T194 - Thanksgiving og høstfest

Bibelfortælling

Her finder du fire forslag til bibeltekster (som levende fortællinger) samt to andagter, som alle kan benyttes til thanksgiving eller høstfest.

Ligesom pilgrimmene i USA fik hjælp fra en uventet kant, da det lokale folk hjalp dem med at dyrke jorden og få mad (se historisk baggrund), kan vi læse beretninger i Bibelen, hvor Gud sørger for, at mennesker får, hvad de har brug for. Nogle gange på meget uventede og fantastiske måder, som der er grund til at takke for.

Tag udgangspunkt i en af beretningerne eller andagterne til at fortælle om, hvordan Gud giver os, hvad vi har brug for, og at vi altid kan takke ham.

Fire levende fortællinger

1. Bespisningsunderet (Tekst: Joh 6,1-15)

2. Ruth (Tekst: Ruth 1,1-4+16;2,11-12;4,9)

3. Elias – en krukke der aldrig bliver tom (Tekst: 1 kong 17,1-16)

4. Paulus i fængsel (Tekst: ApG 16,16-40)

To andagter om at takke

1. Om gaver
2. Om at være taknemmelig

Bespisningsunderet

En levende fortælling er en opdigtet fortælling, hvor man møder Bibelens personer live og ser den bibelske beretning ud fra en af hovedpersonernes synsvinkel. Klæd dig ud, og vær den person, som her er beskrevet. Eller læs fortællingen op som en hilsen.

Fortæl til sidst om, hvordan Gud kan bruge os, ved at vi kan give noget af det, vi har videre til andre. Brug evt. spørgsmålene nedenfor og tilpas dem din målgruppe.

Drengen med madpakken (Joh 6,1-15)

”Hej! Jeg hedder Asram. Jeg vil fortælle jer om en fantastisk oplevelse, jeg har haft. Det var her den anden dag. Jeg var ude at lege, men blev forstyrret af en gruppe mennesker, der kom løbende forbi. Jeg blev nysgerrig – hvad skulle alle de mennesker? Jeg spurgte dem og fik at vide, Jesus var på vej. Wow, Jesus! Ham havde jeg godt hørt om. Det var ham, der kunne gøre syge raske igen. Ham måtte jeg bare møde. Så jeg skyndte mig hjem og fik min mor til at lave en madpakke med to fisk og fem brød. Og så var jeg ellers smuttet. Jeg løb så hurtigt, som mine ben kunne holde til.

Vi fandt Jesus, og flere og flere mennesker kom hen til ham. De ville også være sammen med ham. Nogle havde en syg ven, søster eller mor med. De håbede, Jesus ville helbrede dem.

Jesus gik rundt imellem os. Han lagde hænderne på de syge, så de blev raske. Han snakkede med de fattige. Han legede med børnene. Nogle gange talte han højt om Gud. Timerne gik, og det var bare SÅ dejligt at være sammen med Jesus. Inden vi havde set os om, var det blevet mørkt. Der var nogle, som begyndte at snakke om, at de var sultne. Men de vidste ikke, hvordan de skulle få noget mad. Vi var nemlig i et øde område, og der var lang vej hjem.

Jeg var også begyndt at blive sulten og så på min madpakke. To fisk og fem brød. Det var lige akkurat nok til, jeg selv blev mæt. Men hvad med alle de andre? Jeg kunne da ikke spise min madpakke for øjnene af alle andre, som var sultne?

Midt i det hele kom en mand hen til mig og sagde, jeg skulle følge efter ham. Vi gik hen til Jesus, og manden sagde til ham: ”Jesus, denne dreng her har fem brød og to fisk. Men det er jo slet ikke nok til, at alle vil blive mætte. Vi kan umuligt dele den lille madpakke ud mellem alle dem, som er her. Det er jo mindst 5000 mennesker.”

Jesus svarede: ”Få folk til at sætte sig.” Og det var så her, det skete. Jeg ville nok kalde det for et mirakel.

Jesus tog de fem brød og to fisk, og han rakte dem op mod himlen. Og så begyndte han at dele maden ud.

Jeg forstår virkelig ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Men Jesus og hans disciple blev ved med at dele ud af min lille madpakke. Da alle var blevet mætte, samlede de resterne i nogle kurve. Og tænk engang. Der var hele 12 kurvfulde mad tilbage.

Sikke en vidunderlig dag, hvor Jesus kunne bruge lille mig og min madpakke!

Jesus, ham vil jeg altid følge, for jeg har selv set, hvordan han hjalp mig og alle de andre, som var der den dag.

Jeg vil altid huske på dagen, hvor min madpakke var stor nok til at mætte mange, mange, mange mennesker, fordi Jesus havde gjort noget ved den.”

Til samtale

• Hvad mon Gud kan bruge jer til?
• Har I oplevet, at I har haft lidt, som gav glæde for andre?
• Er der nogen, man ikke har lyst til at hjælpe?
• Hvordan er det at dele sine ting med andre? Er det altid let?
• Overvej, om du mon har noget legetøj derhjemme, som andre kan få glæde af.

Ruth

En levende fortælling er en opdigtet fortælling, hvor man møder Bibelens personer live og ser den bibelske beretning ud fra en af hovedpersonernes synsvinkel. Klæd dig ud, og vær den person, som her er beskrevet eller læs fortællingen højt.

Tal bagefter om, hvem der hjælper i fortællingen, læg mærke til at der mange, man kan sige tak til i fortællingen. (Se evt. mere om det at takke i afsnittet: Hvad handler det om). Brug evt. spørgsmålene til sidst og tilpas dem din målgruppe. 

Ruth fortæller (Ruth 1,1-4+16;2,11-12;4,9)

“Hej med jer, jeg hedder Ruth. Nu skal jeg fortælle jer lidt om mit liv, og hvad jeg har oplevet, men jeg begynder et helt andet sted.

Engang var der en kone som hed No’omi. Hun malede korn til mel og bagte dejligt brød til sin familie. Engang kom der desværre et år, hvor kornet ikke ville vokse. Det visnede på marken. Derfor havde No’omi snart ikke mere mel at bage brød af. Og der var ikke nogen, der kunne hjælpe hende, for alle andre folk i landet gik også rundt og var sultne. Der var nemlig hungersnød i landet.

Så rejste No’omi, hendes mand Elimelek og deres to sønner fra byen Betlehem til et nyt land. Da de havde boet der i nogen tid, døde No'omis mand, og hun havde nu kun sine to sønner tilbage. Sønnerne giftede sig med nogle piger i landet. Den ene hed Orpa, den anden var mig, Ruth. Desværre skete der det, at sønnerne også døde, så nu havde jeg, Ruth, mistet min mand. Det var en rigtig svær tid, og jeg var meget ked af det.

Pludselig besluttede No’omi, altså min svigermor, sig for, at hun ville tage hjem til Betlehem, hvor hun kom fra. No’omi sagde til os, sine svigerdøtre, at hun syntes, at vi skulle tilbage til vores egen mor og far.

Orpa besluttede at tage hjem, men jeg kunne ikke, jeg klyngede mig til No’omi og sagde: »Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; og den Gud, som du tror på, vil jeg også tro på. Da No’omi så, at jeg var fast besluttet på at følge hende, opgav hun at overtale mig, og så fulgtes vi ad til Betlehem. Jeg var så spændt på at se det sted, som jeg havde hørt så meget om.

Da vi kom til Betlehem, blev der røre i hele byen, og kvinderne sagde: »Det er jo No’omi!« Men hvem er det, hun følges med, og hvor er hendes mand og hendes børn? Og så måtte No’omi fortælle, hvad der var sket.

Huset lå der endnu som før, og No’omi og jeg flyttede ind. Det var en dejlig sommer, og rundt om os var folk i gang med at høste. Men vi havde jo ikke noget at høste, så vi kunne ikke bage brød.

En dag sagde jeg til No’omi: ”Jeg vil gå ud på en marken og samle korn efter dem, som er ved at høste.”

Og så gik jeg ud på en mark og samlede korn efter høstfolkene. Nu var det sådan, at den mark, jeg tilfældigvis kom hen til, tilhørte Boaz. Han var i familie med No’omi, men det vidste jeg slet ikke. Boaz, der netop var kommet ud på marken, sagde til høstfolkene: ”Hvem er den pige, der samler mit korn op?” De fortalte ham, hvem jeg var, og så kom han hen til mig og sagde: ”Hør her, min pige. Du skal ikke gå hen og samle på nogen anden mark - du må gerne få korn fra min mark”.

Jeg kastede mig til jorden og sagde til ham: ”Hvordan kan det være, du er så god ved mig, du kender mig jo ikke?”. Boaz svarede mig: ”Jeg har hørt om alt det, du har gjort for din svigermor efter din mands død.”

Jeg var målløs, og tænk, da det blev spisetid, blev jeg inviteret til at spise sammen med høstfolkene, og de rakte mig noget ristet korn, og jeg kunne spiste mig mæt.

Da det blev aften, bar jeg alt det hjem til min svigermor, og da hun så, hvor meget jeg havde samlet, spurgte hun: ”Hvor har du dog samlet så meget henne i dag?” Så fortalte jeg, at jeg havde samlet hos Boaz.

Da blev hun glad og sagde: »Den mand er jeg i familie med. Bliv hos ham, og saml alt det, du kan, for han er en god mand.” Vi takkede Gud, fordi han sørgede så godt for os.

Og så skete der faktisk noget fantastisk: Boaz og jeg blev rigtig glade for hinanden, og derfor giftede vi os. Jeg var jublende lykkelig. Nu behøver jeg ikke mere sulte, nu kan jeg spise mig mæt hver dag, og jeg kan sørge for min svigermor, som havde hjulpet mig så meget.

Nu forstod jeg, at den Gud - som No’omi havde lært mig at tro på - ham kunne man regne med.”

Til samtale

• Hvorfor mon Ruth kunne takke Gud, hun havde da været igennem meget?
• Behøver man at sige tak for de ting, som gror i ens egen have?
• Er der mennesker, som du har fået noget særligt af?
• Synes du, det er nemt at sige tak?

Elias – en krukke der aldrig bliver tom

En levende fortælling er en opdigtet fortælling, hvor man møder en bibelsk person live og ser den bibelske beretning ud fra en af hovedpersonernes synsvinkel. Klæd dig ud, og vær den person, som her er beskrevet, eller læs beretningen op.

Tal til sidst om, hvordan Gud hjælper dem, og om hvordan han hjælper os i dag. Brug evt. spørgsmålene nedenfor, og lav dem om, så de passer til din målgruppe.

Elias fortæller (1 Kong 17,1-16)

”Hej med jer. Jeg hedder Elias, og jeg er en profet. Ved I, hvad det er? Det betyder, at jeg nogle gange får en besked fra Gud, som jeg skal bringe videre til nogle mennesker. Det er måske lidt svært at forstå, men Gud er jo ikke her nede på jorden, og derfor bruger han nogle bestemte mennesker til at fortælle hans ord videre. Det er ikke altid gode ting, jeg skal sige videre. Men jeg stoler på, at Gud passer på mig. Lige nu bor jeg hos en kvinde, som Gud har ladet mig møde. Og det er et sted langt væk fra kongen, for han er godt og grundigt sur på mig. Ved I hvorfor? Jo, for nogle måneder siden sagde Gud, at jeg skulle gå op til den store konge Akab og give ham besked om, at Gud ville straffe ham, fordi han havde lavet en gudefigur, som han bad til. Kongen havde sagt til folket her i Israel, at de skulle glemme Gud i Himlen og kun bede til den her gud, som hedder Baal. Nu ville Gud straffe Akab ved ikke at lade det regne i meget lang tid. Og ja, sådan blev det. Solen har skinnet i mange dage nu, og alt er visnet, og vandhullerne er tørret ud, så nu har folk ikke noget korn at lave brød af, og de er godt sultne og tørstige. Derfor er jeg på flugt fra kongen, for han har sendt soldater ud for at fange mig. Han mener, det er mig, der er skyld i ulykken. Men Gud har sørget så godt for mig. Først viste han mig et sted ved en lille bæk, hvor jeg kunne gemme mig. Og hver dag kom der mad dumpende ned fra himlen. Gud sendte store fugle med brød og kød. Har I nogensinde set fugle flyve med madpakker? Og senere, da vandet i den lille bæk tørrede ud, sagde Gud, at jeg skulle rejse videre til en by, der hedder Sarepta. Her bor en kvinde alene sammen med sin søn. Gud havde sørget for, at hun mødte mig, da hun var ude at samle brænde. Jeg bad hende give mig lidt at drikke og spise, for jeg havde gået i mange timer i varmen. Men hun havde næsten intet mel og olie tilbage, så om ikke mange dage måtte hun og hendes søn lægge sig til at dø af sult. Hvor forfærdeligt. Jeg bad til Gud om hjælp, og der skete noget helt fantastisk. Da kvinden var færdig med at bage brød af det sidste mel, så var krukken fyldt med mel. Hvor er Gud stor. Vi blev så glade. Nu behøver vi ikke at sulte, for Gud sørger for os.”

Til samtale

• Tal om, hvordan Gud leder Elias. Kender I andre som Gud kan lede?
• Tal om, hvordan det er altid at have den mad, man har brug for.
• Tal om, at det ofte er andre ting end mad, vi ønsker os.

Paulus i fængsel

En levende fortælling er en opdigtet fortælling, hvor man møder Bibelens personer live og ser den bibelske beretning ud fra en af hovedpersonernes synsvinkel. Klæd dig ud, og vær den person, som her er beskrevet.

Bliv også inspireret af samtaleafsnittet nedenfor: Sig TAK, ikke AK, og tilpas spørgsmålene til din målgruppe. 

Paulus fortæller (ApG 16,16-40)

”Hej. Jeg hedder Paulus, og jeg er egentlig en upopulær mand! Jeg har nogle fjender, som ikke kan lide mig. En af grundene er, at jeg fortæller om Jesus, at han har levet, og han døde og opstod igen.

Mine fjender vil gøre alt for at få mig i fængsel. Det kan være ret svært og hårdt, men nu skal I bare høre, hvordan Gud hjælper mig. Gud hjælper mig hver eneste gang, jeg har det svært.

Min rejseven, Silas, og jeg mødte en pige, som havde en spådomsånd i sig, som kunne spå om fremtiden. Hun kunne fortælle folk om, hvordan deres liv ville være i fremtiden. Hun stod sammen med to mænd, som tjente penge på det. Folk gav penge til de to mænd, og så fik de at vide, hvordan deres fremtid ville blive.

Jeg kunne se, det ikke var godt for pigen at kunne spå, fordi hun fortalte ting om Gud, som ikke passede. Derfor jog jeg den onde ånd ud i Jesu navn. Denne onde ånd forlod pigen med det samme. De to herrer, som havde tjent penge på hendes spådomsånd, blev vrede, og vi blev sat i fængsel. I fængslet sad vi spændt fast, så vi ikke kunne bevæge os nogen steder. Det var ganske forfærdeligt.

Vi begyndte derfor at synge lovsange til Gud. Og her skete der det mest utrolige - jorden rystede - dørene sprang op - og lænkerne faldt af. Både hos Silas og mig, men også hos alle de andre fanger. Fangevogteren var ude af sig selv – han var bange for, at alle fangerne ville være væk, så han ville slå sig selv ihjel. Jeg sagde til ham: ”Vi er her alle sammen.”

Han løb bange ind til os, kastede sig ned foran os og spurgte: ”Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Jeg svarede ham: ”Tro på Gud. Så skal du blive frelst.” De næste par timer fortalte vi fangevogteren og hans familie om Jesus.

De blev alle glade og blev døbt. De ville gerne tro på Jesus. De jublede, så glade var de. Vi blev løsladt igen og kunne fortsætte vores rejse!"

Til samtale

Sig TAK ikke AK 

Tak og ak er to ord, som er næsten ens, men har vidt forskellige betydninger. Og for mange mennesker er det ak, som falder os mest naturligt.

Livet går op og ned, og vi kommer ikke udenom at vi oplever ak: Ensomhed, mobberi, død, sygdom, flytning, smerte etc. Men midt i alle disse ak-tider, skal vi huske at sige TAK. Det kan vi bl.a. lære af Paulus. Imens han sidder i de dybeste fængselsceller, opmuntrer han til taknemmelighed og fortæller om, hvordan han selv er taknemmelig overfor Gud.

Paulus siger TAK i AK, ligesom den amerikanske præsident, Abraham Lincoln, opfordrede til i 1863 (Se historisk baggrund). Paulus siger ikke tak FOR ak. Han er ikke taknemmelig for, at han sidder i fængsel, og vi skal heller ikke være taknemmelige for, når vi oplever ak. Men på trods af at han sidder i fængsel, er han taknemmelig og fortsætter sin lovsang til Gud.

Sig ikke tak FOR ak, men husk at sige tak i ak! Og hvis ikke du kan finde andet at takke for, så kan vi altid være taknemmelige for Jesu død på korset og vores håb om evigt liv.

• Tal om, hvordan det må have været at være i fængslet.
• Hvad synes du er nemmest at lægge mærke til, TAK eller AK?
• Hvorfor tror du Paulus og Silas fik ideen til at synge lovsange?
• Kan man altid finde noget at sige tak for?

Andagt om at være taknemmelig

Medbring evt. en agurk, tomat, æble eller kastanie.

Har du prøvet at se en agurkeplante vokse? Når det er forår, og tingene begynder at komme frem i drivhuset, så vokser planterne og grøntsagerne hurtigt frem. 

Måske har du også oplevet, hvordan et æbletræ kan vokse op og få frugter? Eller hvad med en kastanie - den kan også kan vokse sig stor og blive til et stort træ, hvor nye kastanjer kan vokse på. 

Nogle gange kan man kigge på sit liv og være lidt ked af det, fordi der er så meget, man ikke har, eller der er ting, man gerne vil have. Fx en telefon, noget nyt tøj, eller en ny skoletaske. Der er så mange ting, vi kan ønske os hele tiden. Men i virkeligheden har vi så meget. Prøv at kigge på det, du har på. Du har måske både undertøj, strømper, sko, ur, bukser, hårbånd osv. Og hvad har du derhjemme på dit værelse? Du har nok mange ting, men du har også andet end ting. Du har også en familie, en skole og nogle venner. Du har også masser af muligheder at tage dig til. Hvis du tænker på dit liv, vil du opleve, at du har fået meget givet. Mon du nogensinde vil kunne blive færdig med at nævne alt det, du har fået? 

I Danmark er vi meget heldige; vi har fået meget. I andre lande er de meget fattige. Gud giver os mennesker forskellige vilkår, men han ønsker, at vi skal sige tak for det, vi har fået.

I Bibelen kan man læse et vers, der siger: ”Sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus”. 1 Thess 5,18.

Det er en god idé at øve sig i at glæde sig over alt det, vi har fået af Gud. Han har velsignet os så meget. Gud hører, når vi synger sange og beder til ham, og det glæder han sig over. Han glæder sig over, at vi takker ham, fordi han er så gavmild. At han er gavmild betyder, at han deler meget med os.

Når vi siger tak, modtager vores gavmilde Gud en tak fra os med det samme. Den sætter han stor pris på. Så lad os endelig huske at synge alt det, vi kan, og når vi kan. Gud glæder sig over det.

Måske kender du et bordvers, der hedder: “Alle gode gaver de kommer ovenned.” Det bordvers er inspireret af et bibelvers, der hedder: ”Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven” Jak 1,17. Ja, Gud er gavmild; lad os huske at takke ham for det.

Til samtale

• Kan du nævne tre ting, som du har været glad for i dag?
• Kender du nogle, som er gode til at være glad for det, de har fået?
• Hvorfor tror du, at Gud har givet os så meget i Danmark?
• Er du altid glad for det, du har fået?
• Synes du, Gud er gavmild hver dag?

Andagt om gaver

Medbring en gave. Der kan evt. være noget, I kan dele til sidst. 

Kender I det, at man har fået lige den gave, man ønskede sig. Man bliver simpelthen så glad. En gave kan være mange ting. Det kan fx være en mobiltelefon eller en tur i et sommerland eller en lillesøster eller en hund, eller måske får man besøg af en ven. Nogle af de gaver man får, kan man blive så glad for, at man næsten ikke kan være i sin krop, men får måske bare lyst til at springe af glæde. Nogle gange er det godt for os at tænke over, at alt hvad vi har fået er fra Gud. Ja, selv vores tøj, mad, legetøj osv. Alt er gaver fra Gud.

Nogle af gaverne glemmer vi måske helt er gaver, fordi de er blevet en selvfølge, men selvom vi glemmer det, så er det gaver fra Gud, og han glemmer ikke at blive ved med at sende os gaver. Det kan måske godt være, at vi ikke lige får det, vi gerne ville have. Men vi har fået meget, og en god øvelse er at prøve at nævne så mange gaver, man kan komme på i løbet af et minut. Man kan sætte en sætning foran hver, så det kan lyde: “Tak Gud for mine røde sko”, “tak Gud for min madpakke,” osv.

Her i denne tid oplever vi virkelige, hvor mange gaver Gud giver os. Vi kan kigge i naturen. Tænk på alt det, der vokser frem, og som vi kan spise. Vi går og bor nærmest i et spisekammer. Vi har så meget, at vi næsten ikke opdager det. 

Til samtale

• Kan du nævne fem ting, som du har set, der er vokset frem?
• Synes du, der er forskel på store og små gaver fra Gud? Kan du nævne nogle?
• Hvorfor mon Gud bliver ved med at give os de gaver, som vi slet ikke opdager?