Hvordan fremme forbønnen?

Som kristne opfordres vi til at bede for andre… også dem, som vi ikke kender.

Dette vil Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler gerne lære børn og junior i klub og på lejr.

Læs flg. ideer og lad dig inspirere til at lære din målgruppe – at bede for andre

1. Bedekort
Tag et stykke A7 karton, dekorere den ene side med et billede af barnet, der har lavet det eller andet, som barnet synes, er sejt. Bag på skrives klubbens navn, barnets navn, andre bedeemner og dato. Når kartonet er tørt, kan det lamineres, så det holder længere.

Tag bedekortene med til missionshuset, kirken eller et andet sted, hvor der er et tilhørsforhold til klubben. Alle de deltagere, der har lyst, kan tage et eller flere kort og bede for barnet og det, der står på bagsiden. På den måde bliver båndet stærkere mellem klubben og IM-samfundet/kirken.
(Husk at få tilladelse til at fotografere børnene af forældrene).

2. Bedeterning
I kan lave jeres egen bedeterning, enten med en træterning, hvor I limer 6 forskellige bønner på hver sin side eller laver et stykke papir med 6 forskellige bedeemner på: Fx

1. At alle må have det godt i klubben.
2. At der må komme nye med i klubben.
3. Tak, fordi det er godt at være i klub.
4. Pas på min familie i dag.
5. Tak, at du sendte Jesus ned til jorden.
6. Tak, for alt det smukke du har skabt.

I kan skiftes til at slå med en terning og så er det den bøn, som øjnene viser, I skal bede. I kan også lave længere bønner og give dem hver en side, så I får lavet en lille bog eller et ark med bønnerne på. Lav det sådan, at børn og juniorer kan få et eksemplar med hjem. Derved kommer bønnerne ud i hjemmene.

3. Maleark
Der findes forskellige maleark med Fadervor. Tag et af dem eller lav jeres eget og mal det. Der kan også laves en bøn som bagefter illustreres med forskellige tegninger, der passer til bønnen. Derefter males illustrationerne.

4. Puslespil
Skriv en bøn på et stort stykke papir og klip det i mindre stykker. Lad børnene samle det i klubben og bed bønnen sammen. Eller tag et almindeligt puslespil og skriv en lille bøn på bagsiden af hver brik. Giv børnene det med hjem eller lad det være en brik til hver klubgang året igennem. Den bøn, der står bag på brikken, er den, der bliver bedt i klubben. Bemærk, at der kan købes puslespil, som er helt hvide. Her kan børnene selv lave en tegning på den ene side og skrive bønner på den anden. Disse kan tages med hjem. Lav evt. nogle bønner til hver brik på forhånd, som børnene selv kan klistre på.

5. Bedeliste
I klubben kan I hænge en liste med børnenes navne, som kan bruges til bedeliste. Bed for et eller flere børn på skift efter listen - året igennem.

6. Bedekasse/krukke til julekalender
Hvert barn får et glas med låg. Der laves 24 små stykker karton, hvor der bliver skrevet eller påklistret en lille bøn. Sedlerne kan rulles sammen og bindes med en sløjfe, hvorefter de lægges i glasset. Glasset kan dekoreres med vindues- eller porcelænsmaling. Låget kan pyntes fx med stof.

Dette bliver til en bønnejulekalender, hvor der er en bøn til hver dag. Det er tilfældigt, hvilken bøn, der bliver trukket. Bønnerne kan evt. være bedeemner for klubben.

7. SMS
Til juniorer.
Lad juniorerne udveksle mobilnumre. Hvis der så er en, der har noget, der skal bedes for, så sendes en sms til de andre. Det er en god idé, hvis lederne begynder. Det kan også være takkebønner, der sendes rundt. Fx: Tak for det gode vejr, min mor er blevet rask, eller hvad der nu lige rører sig i klubben.

8. Bedekrans/armbånd
Hvert barn kan lave en perle til hvert af de andre børn. Perlerne kan laves af fimoler, og bages i ovnen. Husk at lave et hul i perlen til snoren. Når perlerne er bagt, har hvert barn de perler, som de har lavet. Der laves et armbånd ad gangen ved, at hvert barn giver en perle videre til de andre, som sætter dem på en snor og bruger det som armbånd. På den måde kan man tænke på de andre og bede for dem, når man ser sit armbånd med de mange forskellige perler.

9. Afrivningsseddel
I kan sætte en A4 seddel op der, hvor I plejer at mødes. På sedlen er der et billede af hele klubben. (Husk at få en underskrift fra forældrene ang. tilladelse til fotografering). Brug den nederste 1/3 til at skrive bedeemner på, som nogle små snipper, der kan rives af papiret, på den måde bestemmer børn/voksne selv, hvad de vil bede for.

10. Bogmærker med bedeemner
Lad børnene dekorere lange stykker karton, som kan bruges som bogmærker. På bagsiden kan I skrive forskellige bedeemner, bøn for klubben, børn og leders navne osv. Børnene kan få den med hjem. På den måde er de og hjemmene også med til at bede for klubben hele ugen.

11. Bønnetræ
Klip en træstamme af noget brunt karton og sæt det op på væggen eller døren.
Klip nogle blade i forskellige farver og skriv bedeemner på dem. Alle, der bruger huset eller lokalerne, kan nu se, at I sætter fokus på bøn og måske kan det være noget I alle sammen er fælles om.

12. Bønnearmbånd med 3 perler
Hvert barn får et stykke elastiksnor, som passer til deres håndled. Der udleveres 3 perler:
En rød: Kærlighedens farve. Skal minde barnet om, at det kan takke for alt det, som Gud har givet.
En grøn: Håbets farve. En påmindelse om at bede for alt det, der fylder og som barnet gerne vil dele med Gud.
Flerfarvet perle: Skal minde barnet om, at det ikke er alene, men at der er mange mennesker, både i Danmark, men også ude i verden, som vi kan bede for.

13. Bønnefugl
Klip en fuglekrop i karton og lav en sprække til vingerne. Vingerne er et stykke papir, hvor børnene kan skrive en bøn på. Når bønnen er skrevet foldes papiret som en harmonika og kommes igennem sprækken som vinger. Den kan hænges op hjemme på værelset. (Se evt. skabelon i den udsolgte Blæksprutten 2, s.10, hvis du har adgang til den) 

14. Tegn en bøn
Giv børnene hver et stykke papir, hvor de kan tegne deres bøn. Måske hvad de gerne vil takke og bede for. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert her. Nogle bruger måske farver i stedet for, så det bliver abstrakt.

15. Lav ”telefoner”
Børnene går sammen 2 og 2 og laver et sæt dåse telefoner. Brug 2 dåser eller runde plastikbøtter pr. hold, en lang bomuldssnor, en saks og en hobbykniv. I bunden af dåserne eller bøtterne laves der et lille hul, træk bomuldssnoren igennem hullet og bind en knude/eller sæt en tændstik, til at holde snoren. Det samme sker i den anden ende, sådan at bunden på bøtterne eller dåserne vender mod hinanden. Hold snoren stram – nu kan de 2 tale sammen. Tal om, hvordan Gud altid er i den anden ende og aldrig er optaget.

16. Ydre missionsprojekt
Er der kendte ydre-missionærer, som I kan bede for? Ellers få besøg af en, der har været ude og kan fortælle om livet der. Lav ansigter på paptallerkner. De males i forskellige farver, som et symbol på forskellige hudfarver rundt i verden. Hæng dem op ved siden af hinanden. Bed for mennesker rundt I verden, som ikke har det så godt som os.

17. Israel
I kan bede for DFS´s indsamlingsprojektet i Israel, hvor der bliver samlet ind til de Messianske Jøder. I kan lave et bibelsk måltid, klippe stjerner ud eller få besøg af en, der har været i Israel og som kan fortælle, hvordan der er der. (Find ideer på søndagsskolernes hjemmeside).

18. Fadervor-bog
Hvert barn får et stykke A4 papir. Fold det på midten (på den lange led). Fold det på midten på den korte led og fold hver side ind til midten, så papiret nu er foldet i 8 dele. Papiret foldes ud igen og foldes på midten på den korte led. Tag en saks og klip halvt ind i folden på den korte led. Nu kan du folde papiret som en bog med ryg. På hver side, kan du skrive eller lime en af bønnerne i Fadervor eller du kan bruge den til bedeemner. (Se bilaget).

19. Ikoner
Hvert barn får et lærred og skal nu male eller sætte noget på lærredet, så det bliver en bøn. Det kan være en takke bøn eller et råb til Gud – det er helt op til barnet selv. Det er en god idé, at have besøg af en, der ved, hvordan tingene kan laves, men der er ikke noget her, der er rigtigt eller forkert.

20. Bedekalender
Find 12 bønner, så der er en til hver måned. Sæt dem på noget papir, så børnene kan tegne omkring bønnerne. Laminere de 12 stykker papir og hæng dem op på opslagstavlen. Nu kan I tage en ny bøn hver måned, som børnene efterhånden bliver helt fortrolig med. Det kan være noget, der skal bedes for, om eller siges tak for. I kan evt. også lade børnene lave en hver til deres hjem, så de har mulighed for at bede bønnen hver dag. Lav det til et projekt for juniorerne, at de hver finder på en bøn eller gør det holdvis. Sådan kan de lave en kalender til hinanden.

Ideerne er samlet af konsulent i DFS Randi Taulborg, Aulum

Be' en bøn

Kontaktperson

Lissen Margård Bendix JensenKonsulent i DFS (materialer)
Direkte:5056 8304Email:lissen@soendagsskoler.dk