

Mor, hent mig hjem
Kategorier: 4-8 år, Købe, Udgivelser,
Bogen indeholder små hverdagshændelser fra børnehavebørn, der på et spedalskhedshospital i Sikonge mødte danske Ellen Dalgaard Jensen, der var missionær i Tanzania.
Børnene var selv spedalske eller havde spedalske forældre. De nød godt af hendes omsorg og kærlighed. Børnene lærte at læse, skrive, tage ansvar for husdyr, dyrke mad i køkkenhaven, solgte varer på markedet osv. Derved kunne de opleve sig værdifulde.
Ellen sendte de små fortællinger hjem til en søndagsskole i Danmark, hvis børn illustrerede fortællingerne fra det virkelige liv i Tanzania.
Bogen er egnet til oplæsning – eller selvlæsning for de større børn - og giver et indtryk af et anderledes liv. Bogen vil give gode samtaler om vigtigheden af, at vi tager os af hinanden og især dem, som trænger til vores hjælp – også selvom de bor et andet sted på jorden.
Bogen egner sig til en missionsdag – hvor global mission skal ske i øjenhøjde.
Hensigten med bogen er at sætte fokus på oversete og sårbare børn - og hvordan de kan blomstre, hvis de får de rette betingelser. Vi hører om børn, der passer dyr, om Hayubu, der fløjter for æslerne, børnehavebørn, der underviser voksne i havebrug, skolebørn, der lærer voksne at læse og skrive - men også om myrer, der dræber høns og om musereden i orglet. mor hent mig hjem