LANDSGAVEN 2021

Tidligere gik mange rundt med en liste og spurgte venner af Søndagsskolerne om en årlig gave til arbejdet. Det var hyggeligt at samle ind på den måde. Det gav en snak om arbejdet og skabte samhørighed i samfundet. I år gør vi det på en ny måde, men vil stadig fokusere på det gode fællesskab, når vi giver landsgaven.

Hvordan gør vi det?
Lokalt kan I (når restriktionerne tillader det) fx

  • samle ind til DFS til møder/familiefester (del gerne flyeren til højre rundt)
  • sende en mail rundt, så alle får muligheden for at give det største til de mindste (kopier fx teksten nederst på denne side)
  • printe flyeren med vores Landsgave-MobilePay-nummer 827 333 og læg den i postkassen hos DFS-venner i byen - gerne med en lille personlig besked fra dig på bagsiden.

En gave til fællesskabet
I dag er det så let at give. Det er bare et swipe på mobilskærmen eller en overførsel i netbank. Derfor skal samtalen i forbindelse med en gave finde sted før det swipe. Vi vil gerne opfordre dig til at give landsgaven i taknemmelighed til

  • de ledere, du har mødt i dit trosliv
  • dem, der har fortalt dig om Jesus
  • dem, der har inviteret dig ind i det kristne fællesskab.

I kan som familie eller fællesskab give en fælles gave, og forinden tage denne snak om, hvad DFS betyder, og hvad I sammen vil give til arbejdet – og hvorfor det er vigtigt, at der er et arbejde med at fortælle børn i Danmark om Gud.

Alt, der bliver indbetalt på MobilePay 827 333 går specifikt til landsgaven. Du kan også notere 'Landsgave' på en kontooverførsel. Tak fordi du bærer med!

Mange børn i Danmark hører aldrig om Jesus. Andre børn ønsker et sted, hvor de kan lære ham bedre at kende. Derfor er DFS er sat i verden! Og derfor spørger vi frimodigt om en god landsgave - en gave til fællesskabet.

1) Brug flyeren og hav en tekst klar til at "sælge" budskabet
Hvis du deler flyere ud til møder, eller deler dem rundt i postkasser eller pr. mail, så kan du lade dig inspirere af følgende tekst:

Lad os også stå sammen om at hjælpe Danmarks børn! Støt DFS, så vi kan give Jesus til børnene. Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler inspirerer ledere til at fortælle om Gud til børn og juniorer i Danmark. Det er et rigtig vigtigt arbejde, der bliver gjort - og rigtig mange har selv mødt evangeliet

Tag en snak hjemme hos jer om, hvad I sammen vil give til arbejdet – og hvorfor det er vigtigt, at der er et arbejde med at fortælle børn i Danmark om Gud. I kan også snakke om, hvor I selv har mødt Søndagsskolernes arbejde. Det kan være som børn i klub, det kan være sommerlejr, det kan være som klubleder et sted, hvor I brugte DFS' materialer til inspiration.

Giv landsgaven i taknemmelighed til de ledere, du har mødt i dit trosliv;dem, der har fortalt dig om Jesus og dem, der har inviteret dig ind i det kristne fællesskab.

Alt, der bliver indbetalt på MobilePay 827 333 går specifikt til landsgaven. Du kan også notere 'Landsgave' på en kontooverførsel til 7170 - 2257453. Tak fordi du bærer med - i fællesskab!

2) Vil du gerne bruge indsamlingslisten - det er jo så hyggeligt ...
Download en indsamlingsliste til Landsgaven. Spørg venner og bekendte om at give en gave til DFS og skriv dem samtidig på listen. Download listen.

3) Forudsigelighed er en kæmpe hjælp!
Du kan også opfordre til at oprette en 'Fast gave til DFS'. Flere faste givere gør det enklere at budgettere, så vi ved, hvor mange penge vi har at give Jesus til børnene for. 100 kr. om måneden via Betalingsservice svarer til en pose kaffe og en enkelt kage fra bageren. For DFS gør det en kæmpe forskel. Vi vil derfor gerne udfordre jer til at finde en fast giver i jeres omgangskreds. Se mere på gave.soendagsskoler.dk