19. April 2013

Heldagsskolen og DFS

Synet på barnet og barndommen afslører meget om vores lands værdier.

Der tales og skrives meget i disse uger om fremtidens skole. Der er lagt op til en modernisering af folkeskolen, og lige nu er begrebet "heldagsskole" på alles læber. Som landsleder i DFS ser jeg med betænkelighed på forslaget, da jeg kan frygte, at det kan få betydning for vores klubber, som samles på hverdagseftermiddage.

Min bekymring går på, om de flere timer i skolen gør, at børnene mest af alt har brug for at holde fri, når det ringer ud. De har mange timers undervisning, leg, aktiviteter, lektier og samtaler i hovedet, når vores klubber åbner dørene for ... ja, aktiviteter, leg, samtaler og beretninger fra Bibelen.

Som jeg forstår debatten, så er der nu også tale om at inddrage foreningslivet i fremtidens skole. For eksempel sportsklubber. Men hvis heldagsskolen skal indføres, vil jeg gerne spille hele foreningsdanmark på banen. Så skal det ikke kun være sportsklubberne, der kan få adgang til heldagsskolen. Også DFS-klubber, spejdere og andre foreninger skal lokalt kunne komme i betragtning som samarbejdspartnere.

Vi kan noget som frivillig organisation - noget som ikke findes i skolen. I skolen er der klare mål og tests. I en DFS-klub møder barnet ikke en lærer men en frivillig leder, der helt grundlæggende møder barnet i en helt anden ramme. Barnet bliver set på med andre øjne. Det er fritid - et fristed for barnet i en hverdag, hvor "krav" og "mål" er herskende.

Jeg er også bekymret for den udvikling, heldagsskolen repræsenterer. Vi får børn - for hurtigst muligt at aflevere dem til vuggestuen, børnehaven og derefter skolen. Så kan vi fortsætte vores liv og karriere uden alt for mange forstyrrelser og tab. Samtidig er det fortsat lavstatus at arbejde med børn i Danmark, hvilket er tankevækkende. Synet på barnet og barndommen afslører meget om vores lands værdier.

Vi må ikke tage barndommen, egentiden og frirummet fra vores børn. 

Nyhedsarkiv

Se alle tidligere nyheder i nyhedsarkivet. 

gå til nyhedsarkivet

soendagsskoler.dk bruger cookies. Mere information OK