26. April 2014

DFS har holdt generalforsamling

"Børn og Gud hører sammen. Det er ikke bare en lille detalje i vores samfund, om børn får mulighed for at høre om Gud. Det er en stor og vigtig sag, som vi fortsat vil lægge hjerteblod i og kæmpe for," lød det fra Dorte Krogh Eriksen, der er formand for DFS og sognemedhjælper i København. 

Hun var selv på valg ved årets generalforsamling, som blev holdt den 25. april i Fredericia. Hun valgte at genopstille og blev valgt uden kampvalg. I landsudvalget stoppede derimod Niels Jørgen Holm Larsen fra Skrødstrup. Han har været med i otte år og var næstformand og udpeget af Indre Mission. Hans afløser er ikke på plads endnu. Annie Schou fra Vejle valgte også at stoppe i Landsudvalget. I stedet for stillede Jørgen Knudsen fra Mårslet op og blev valgt.

Formanden kunne i sin beretning oplyse, at der er 12 nye klubber, der er blevet tilmeldt DFS, at den rullende søndagsskole Evigglad er på farten i det sydlige Jylland og på Fyn, og at der i 2013 blev oprettet tre nye klubber. Landsudvalget har brugt en del tid i 2013 på at drøfte IM´s nye regionsstruktur.

"Vi har tre regioner og IM har nu fem. Flere af vores kredse bliver skåret midt over, hvordan skal det takles? Flere af vores ansatte er med i to IM regioner, og hvilket regionsteam skal de indgå i? spurgte formanden og lovede, at de vil arbejde videre med det. Desuden har en ny samarbejdsaftale med Indre Mission fyldt en del specielt i efteråret 2013 og i det nuværende år.

"DFS er IM´s børnearbejde, og det er vi glade for. Men DFS har ud fra den nuværende strategi to ben. Det ene ben er IM og hele vores bagland der. Det andet ben er det store kirkelige landskab og muligheden for at drive mission bredere der. Her når vi som DFS ud til den brede Folkekirke, mange fri- og valgmenigheder og andre kirkelige organisationer med tilbud om materialer og kurser til bl.a. præster og sognemedhjælpere. Vi oplever, at vi bliver taget godt imod og vore materialer vækker stor interesse."

I forhold til økonomien ville Dorte Krogh Eriksen gerne hejse flaget. Overskuddet i 2013 oversteg nemlig alle forventninger. Efter nogle år med mange spareøvelser og et 2013 med 600.000 kr. mere i gaver end budgetteret lykkedes det at få et overskud på 1,2 mio. kr. Der er afdraget og indfriet gæld på ca. en halv million kroner, samt lagt til side til egenkapitalen, så der bliver mere stabilitet i fremtiden.

Som det sidste nævnte formanden, at LU i den kommende tid vil arbejde med en ny tre-årig strategi, hvor man bl.a. i endnu højere grad vil gennemtænke, hvordan man udruster ledere til at give Jesus til børnene.

Nyhedsarkiv

Se alle tidligere nyheder i nyhedsarkivet. 

gå til nyhedsarkivet

soendagsskoler.dk bruger cookies. Mere information OK