28. Juni 2018

TV2 Nord var forbi Storskovlejren

Mange frivillige har lagt et kæmpe arbejde i 1. etape af renoveringen af Storskovlejren

Elisabeth Holdensen er DFS-konsulent i Nordjylland, og på de arbejdsdage, der har været, har hun arrangeret program for børnene.

- Det skal være godt at være på arbejdsdagene. Ikke kun for de voksne, men også for hele familien. Det er primært børnefamilier, der har taget en tørn denne omgang, og derfor er det vigtigt, at børnene også synes, det er fedt at være med til opgaven. Vi mærker dog god opbakning fra alle generationer i hele baglandet, og det er rigtig dejligt, fastslår hun.

Et lejrsted med fremtid i!
- Kadeau til alle jer, der har givet tid og kræfter, så børnene kan få nogle lækre omgivelser at være på lejr i, skriver Malene Kofod Nielsen på Facebook, og den nordjyske konsulent er enig.

- Jeg synes, det er en gave, når arbejdet er lokalt forankret og de frivillige har ressourcer til at gå ind i sådan et stort arbejde. At opleve, at der gode fremtidsperspektiver for lejrarbejdet i Nordjylland, det gør mig virkelig både glad og stolt, fortæller hun.

At TV2 Nord kommer forbi er både stort og sjovt for teamet, som Jonas Holdensen er tovholder for. Til at begynde med er der mest taget fat på den indvendige del, hvortil bl.a. DFS på landsplan og lokale Y's Men's klubber har doneret køkkenudstyr. Næste etape af renoveringen kommer til at være det udendørs.

Mere udlejning
Lejrudvalget håber, at der med al omtalen kommer endnu mere gang i udlejningen af lejren. For udlejning, kontakt 9884 4184 eller info@storskovlejren.dk

tv2nord.dk skriver i forbindelse med udsendelsen:

"Mange foreningsejede bygninger forfalder fordi der ikke er midler til at vedligeholde dem, men i Dronninglund har de fundet ud af hvordan de vender den udvikling.

For et års tid siden var Jonas Holdensen på et weekendophold i Storskovlejren ved Dronninglund. Det havde han tit været som barn, men det syn der mødte ham, var ikke opløftende.

- Først og fremmest var det en lejrbygning som trængte til at blive gjort noget ved, siger Jonas Holdensen.

Jonas kontaktede bestyrelsen og spurgte, om de ville have hjælp. Det ville de i den grad, for når man går i det til daglig, får man ikke øje på de ting, der bliver slidt.

- Det er fordi vi har fokus på drift, sådan fra år til år, og ikke har haft den lange linse på og kigget fremad, siger Rune Simonsen, der er bestyrelsesmedlem i Storskovlejren.

I løbet af kort tid fik Jonas samlet 250.000 kroner sammen, og ikke mindst en stor gruppe frivillige, der var klar til at tage fat.

- Vi kommer simpelthen længere. Det er sjovere, hvis man engagerer frivillige til at lave et stykke arbejde. Og helt konkret – det at lave en lejrbygning giver mening for folk, for det skaber et rum for flere, siger Jonas Holdensen.

Den nye arbejdsgruppe har det sidste halve år renoveret det meste af det indre på den gamle lejrskole til stor glæde for lejrskolens bestyrelse.

- Det er rigtig, rigtig godt at mærke, at mens vi sidder og arbejder med lejrskolen, så kommer der lige pludselig en gruppe og støder til, og som har lyst til at komme og gøre et stykke arbejde, siger Rune Simonsen, der er bestyrelsesmedlem i Storskovlejren.

Jonas er glad for at kunne gøre noget for den lejrskole han så tit besøgte som dreng.

- Jeg kan godt lide at flytte noget fra A til B. Sådan er jeg som menneske, og så kan jeg godt lide at anerkende, at der er noget som laver et stykke arbejde i forvejen, som jeg så kan lægge mig i forlængelse af, siger Jonas Holdensen.

Når arbejdsgruppen er færdige med det indvendige, går de i gang med renoveringen af de udvendige arealer omkring skolen."

Læs artiklen og se video på tv2nord.dk

TV2 Nord var forbi Storskovlejren

Læs mere om fornyelsesprojektet på pimpstorskovlejren.dk og facebook.com/pimpstorskovlejren

Nyhedsarkiv

Se alle tidligere nyheder i nyhedsarkivet. 

gå til nyhedsarkivet