Palmesøndag

Levende fortælling

Tekst: Luk 19,28-40

(”Levende fortællinger” – er en opdigtet fortælling, hvor man møder biblens personer ”live” og ser den bibelske beretning ud fra en af hovedpersonernes synsvinkel. Klæd dig ud og vær den person, som her er beskrevet.
Læs den noterede bibeltekst, som en del af din egen forberedelse.
Der er til sidst beskrevet aktiviteter til løb, aktivitetsdag, træf osv. til forskellige målgrupper.)

Et øjenvidne fra palmesøndag

”Benjamin fortæller”:
”Hej. Jeg hedder Benjamin, og jeg er 10 år gammel. Forleden dag var der et kæmpe optog i min landsby. Folk jublede, bredte deres kapper ud på jorden, plukkede palmegrene, som de viftede med. Og så råbte de højt og af glæde: ”Halleluja!”
Kan I måske gætte, hvorfor der var et kæmpe optog? Det var Jesus, der kom ridende på et æsel.
Dagen startede ellers, som den plejede. Vi havde fri fra skole den dag, og jeg legede foran vores hus, sammen med min lillebror Judas. Min mor, Deborah, gik og ryddede op. Solen skinnede, det var egentlig en ganske dejlig dag. Midt i det hele kom vores far gående med hurtige skridt imod os: ”Skynd jer at komme med”, sagde han. ”Jesus kommer i dag. Han vil lade sig hylde som en konge. Det siger de rundt i byen. Der er en, som har set, hvordan Jesu disciple hentede et æsel, som deres mester skulle bruge. Kom, Judas, Benjamin og Deborah. Vi skal hen og se Jesus!”
Far løftede Judas op til sig, og så gik vi ellers så hurtigt, som vi kunne, så vi kunne nå at se Jesus. Vi fandt et godt sted, hvor vi kunne stå. Der var rigtig mange mennesker. De var glade og stod klar til at hylde Jesus. Nogle begyndte at tage deres kapper af og lagde dem på jorden. Andre stod klar med palmegrene.
I det fjerne kunne vi høre, hvordan jublen blev højere og højere. Nu kom Jesus ridende hen imod vores plads. Folk viftede og vinkede med deres palmegrene og råbte med stor glæde: ”Hosianna, dér kommer vores konge. Hosianna, han er vores konge. Velsignet være vores konge, som kommer i Herrens navn.” Det var så festligt, og jeg blev så glad af at se Jesus, og hvordan de andre jublede og blev ved med at råbe: ”Hosianna, han er vores konge.” Jeg kunne ikke få øjenkontakt med Jesus, men han var flot, sådan som han sad der på æslet!
Da Jesus var redet forbi os, tog far fat i min hånd og sagde: ”Benjamin. Det, du har set her, er stort. Du er heldig, du har set Jesus, som blev hyldet som konge. Fordi det betyder at nu, bliver alting meget bedre. Gud har lovet os, at engang vil han sende en konge, som skal redde os. Det er Jesus.”

Pointe: Jesus er vores konge!

Ideer til udklædning: En dreng med et lagen viklet rundt om livet.

Ideer til rekvisitter: En palmelignende gren.

LUK VINDUET Udskriv