Påskedag

Levende fortælling

(”Levende fortællinger” – er en opdigtet fortælling, hvor man møder biblens personer ”live” og ser den bibelske beretning ud fra en af hovedpersonernes synsvinkel. Klæd dig ud og vær den person, som her er beskrevet.
Læs den noterede bibeltekst, som en del af din egen forberedelse.)

Tekst: Matt 28,1-15

”Maria Magdalene” fortæller:

”Hej med jer. Jeg hedder Maria Magdalene og er bare så glad, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal sige. Den her søndag vil jeg aldrig glemme. Ved I hvorfor? Jeg har fået min bedste ven tilbage. Det hele begyndte så trist her til morgen. Nu skal I høre: Min bedste ven Jesus, som jeg har fulgtes med i lang tid, mens han gik rundt her i Israel, blev i denne uge taget til fange, pisket, hængt op på et kors, hvor han til sidst døde. Det har været så forfærdeligt. Præsterne og de romerske soldater har været så onde ved Jesus, og han havde slet ikke gjort noget forkert. Jeg har grædt og grædt. Hvorfor skulle Jesus dø? Jesus har været så god og kærlig mod alle de mennesker, han mødte, og han har hjulpet de syge. Og han har også været så god imod mig, som har gjort så mange forkerte ting. Jeg har aldrig haft en ven som Jesus. Han har tilgivet mig alt det forkerte og givet mig en ny chance. Men da Jesus døde derude på korset, tænkte jeg, at alt er slut. Vi tog hans døde krop ned og begravede ham i en klippehule og rullede en stor sten for. Og så skete det: Her til morgen var vi nogle kvinder, der ville gå ud med urter og lægge dem på Jesu krop som en sidste hilsen. Vi anede ikke, hvordan vi skulle få stenen væk, men da vi kom derud, ved I hvad så? Så var stenen rullet væk! Vi blev helt forskrækkede, og jeg løb tilbage til disciplene og fortalte dem det.

Nu blev jeg endnu mere ked af det, for hvor var Jesus henne? Jeg løb tilbage til graven og stod der og græd. Men så skete der noget helt fantastisk, som I sikkert synes lyder helt vildt. Inde i graven sad der to engle, og da jeg vendte mig om, stod der en mand i hvidt tøj. Hvorfor græder du?, spurgte han. Først troede jeg, det var en gartner, så jeg spurgte ham, hvor han havde lagt Jesus. Pludselig sagde han: Maria! Stemmen og øjnene kendte jeg. Det VAR Jesus. Men det kunne ikke være sandt. Alle mulige tanker fór igennem mit hoved, og så blev jeg bare så jublende glad. Jeg måtte bare omfavne Jesus og give ham et knus. Men Jesus sagde, han ikke skulle blive i haven. Han skulle rejse hjem til sin far i himmelen. Men jeg skulle fortælle alle Jesu venner, at Jesus lever. Fantastisk! Bliver I ikke bare glade?”

Pointe: Jesus opstod og lever i dag.

Ideer til udklædning: Kjortel, tørklæde, sandaler.

Ideer til rekvisitter: Krukke med parfume, urter, der dufter, fx lavendler eller blomster.

LUK VINDUET Udskriv