T195


T195 - Allehelgen og halloween for børn


Bibelfortælling

Her finder du fire forslag til bibeltekster, som kan benyttes til allehelgen. Vælg den, der passer til dig og din målgruppe.

 

  1. Daniel i løvekulen (Dan 6,1-25)
  2. Enken i Nain ( Luk 7, 11–17)
  3. Johannes ser ind i himlen (Åb 21,1-5)
  4. Johannes fortæller om Jesus' død og opstandelse (Joh 20,1-10)

 


 

Daniel i løvekulen (Dan 6,1-25)

Læs højt om Daniel i løvekulen, og tal om døden og det at bede, når man er bange.

 

Det havde været en helt almindelig dag her i vores grotte, løvekulen. Vi løver havde ligget dovne i solen og viftet fluer væk med vores haler. Vi var sultne, for det var efterhånden nogle dage siden, vi sidst havde spist. Hen mod aften kom der en flok mennesker herhen. De havde én mand med, som jeg hurtigt fandt ud af, skulle herned til os. Han skulle være løvemad inden natten faldt på. Jeg slikkede mig om munden ved tanken. Jeg var faktisk forfærdelig sulten. Lige som de plejede, lukkede mændene den mand ind i løvekulen, som skulle straffes. De sørgede også for at lukke forsvarligt efter sig – både for at vi selvfølgelig ikke kunne slippe ud, men også for at manden ikke skulle lykkes med at flygte herfra.

Vi plejer ikke at vente særligt længe med at angribe vores bytte, men i dag var det anderledes. Det kunne jeg mærke. Selvom maven rumlede og tænderne næsten løb i vand ved synet af ham, sprang hverken jeg eller de andre løver frem mod manden. Det var en mærkelig mand. Der var noget anderledes over ham. Han var bange, selvfølgelig var han det. Alligevel var der en underlig ro over ham. Som om han troede vi kunne lade ham gå. Det har jeg aldrig oplevet før. Han havde foldede hænder. Jeg tror han bad. Og så var det jeg fornemmede, at han ikke var alene. Jeg kunne mærke at noget eller nogen lukkede min mund. Det var en engel. Den kom fra Gud og ville passe på manden. Og hele natten kunne vi ikke åbne vores gab. Og hele natten sad manden med foldede hænder dér midt mellem os sultne løver. Da solen stod op, kom kongen løbende og råbte på manden, som hed Daniel. Og jeg hørte, Daniel svarede ham, at Gud havde sendt en engel for at passe på ham, så han var stadig i live. Kongen lo af lykke og befalede nogle mænd at hente Daniel ud af vores løvekule og bringe ham hen til kongen. I dagene efter alt dette mærkelige hørte jeg, at Kongen havde sendt besked om, at alle i hans land skulle bede til den Gud, der med sin engel havde reddet Daniel. Jeg kan stadig den dag i dag mærke englens hænder om mit gab, den nat hvor jeg ikke kunne æde et menneske.

 

Tegnefilm og figurer til Skuffebibelen

Vis tegnefilmen om Daniel i løvekulen og klip figurerne ud som aktivitet eller som en måde at genfortælle historien.
Se nederst i denne spalte ...

 

Til samtale

Vælg det eller de spørgsmål, som passer til din målgruppe.

  • Hvad mon Daniel bad om i løvekulen?
  • Har du oplevet at komme ud for noget svært, hvor du prøvede at bede?
  • Hvorfor mon Gud hjalp Daniel?
  • Tror I, Daniel troede, at han skulle dø?
  • Kan man være klar til at skulle dø?

 


 

Enken i Nain (Luk 7,11–17)

Fortæl med egne ord, eller læs beretningen højt, om enken der mister sin søn, men på forunderlig vis får ham tilbage igen. Brug teksten til at tale om, at Jesus har magt over døden.

 

Hej, jeg bor i byen Nain sammen med min søn. Jeg er rigtig glad for ham. Han hjælper mig meget med at skaffe mad, så vi kan leve. Jeg har nemlig mistet min mand, så vi er helt alene os to. Men nu skal jeg fortælle jer om noget forfærdeligt, der er sket for mig.

En dag blev min søn meget syg, og det blev værre og værre. Jeg var så bekymret for ham. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at han skulle blive rask igen, men ingenting hjalp. Det var frygteligt. Til sidst døde min søn. Jeg var så ked af det og bange, for hvordan skulle jeg nu klare mig helt alene uden min mand og min søn?

Folk fra byen kom og hjalp mig. Vi lagde min søn på en båre og bar ham ud til en grav, men mens vi var på vej, kom Jesus forbi. Han kiggede på mig, og Jesus så også ked ud af det. Jeg kunne se, at han forstod min forfærdelige situation. Han kom hen til mig, kiggede mig dybt i øjnene og sagde: “Græd ikke.” Derefter gik han hen til båren og sagde til min døde søn: “Unge mand, stå op.” Jeg tror, jeg glemte at trække vejret. Jeg stod bare helt stille. Min dreng satte sig op. Han var blevet levende igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Der var så mange forskellige følelser. Jeg var så glad, jeg kunne ikke tro det. Min søn var blevet levende igen. Lyder det ikke vildt?

 

Til samtale

Vælg det eller de spørgsmål, som passer til din målgruppe.

  • Hvordan er det, når man er bekymret for nogen, der er syg?
  • Hvordan kan Gud gøre drengen levende igen?
  • Hvordan er det at miste?
  • Kan Jesus hjælpe mennesker i dag?

 


 

Johannes ser ind i himlen (Åb 21,1-5)

Fortæl med egne ord, eller læs beretningen højt, om Johannes der ser ind i himlen. Brug det som en mulighed for at tale om Himlen.

 

Undskyld! (Kommer gabende ind, gnider sig i øjnene). Jeg er så søvnig! Jeg har sovet så mærkeligt i nat. Jeg har haft en fantastisk drøm. Tænk jer, jeg så hele jorden og hele himmelrummet. Det var bare stort. Men lige pludselig forsvandt det hele. Både jorden og himlen og havet var der ikke mere. Jeg blev faktisk bange! Men så skete der noget helt vidunderligt! En engel tog mig ved hånden og førte mig op på et meget højt bjerg. Derfra så jeg et syn, jeg aldrig vil glemme: En stor, flot by kom ned fra Guds himmel. Den strålede som de smukkeste og dyreste ædelstene, I kan tænke jer. Selve byen og dens gader var af det reneste guld. Den lignede en terning. Dens længde, bredde og højde var ens. Jeg var ikke spor i tvivl om, at det var en hellig by. Derfor vil jeg kalde den det nye Jerusalem.

Alting var nyt.

Det var helt vildt, hvad jeg så, og pludselig hørte jeg også en stemme sige: “Nu er Guds bolig hos menneskene. Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere. Heller ikke sorg, skrig eller pine skal være mere. For det, der var før, er forsvundet.”

Stemmen sagde også: “Se, jeg gør alting nyt. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.”

Jeg fik besked på at skrive det alt sammen ned, så det vil jeg gå hjem og gøre nu. Farvel! Vi ses forhåbentlig i det nye Jerusalem! - Jeg hedder for resten Johannes!

 

Til samtale

Vælg det eller de spørgsmål, som passer til din målgruppe.

  • Kender I nogen, der er i Himlen?
  • Hvorfor mon Johannes fik besked på at skrive alt ned?
  • Hvordan tænker I, der skal være i himlen, hvis I må bestemme?
  • Hvilke personer fra Bibelen bliver spændende at møde?

 


 

Johannes fortæller om Jesus' død og opstandelse (Joh 20,1-10)

Fortæl med egne ord, eller læs beretningen højt, om Johannes der fortæller om Jesus' død og opstandelse. Brug det som en mulighed for at tale om, at Jesus blev levende igen.

 

Hej, jeg hedder Johannes. Nu skal jeg fortælle jer om noget, jeg har oplevet. Det er så utroligt, at det på en måde er svært at tro. Det handler om Jesus, min bedste ven.

Jeg havde fulgtes med ham i en lang periode. Det var altid så spændende, når man var sammen med ham. I kan tro, han var god til at fortælle historier og rigtig god til at tale med mennesker. Jeg har simpelthen lært så meget af ham.

En dag skete der noget sørgeligt. Nogle var sure på ham, fordi han fortalte om Gud, og fordi han fortalte, at han var Guds søn. Derfor slog de ham ihjel. Jeg forstod det ikke. En mand der kun gjorde gode ting. De hang ham på et kors. Da han var død, var der nogle, der lagde ham i en grav. Jeg var så ulykkelig, men også bange, så jeg gemte mig sammen med de andre disciple, der også var venner

med Jesus. Pludselig kom Maria. Hun var hvid i hovedet, men hun lyste også op. Hun råbte, at Jesus var levende. Det var umuligt, han var jo død - han lå i graven. Men hun blev ved. Hun sagde: “Jeg har set ham i live, han lever, gå selv ud og se, at graven er tom.” Jeg måtte se det, så jeg

løb, alt hvad jeg kunne. Graven var tom. Hvor var Jesus? Jeg forstod det ikke. Jesus var blevet levende igen, ikke engang døden kunne holde på ham. Jesus var Gud søn. Jeg forstod nu, at alt er muligt for Jesus.

 

Til samtale

Vælg det eller de spørgsmål, som passer til din målgruppe.

  • Hvad kunne I godt tænke jer, at Gud gjorde, når han nu kan alt?
  • Hvad tænker I om, at Jesus blev levende igen?
  • Hvad ville I have tænkt, hvis I var Johannes?

---

Daniel i løvekulen

  1. Se oversigtsbillede af hvordan du bruger tegnefilm og figurer.
  2. Download pdf med figurer.
  3. Se tegnefilm nedenfor:
Udskrevet fra: https://soendagsskoler.dk/udskriv/bibelfortaelling-6f64566306-46 - d. 21-12-2024 kl. 16:04 Må kun bruges af