2. Februar 2017

Brittas første arbejdsdag

Britta Bank Møller har brugt dagen i dag på at danne sig et første overblik og indtryk af organisationen DFS, stillingen og rollen som konsulent.

- Jeg er blevet overrasket over, hvor mange ting, der er i gang i Søndagsskolerne! Der er også en masse nye mennesker, jeg skal ud og møde i klubberne. Jeg glæder mig til at komme ud og give opmuntringer og komme med små idéer til, hvordan de kan gribe arbejdet med børnene an på.

Britta begynder lige på og hårdt med generalforsamling i Vejlekredsen på tirsdag, og så skal kalenderen nok hurtigt blive fyldt op i tiden derefter. Hendes tre kredse på Fyn og i Vejle og Fredericia/Kolding har nemlig længe sukket efter en konsulent.

- De har manglet en; det har jeg også godt kunne fornemme allerede nu, siger Britta.

Og man må ellers sige, at hun begyndte i stillingen med en fest. I går aftes 1. februar var der velkomstfest i Kolding Missionshus. Her fik hun bl.a. overrakt kaldsbrev og der blev bedt for hende af hhv. den lokale kredsformand Annie Mikkelsen, medlem af Søndagsskolernes landsudvalg Erik Back Pedersen og regionsleder Bjarne Taulborg (på det lille billede ovenfor).

- Den første tid skal jeg bruge til at finde min egen rolle i stillingen.
25 % af Brittas tid er sat af til udvikling af nye materialer, i samarbejde med det øvrige materialeudvalg. Dette arbejde har hun faktisk prøvet kræfter med før: Hun har læst korrektur på Kirkefrø 1 og bl.a. været med til at lave hæfter til babysalmesang og spaghettigudstjeneste. Resten af hendes tid er afsat til konsulentarbejde, især at komme ud til ledere i klubber, kirker og på lejre.

Velkommen til Søndagsskolerne. Vi glæder os til samarbejdet!


En arbejdstelefon er på vej, men maillinjen er åben på britta@soendagsskoler.dk

Se også britta.soendagsskoler.dk

Nyhedsarkiv

Se alle tidligere nyheder i nyhedsarkivet. 

gå til nyhedsarkivet

soendagsskoler.dk bruger cookies. Mere information OK