Giv troen videre...

Kristentroen. Det er det bedste, vi kan give børnene. Det er det, der er nerven og lidenskaben i alt kristent arbejde for børn. Og det er det, vi til stadighed søger at gøre bedre: Hvordan kan vi give troen på Kristus videre til børnene?

Fokus er Bibelen
Her har Gud selv vist os, hvem han er. Her kan vi lære ham at kende. Alt, hvad han har gjort, fortæller os, hvem han er. Og i beretningerne om Jesus, erfarer vi, at Gud selv er kommet til os. I Bibelen kan vi også lære os selv og livet at kende. Derfor handler det om at formidle Bibelens indhold til børnene.

Men troen kan vi ikke skabe. Troen skaber Gud ved sin Helligånd. Så er vi igen tilbage ved Bibelen, for Helligånden virker gennem Ordet. Børnene må i kontakt med Bibelens ord, som kan skabe troen.

Indholdet, som vi må formidle til børnene, rummer en fylde, som vi må søge at få et alsidigt udvalg fra over en periode. Her kan en tekstplan være en rigtig god hjælp for lederne i et børnearbejde.

Når indholdet for et konkret samvær med børnene er valgt, er lederens første opgave at fordybe sig i de(n) relevante bibeltekst(er): Hvad er indholdet her? Og hvad vil Gud sige til os med dette?

Formidlingsopgaven
I vores formidling af det bibelske budskab til børnene handler det om at skabe et møde mellem Bibelen og børnene. I dette møde er der to bevægelser:

  1. Vi ønsker, at børnene skal ind i Bibelens verden.
    De skal høre, opleve og forstå, hvad Bibelen fortæller. Bibelens verden skal åbnes for børnene, så børnene dér kan møde Gud.

  2. Vi ønsker, at Bibelen skal ind i børnenes verden.
    Bibelens budskab skal i kontakt med børnenes konkrete liv, så børnene kan høre, opleve og forstå, hvad Bibelen har at sige ind i deres glæder, sorger, bekymringer, udfordringer, forventninger, håb, fristelser osv. Børnenes verden skal åbnes for Bibelen og gennemlyses af den.


Børnene
Lederens næste opgave er derfor at tænke på børnene: Hvad skal der til, for at børnene kan forstå og opleve bibelteksten? Hvad skal de høre? Se? Samtale om? Synge? Bede? Lege? Dramatisere? Røre ved? Lugte til? Smage? Sige? Hvordan kan børnene komme ind i bibelteksten?

Og hvor er børnene i forhold til bibeltekstens budskab? Handler det om at bekymre sig, hvad er da børnenes bekymringer? Handler det om Jesu magt til at gøre undere, hvor kan den da udfolde sig i børnenes liv? Hvad kan børnene forvente af Jesus, og hvad kan de ikke forvente? Hvad skal børnene høre, se, samtale om osv. for at bibelteksten kommer ind i børnenes verden?

Børnene er forskellige i alder, i livssituation og i den måde, de hver især lærer på. Derfor er det en god idé at variere formidlingsformerne, så der er udfordringer og muligheder for alle børnene.

Forkyndelsen
I forkyndelsen søger vi at skabe denne dobbeltbevægelse: Børnene ind i Bibelens verden og Bibelen ind i børnenes verden. Nogle gange kan vægten være på den ene bevægelse og andre gange på den anden bevægelse. Udfordringen er at skabe et samvær, hvor de bevægelser naturligt hører sammen.

I bibelfortællingen ligger vægten på at lede børnene ind i Bibelens verden. Men fortælleren kan gennem optakt, ordvalg, opbygning og fokuspunkter fremme børnenes mulighed for at spejle deres eget liv i fortællingen. Gennem bøn, samtale og sang bringes budskabet ind i vores verden.

Formidleren
Der er to grundlæggende kvalifikationer for en god formidler: At han/hun er glad for troen, og at han/hun er glad for børnene. Kærligheden og engagementet bærer hele formidlingen, og opleves af børnene: Her er én, som er optaget af Gud og er optaget af mig. Det handler om at være autentisk i formidlingen: Hvorfor vil man formidle noget, hvis det ikke er vigtigt? Og hvorfor vil man formidle noget til nogen, hvis de ikke er vigtige for én? Derfor er det formidlerens vigtigste opgave at leve Gud nær og at se det enkelte barn med Guds blik.

Bredde og fokus
Vi skal arbejde, som om alt i formidlingen af troen til børnene afhænger af os. Vi må benytte en bred vifte af overvejelser, arbejdsmetoder, aktiviteter, brug af rummet, kroppen, sanserne… Og midt i dette, må fokus bevares: Det er Gud, det handler om, og alt afhænger af Guds ånd, som skaber troen i børnene! Derfor står bønnen som det afgørende centrum for arbejdet. Her giver vi plads for Guds Ånd i os og i børnenes liv, så børnene kan komme ind i Bibelens verden, og så Bibelen kan komme ind i børnenes verden.

Af Birgitte Kjær