voksen + hånddukke.

Rekvisitter

• Telefon
• Konvolut med bønner til Gud. (Forslag til bønnernes temaer: Taksigelse, lovprisning af Gud, syndsbekendelse, bøn for andre, bøn for personlige ting).

Medvirkende/dukker

• Emma
• Marie (voksen)

Forslag til sange

• Syng med 174: Somme tider siger Gud ja
• Syng med 176: Vor Fader
• Syng med 177: Kære Gud - er du der?

• Lille sang: Bed til Gud

Manuskript

EMMA:
Hej, alle sammen!

(Kigger rundt). Det var mærkeligt! Hun sagde, at hun ville komme i dag …

(Henvendt til børnene). Har I set én, der hedder Marie? – Jeg kan ikke finde hende!

Nå … Måske kan vi lige kalde på hende, for så tror jeg, hun kommer.
Jeg tæller til 3, og så kalder vi på hende.
1, 2, 3 … Mariiiiie! En gang mere: 1, 2, 3 … Mariiiiie!

Det var mærkeligt! – Hun kommer ikke.

Hvad skal jeg så gøre?

Nå jo, jeg har en idé. Jeg har lånt min mors mobiltelefon i dag. Jeg henter den lige (ned efter mobiltelefonen). Så, nu prøver jeg at ringe til Marie.

(Ringer op). Hej Marie, det er Emma. Hvor er du?
Har du ikke lige lyst til at komme op til kirken? (eller hvor man nu er) Jeg skal lige snakke med dig. Okay – så ses vi! (Mobilen fjernes).

(Henvendt til børnene). Så, nu er Marie på vej. Godt, hun kan komme, for jeg skal vise hende noget.

Marie kommer ind.

MARIE:
Hej, Emma!

EMMA:
Hej, Marie! Det er bare lige, fordi jeg skal vise dig noget, som jeg har lavet.

MARIE:
Nå, hvad er det?

EMMA:
Øjeblik, jeg henter det lige (henter brevet). Det er et brev. Prøv at se! Der står ”Til Gud”. Jeg har fået én til at hjælpe mig med at skrive det.

Men nu er jeg kommet til at tænke på, hvordan posten skal aflevere det … Posten kan jo ikke komme op i Himmelen til Gud med det.

MARIE:
Nej, det kan godt være, at posten vil kigge lidt, når han finder ud af, at brevet er til Gud.

EMMA:
Jamen, hvad skal jeg så gøre? Så får Gud jo ikke mit brev, og så ved han slet ikke, hvad det er, jeg skal spørge ham om.

MARIE:
Emma, du behøver faktisk slet ikke et postbud til at aflevere brevet. Du kan bare læse dit brev højt eller tænke det inden i dig selv, og så er jeg sikker på, at Gud hører det.

EMMA:
Nå, kan Gud godt høre, når jeg taler med ham?

MARIE:
Ja, det kalder man for "bøn". Det er næsten ligesom at tage telefonen og ringe til Gud.

EMMA:
Jeg elsker bare at ringe. Men hvad nu, hvis Gud lige taler med nogle andre? Så er der jo optaget.

MARIE:
Gud kan faktisk godt tale med flere på én gang.

EMMA:
Nårj, hvor er det sejt. Marie, kan man spørge Gud om alting?

MARIE:
Ja, det kan man godt. Man må be' om alting!

EMMA:
Så tror jeg, at jeg vil be' om solskinsvejr på min fødselsdag - og om at være den første, der bliver valgt, når vi spiller rundbold henne i skolen - og om at få en Playstation i fødselsdagsgave - og om at få mandelgaven til jul – og … og … (eller nogle andre ting som passer i situationen).

(Eftertænksomt). Jamen Marie, får man så altid det, man be'r om?

MARIE:
Nogle gange siger Gud ja til det, vi be'r om. Andre gange siger han nej. Nogle gange siger han, at vi må vente. Gud kender os alle sammen, og derfor ved han, hvad der er bedst for os, selv om det kan være meget svært for os at forstå.

EMMA:
Nåehh, på den måde. Så er det altså ikke sikkert, at jeg får alt det, jeg be'r om?

MARIE:
Nej, men jeg er sikker på, at Gud har hørt, hvad du har bedt om, og at du må fortælle ham alt, hvad du tænker på.

I Bibelen står der, at Jesus lærte sine venner en bøn, der hedder Fadervor.

(Henvendt til børnene). Kender I den? Den skal vi be' alle sammen lige om lidt.

EMMA:
Marie, vil du hjælpe mig med at læse det her brev til Gud op, så alle kan høre, hvad jeg har skrevet til Gud?

MARIE:
Ja, det vil jeg gerne (åbner brevet og læser bønnerne op - Emma kan evt. kommentere undervejs).

Forslag til bønner:
1: Kære Gud. Tak for en dag med masser af solskin, og fordi det var hyggeligt at lege med Signe.

2: Kære Gud. Vil du passe på morfar, som ligger på hospitalet? Vil du gøre ham rask igen?

3: Kære Gud. Jeg kom til at gøre Silas ked af det i dag, det var dumt gjort. Jeg har sagt undskyld til ham, og vi er heldigvis blevet gode venner igen.

4: Kære Gud. Jeg vil så gerne have et marsvin. Jeg be'r dig om, at mor og far må give mig lov til det.

5: Kære Gud. Tak fordi du passer på mig, og fordi jeg må snakke med dig om alting.

EMMA:
Så, nu har vi fortalt Gud alle de ting, jeg gerne ville sige til ham.

MARIE:
Ja, og vi ved, at han har hørt det hele.

(Dukker ud).

VOKSEN UDEN FOR TEATRET:

Og nu kan vi slutte med, at vi alle sammen be'r fadervor - den bøn, som Jesus lærte sine disciple, og som vi også altid må be'.

Fadervor bedes med eller uden fagter.

Se Frederik bede fadervor med fagter:

Fadervor med fagter

Gud er altid til stede

Stykket handler om, at Gud altid har tid til os alle sammen - også selvom vi ikke kan se ham.

Josefine kan ikke finde Henrik - og han burde altså være lige i nærheden!

Dukketeatret henvender sig til børn og er et dialogstykke mellem to dukker. Børnene/tilskuerne bliver også involveret.

Rekvisitter

• Ingen.

Medvirkende/dukker

• Josefine
• Henrik

Forslag til sange

• Syng med 174: Somme tider siger Gud ja
• Syng med 176: Vor Fader
• Syng med 177: Kære Gud - er du der?

• Lille sang: Bed til Gud

Manuskript

JOSEFINE:
Hej børn, har I set Henrik?

Henrik, Henrik, HENRIK!! Æh, hvor er han henne, han lovede at vi skulle mødes her. Altså Henrik.

(Henvendt til børnene). Hvor er I mange. 1, 2, 3, 4, 5, nej, I er alt for mange til at jeg kan tælle jer. Vi må vist hellere prøve igen. Lad os råbe "Henrik" sammen. 1, 2, 3, nu: HENRIK!!

HENRIK:
Ja, her er jeg. Hold da op, hvor er her mange børn.

JOSEFINE:
Hvor var du henne? Jeg kunne ikke finde dig. Jeg kaldte og kaldte.

HENRIK:
Jeg var bare lige på toilet ... Nå, men hej børn, hvor er det dejligt at se, at I også er kommet her i dag. Og hvor kunne I råbe højt før!

JOSEFINE:
Det var altså træls at du ikke kom, jeg fik helt ondt i halsen af at kalde.

HENRIK:
Jeg kunne da ikke gøre for, at jeg skulle på toilet. Skulle jeg måske stå og tisse her foran dig?

JOSEFINE:
Nej tak, tænk hvis jeg fik tis på mine tæer, det vil da godt nok være ulækkert!

HENRIK:
Ja, var det så ikke godt, at jeg gik på toilet?

JOSEFINE:
Jo, jo, men jeg synes jo bare, at det var træls, at der gik så lang tid, inden du kom. Jeg var lige ved at tro, at du ikke kunne høre noget, eller at dine øre var faldet af?

HENRIK:
Ører kan da ikke falde af. Du er altså skør!

HENRIK:
Det er jo bare lidt ligesom at lege gemmeleg. Man leder efter hinanden.

JOSEFINE:
Jeg kommer lige til at tænke på noget.

HENRIK:
Hvad er det?

JOSEFINE:
Jeg kender én, der aldrig gemmer sig. Og aldrig går på toilet!

HENRIK:
Hvem er det?

JOSEFINE:
Jo, det er én, man altid kan få fat i, ligegyldigt, hvor man er.

HENRIK:
Også hvis man er nede i Brugsen?

JOSEFINE:
Ja, også hvis man er i Brugsen ... eller hos bageren!

HENRIK:
Men ikke hvis man er på toilet, vel?

JOSEFINE:
Jo, også hvis man er på toilet!

HENRIK:
Hvem er det? Sig det, ellers så tror jeg ikke på dig!

JOSEFINE:
Kan du ikke gætte, hvem det er? For det er en, der aldrig er optaget. Man kan altid ringe til ham.

HENRIK:
Er det din far?

JOSEFINE:
Godt gættet, det er min far

HENRIK:
Det passer ikke, jeg har da nogen gange prøvet at snakke til ham, mens han så fjernsyn, så havde han da ikke tid til at høre på mig

JOSEFINE:
Det er rigtigt, men det er jo fordi jeg har en far mere. Ham der bor oppe i Himlen. Han er også min far, og han er også din far, og man kan altid snakke med ham, man behøver ikke engang at råbe, så man får ondt i halsen

HENRIK:
Hold da op, det lyder vildt

JOSEFINE:
Ja, tænk, han har altid tid til at høre på alle mennesker

HENRIK:
Nøj, så må han godt nok have travlt.

JOSEFINE:
Nej, det har han ikke, han er bare så stor og god, at han kan rigtig mange ting på en gang.

HENRIK:
Det er faktisk dejligt at vide, for det vil sige at man altid kan tale med ham, og fortælle om det man er glad for og det man er ked af.

JOSEFINE:
Ja, sådan er Gud, han er bare fantastisk.

HENRIK:
Stop lige – jeg henter lige noget (henter en mobiltelefon)

JOSEFINE:
Hvad laver du? Man behøver altså ikke have en mobil, for at ringe til Gud.

HENRIK:
Skal man ikke have en telefon for at tale med Ham?

JOSEFINE:
Nej, men kan bare sige: "Hej Gud", så hører han det, og så kan man fortælle ham alt det man vil. Ja, faktisk kan man sige, at han er overalt. Han elsker os så meget, at han faktisk er rundt om os, og inden i os, og han siger, at det vil han altid være.

HENRIK:
Det er godt nok fantastisk. Nå, skal vi ikke sige farvel til børnene og så gå ned til sandkassen?

JOSEFINE: 
God ide! Farvel, alle sammen!

HENRIK:
Farvel! Tak for i dag!