28. Februar 2020

- Jeg vil bruges af Gud!

Frans har oplevet Guds indgriben i sit liv og vil nu give tilbage

Det glæder os at kunne præsentere en ny fritidsansat, der virkelig ønsker at fortælle børn om Gud. Byd ham velkommen, når I møder ham!

1. marts 2020 begynder Frans Thusholt nemlig som fritidsansat i DFS.

- Jeg vil gerne tjene Gud, slår han fast. Jeg har læst om læst om Moder Teresa og er inspireret af hendes måde at tjene andre på, og nu skal vi se, hvad Gud vil bruge mig til, fortæller han begejstret.

Har et budskab, der skal ud
Frans kendte landslederen i DFS, Steen Møller Laursen, og tænkte, at DFS kunne hjælpe ham til at komme ud fortælle børn og unge om det, han har oplevet med Gud. Stillingen som fritidsansat kan skrues sammen på forskellige måder, alt afhængig af kompetencer, præferencer og lokalt behov. Men når Frans begynder i stillingen, så vil han særligt arbejde med forkyndelse. Han har nemlig et budskab, han vil ud med.

Et liv som vidnesbyrd
- Jeg har gentagne gange bedt Gud hjælpe mig med nogle konkrete store udfordringer, jeg havde i mit liv. Der sagde jeg til Gud, at hvis han hjalp mig, så ville jeg gøre noget for ham, fortæller Frans åbenhjertigt. Jeg oplevede, at Gud hjalp mig helt konkret - så nu skylder jeg, ler han.

Det, at Gud er levende for Frans og har grebet ind i hans liv, det er dette vidnesbyrd, han gerne vil fortælle andre om. Frans bliver af sin omgangskreds set som en sjov mand, der har noget på hjerte. Han brænder for budskabet, men også for, at det skal leveres med humor, fortælling og ikke så højtideligt.

Frans er født i november 1971 og er opvokset i Hjerm, men bor nu i Herning. Han er gift med Helene, som han i 2019 fejrede sølvbryllup med. Sammen har de tre store børn, Mathias, Rebekka og Sara.

Lærer og sportsnørd
Til dagligt arbejder han som lærer på Midtjyllands Kristne Friskole, hvor han underviser i natur/teknologi, idræt samt håndværk og design. Børn og unge fylder derfor meget i hans liv. Arbejdsbeskrivelsen i DFS er ikke helt på plads, men han vil bl.a. tage rundt cirka 15 gange årligt til familieaftener, hvor der kommer børn, voksne og familier, inden for en radius af 100 km fra bopælen. Han er engageret i juniorklubben i kirken, han kommer i, og har tidligere holdt oplæg og familieaftener om sociale medier, forholdet mellem tro og videnskab og kirkelige personligheder som Frans af Assisi og Moder Teresa.

Frans er selv aktiv bordtennis- og fodboldspiller. Med egne ord er han lidt en sportsnørd, men også et legebarn, der fx kan finde på at bruge trylleri som virkemiddel i sin forkyndelse.

Familien kommer i Herning Bykirke og har kommet på Familiecamping på Mørkholt Strand Camping gennem mange år.

Vi håber også, du bliver i DFS i mange år! Tak fordi du stiller dig selv og dine kompetencer til rådighed. Må Gud velsigne dig i din tjeneste.

- Jeg vil bruges af Gud!

Se Frans' profil på frans.soendagsskoler.dk

Her kan du bl.a. se, hvilke emner, han tager ud og holder familieaftener og klubmøder om.

Nyhedsarkiv

Se alle tidligere nyheder i nyhedsarkivet. 

gå til nyhedsarkivet