Gud ka' li' børn

Børn skal ikke bare opbevares eller puttes af vejen. Børn skal respekteres som mennesker, og samtidig skal de have lov til at være det, de er - nemlig børn.

Indrømmet. Indimellem kan børn være besværlige og næsten suge alle kræfter ud af os. Men børnene er faktisk en gave til os. Det betyder, at vi skal værne om dem for forstå, at vi som voksne ikke har krav på barnet, men barnet har krav på os. Vores opgave er at hjælpe barnet til at leve dets liv som et værdifuldt menneske. Som et elsket barn.

Vi kan lære meget af børnene. De undres over livet og dets skaberværk. Og sammen med dem kan vi lære også at undres over fugle, blomster og bier. Med barnet ved hånden er det en fantastisk oplevelse at gå på opdagelse i Guds skaberværk. Og barnet kan sammenlignes med skaberværket. Barnet har ligesom blomsten brug for næring for at kunne vokse. Det gælder ikke kun i størrelse, men også i det at have værdi. At være menneske med alt, hvad det indebærer. Til det hører også at kunne se livet i en større sammenhæng - og i forhold til den Gud, som har skabt os.

Gennem Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler vil vi fortælle om Gud og det tilbud, han har til os. For ham er vi ikke bare nogle tilfældige numre. Men hvert enkelt barn har værdi, fordu Gud elsker børn. Gud ka' li' børn. Han har sagt, at for at komme ind i hans rige må vi alle blive som børn. Han brugte barnet som eksempel, fordi barnet er umiddelbart og tillidsfuldt. Børn stoler på Gud, når de hører om ham, hans magt og hans faderlige kærlighed til dem.

At Gud ka' li' børn er et faktum, som vi gerne vil være med til at understrege. Derfor vil vi gennem vores arbejde give en håndsrækning til forældre, som en hjælp til at fortælle børnene om den Gud, som har givet os livet.

 

Kontaktperson