22. December 2016

Ny konsulent 1. februar!

Kandidat i pædagogisk psykologi Britta Bank Møller bliver ny DFS-konsulent i trekantsområdet og på Fyn

- Vi får en dygtig og kompetent medarbejder, udtaler landsleder Steen Møller Laursen, der glæder sig over ansættelsen af 44-årige pædagog fra Kolding.

Britta Bank Møller kan 1. februar 2017 begynde at køre ud til klubber, kirker og lejre i kredsene Fredericia, Kolding, Vejle og på Fyn. Området har været underbemandet i en længere periode, så det vækker glæde hos de lokale frivillige.

- Jeg har særlig fokus på børns udvikling og læring og den pædagogiske indsats over for børn, der på forskellige måder er udfordret, siger Britta. Derfor er det afgørende for mig, at både professionelle, ledere i kirke og klubber samt forældre får konkret støtte og rådgivning.

Britta Bank Møller har mange års erfaring som pædagog i forskellige institutioner og SFO'er og har i en femårig periode været børne- og ungemedarbejder ved Kristkirkens Sogn i Kolding. Hun har netop taget en overbygning i pædagogisk psykologi.

Britta bor med sin mand Jacob i Kolding, sammen med deres datter på otte år. Familien er aktiv i Indre Mission og Kristkirken i Kolding.

Masser af praktisk erfaring
Britta får ansvaret for klubberne i trekantsområdet og på Fyn. Som DFS-konsulent består arbejdsopgaverne mest af udvikling og sparring med de frivillige ledere. Og så er det godt, at hun har haft de forskellige klubformer under huden, så hun kan rådgive og forstå de forskellige udfordringer, der kan være i arbejdet med børn og kirke. Britta har nemlig været leder for både legestue, børneklub og juniorklub samt på lejre og børnekonfirmandforløb, og p.t. er hun frivilligkoordinator i hjembyen Kolding.

- Jeg glæder sig især til at se børn, der er udfordret på forskellige måder, vokse op i trygge og sunde rammer, siger Britta Bank Møller, til at se de børn, vi sætter en pædagogisk og læringsmæssig indsats i gang over for, trives og udvikle sig i en positiv retning. Jeg håber at blive set som en god kollega, fordi jeg engagerer mig i de opgaver, jeg går ind i. Det er vigtigt at give sig tid til at lytte og forstå andres perspektiver.

Britta ser frem til at komme ud og møde lederne i deres hverdag, bruge sine erfaringer og give de frivillige ny energi og begejstring for det store arbejde, de gør.

- Det er enormt vigtigt, at der er voksne, der vil forsøge at svare på deres spørgsmål og fortælle dem mere om Gud. Jeg brænder for at være med til at åbne børns øjne og hjerter for, at de er Guds unikke og højt elskede børn og give dem nogle sjove og gode oplevelser sammen med andre børn i et kristent fællesskab. Det har jeg selv oplevet på børnelejre som barn, hvilket fik den betydning, at jeg kom til personlig tro.

Nyhedsarkiv

Se alle tidligere nyheder i nyhedsarkivet. 

gå til nyhedsarkivet

soendagsskoler.dk bruger cookies. Mere information OK