24. Juli 2018

Tillykke med sølvbrylluppet!

Tillykke til Charlotte og Steen! Charlottes mand er landsleder i DFS, men meget mere end det: Han har i dag været lykkeligt gift i 25 år!

Den 24. juli for mange, mange år siden, da skete det: Charlotte og Steen Møller Laursen blev viet i Nr. Galten Kirke.

Om Steen
Som landsleder af Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, Danmarks største frivillige organisation for kirke og børn, brænder Steen for at gøre Gud og Jesus relevant. Han ønsker samtidig at værne om de langt over 1.000 frivillige klubledere, der yder en stor indsats uge efter uge i 300 klubber landet over.

Om Charlotte
Charlotte er teknisk assistent hos Landia A/S i Lem, der leverer pumpe- og omrøringsløsninger til mange forskellige brancher. Hun er fritidsansat i Indre Missions familiearbejde til PREP-kurser, foredrag og samtaler. I dette arbejde er hun meget vellidt og kendt for at have et stort hjerte for familier og unge mennesker.

Om dem begge to!
Både sjælesorg og relationer mellem mennesker ligger derfor både Charlotte og Steen på sinde. Begge er certificerede PREP-ledere ved Center for Familieudvikling og Steen er bestyrelsesformand for diakoniforeningen Agape.

Sølvbrudeparret har tre store børn, hvoraf en, Amalie, netop er blevet student. Familien bor i Videbæk, hvor de er engagerede i den lokale kirke og i Indre Mission.

I fritiden elsker Charlotte at bage, mens Steen nyder naturfotografering. Begge elsker at være på camping med familien.

Nyhedsarkiv

Se alle tidligere nyheder i nyhedsarkivet. 

gå til nyhedsarkivet