Hvad sker der på sommerlejr?

Mange steder rundt i landet arrangerer Søndagsskolerne hvert år sommerlejre for børn i alle aldre. Som forældre er det meget trygt at sende sit barn på disse lejre.

Lejrene ledes af dygtige og erfarne søndagsskoleledere. Der er på lejrene en meget hjemlig atmosfære, og der er tid til at tage sig af det enkelte barn. Kærligheden til Gud og hinanden er i højsædet.

Vi har igennem flere år haft børn på sommerlejr med Søndagsskolen. Man kan være rimelig sikker på at få et barn hjem, som er godt beskidt, meget træt og fyldt til randen med gode oplevelser.

Som leder på flere lejre vil jeg også godt give mit bud på, hvad det er man laver og oplever på sådan en lejr:

Programmet er selvfølgelig meget forskelligt fra sted til sted og afhængig af hvilken alder børnene har. Nogle steder afholdes der lejre med forskellige temaer. Det kan være en Pippi-lejr, Emil fra Lønneberg-lejr osv. Andre steder er aktiviteterne sat i forhold til årets bibeltime-temaer.

Et fast indslag på alle lejre er morgen- og aftenandagt. En lille fortælling eller måske et vidnesbyrd om noget man har oplevet med Gud. Den daglige bibeltime hører også til. Hvert år laves bibeltime-oplæg specielt til årets sommerlejr. Hertil hører også et hæfte med tegninger og opgaver til hvert barn. Børnene lytter meget intenst og arbejder glade med opaverne, farver tegningerne og snakker om bibelfortællingen, de har hørt. Hvad betyder det lige for mig, at Gud gjorde sådan eller sådan? Det kan især de større børn få en meget god snak omkring.

Eftermiddagen er den tid på dagen hvor krudtet skal brændes af. En fodboldkamp eller rundboldkamp for de sportsglade. Eller hvad med en tur på den hjemmelavede vandrutsjebane eller svævebane?

Et løb med opgaver skal der også gerne være plads til - en tur til stranden eller i skoven sammen alle mand er heller ikke dårligt. Det kunne da også være spændende at lave en forhindringsbane eller at bygge en sæbekassebil. For de mere stille er der også mange aktiviteter at tage fat på. Det kan være maling, lysestøbning, arbejde med gips og meget, meget mere.

Et kor for de sangglade er også et godt indslag. Mange børn elsker at synge, og vi har rigtig mange gode kristne børnesange. Ledere er ofte så godt skruet sammen, at man også kan stable et lille orkester på benene til at akkompagnere sangene. Det kan også være, at lederne et år har planlagt en musical, som så sættes sammen med både scene, kostumer, skuespillere og sangere i løbet af lejren. Både kor og musical er et godt inslag til forældrefesten den aften hvor børnene hentes hjem. Det er meget spændende at optræde for sine forældre og øvrige pårørende.

Aftenen på en sommerlejr er hygge! Måske rundt om bålet med snobrød og pølser. I dårligt vejr indenfor med små konkurrencer, lejravis om dagens små pudseløjerligheder, optrin, sjov leg med hinanden og med lederne. Det kan også være lejrens tanter man en aften forkæler og laver hygge for. Senere på aftenen kan de lidt større se natkassefilm, spille forskellige spil, synge sammen - alt efter lyst og energi. For de lidt større må natløbet heller ikke glemmes - det er en meget stor oplevelse, når man,sammen med lederen, har overundet sin angst for at gå ud i nattemørket.

Lejrmaden er et helt kapitel for sig. Ingen kan lave mad som tanter på en sommerlejr! Man er nu altså også så dejligt sulten, når man sådan er afsted på lejr. Der spises tonsvis af cornflakes, rugbrød med tilbehør, frikadeller, millionbøf, pølsehorn og meget andet.

 

Soveposehygge - det er også noget helt specielt. At kunne ligge i hver sin sovepose og snakke, fnise, prutte, grine og dele slik til man er så træt, så øjnene falder i, eller til man forstyrres af lederen, der mener, at nu må det være tid til at sove.


Jeg kan kun slutte denne sommerlejrhistorie med at sige:
Prøv at tage på sommerlejr - det vil med sikkerhed blive en stor oplevelse!

Birgitte B. Lauridsen, Jegindø

Se også...

Kontaktperson

Landskontoret (Kirsten B. Stendahl)Man-tor 9.30-15 - Fre 9.30-14
Direkte:8227 1214Email:kontakt@soendagsskoler.dk

Facebook

soendagsskoler.dk bruger cookies. Mere information OK