Det har andre gjort

Børnebøger i kirken
I Sdr. Felding kirke kan man finde børnebøger, der flittigt bliver brugt af sognets børn under dagens gudstjeneste.
Ide: Sognepræst Orla Villekjær, Sdr. Felding

Børnenes 5 minutter
Mellem 2. og 3. salme bliver det evangelium, der ikke skal prædikes over, fortalt som bibelhistorie. Ved hjælpe af en overhead illustreres fortællingen med et billede. Derefter får de børn, som er interesseret, det samme billede, samt en papplade og en pose farveblyanter. Så kan de farvelægge tegningen under prædikenen. Fortælleren er en fra menigheden, som regel en leder i børne- og ungdomsarbejdet. Hvis teksten ikke egner sig til at fortælle, finder vi en anden. Hvis der ingen børn er i kirken, bliver evangeliet læst fra alteret. De allerfleste af børnene kommer i kirke, fordi der er barnedåb i familien, kun ganske få kommer jævnligt. Derfor er der ikke noget forsøg på at skabe kontinuitet, og fortælleren og børnene lærer ikke hinanden at kende. Dertil har vi børneklubben, som mødes på hverdage.
Ide: Sognepræst Knud Sørensen, Måløv, København

Clipboards til børnene
Efter børnenes 5 minutter (se ovenfor) med fortælling og sang, får hver af børnene et clipboard, hvori der i klammen foroven er placeret en æske farvekridt. Herunder lægges hver søndag en ny tegning, der illustrerer søndagens tekst. Børn lytter godt efter, selvom de tegner og maler.
Ide: Fakultetsleder Ingolf Henoch Pedersen, Århus

Tasker med børneting
Man kan færdigpakke tasker med bøger, farver, mindre stykker legetøj (helst rimelig støjfrie) og mapper med tegninger, opgaveark - alt sammen til forskellige aldersklasser. Taskerne kunne have deres plads i våbenhuset/gangen. Aldersgrupperne kunne være inddelt fra 0-3 år og fra 4 - 8 år, hvilket også giver en fornemmelse af, at man kan blive for stor til »bare at lege« i kirken. Hvis det synes umuligt at lave sådanne tasker selv, kan de købes hos: Jørgen Larsen, kordegn ved Treenighedskirken, Esbjerg, 75 11 72 74.
Ide: Sognepræst Henning Smidt, Fjerritslev

Indretning af børnehjørne
Mange af vore gamle landsbykirker er særdeles dårlig indrettet med hensyn til børn i kirkerummet. Børnene har svært ved at se, hvad der foregår - gulvet er hårdt og koldt - der er for lidt plads i stolerækkerne osv. Det kunne derfor være godt at finde et hjørne bagved i kirken, hvor der kunne placeres et lille bord og nogle stole, som børnene kunne bruge under prædikenen. Desuden vil det være fint, hvis man også kunne finde plads til en rimelig stor skumgummimadras, hvor forældre med helt små børn kunne gå hen. Her har de små børn mulighed for at lege med nogle ting, »stilleting« - uden de forstyrrer. Derved undgår man meget uro i forhold til, at man krampagtigt forsøger at fastholde dem til bænken.
Ide: Sognepræst Henning Smidt, Fjerritslev

5 min. af voksenprædiken

A: Brug af dukker

Der kan bruges en dukke som indgangsvinkel til dagens tekst.Med dukken diskuteres dagens tema, fx. hvor tingene kommer fra. Dukken er temmelig dum - den aner ikke, hvor de dagligdags ting kommer fra, men bruger dem alligevel. Den er heller ikke klar over, at der er nogen, der står bag alt, det vi får - ligesom, der er en, der står bag dukken ... En god optakt til fx. en høstgudstjeneste.
Ide: Sognepræst Holger Haldrup, Lunderskov

B: Kreative børneindslag
Kreative indslag kan være mange ting ... her er et eksempel:
Børnene bærer bogstaver ind på pinde, der danner ordet TAK TIL GUD
Af de samme bogstaver kan dannes ordet AK TIL GUD, hvis vi synes vi har så LIDT. Men ordene kan også danne noget af det, vi har: GULD, ULD, TAG osv.
Prædiken både for små og store.
Ide: Sognepræst Holger Haldrup, Lunderskov

C: Konkret ting til min hånd
Alle i kirken får udleveret en konkret ting, fx. et kornaks til høstgudstjenesten, solsikkefrø til lignelsen om sennepsfrøet, osv. Når alle i kirken sidder med en konkret ting som visualiserer dagens indgangsvinkel eller emne, så huskes det bedre. Tingen puttes i lommen, og når man senere på dagen stikker hånden i lommen, så kan man tænke på, hvad man hørte. Denne form for børneprædiken, hjælper til at også de voksne bedre kan huske og forstå prædikenen.
Ide: FDF-leder Inger Mårup, Hjerting

D: At opleve (at prøve, mærke, føle, se osv.)
Der er mange muligheder for at gøre menigheden aktiv - og give kirkegængerne mulighed for selv at opleve og erkende, hvilket er baggrund for al læring.
Det kan gøres på mange måder. Her vises 3 eksempler.

1. Bøn
Alle får en seddel som skal udfyldes med en bøn til Gud. Sedlerne bindes på en helium ballon og sendes afsted. Senere kan man tale om konkrete bønnesvar, evt. skrive om det i kirkebladet. En synliggørelse i lokalsamfundet.

2. Illustration af bibeltekst/sætning:
»Stykkevis erkender vi og stykkevis profeterer vi«. En plakat om kærlighed klippes ud i nummererede stykker, og alle i kirken kommer op og sætter et tildelt stykke på den nummererede plads. Vi får lov at se mere og mere ...

3. Totalteater, hvor alle er aktive ...
Ved at involvere menigheden og hele kirkerummet kan man dramatisere dagens tekst, hvor alle »træder ind« i fortællingen fx. med Moses i spidsen, og menigheden som »folket«, der er på vej mod det forjættede land. Uanset alder huskes det bedre, da de selv udfører den bibelske beretning. Husk udklædningstøj og andre hjælpemidler. Gør brug af din fantasi og frimodighed.
Ide: Minikonfirmandlærer Helmi Jensen, Ørslevkloster

Gudstjenestens børneindslag
Børnene kan have ét eller flere indslag pr. gudstjeneste fx:

  • Læse ind- eller udgangsbøn
  • Læsning af teksten,
  • Synge en sang, de har indøvet til børnetræf, der afholdes under prædikenen,
  • Vise en lovsangsdans, de har indøvet til børnetræf
  • Brug af tegninger i prædiken, der er lavet af børnene ved et tidligere børnetræf
  • osv.

Ide: Kirkegænger Peder Eriksen, Grønnevang Kirke, Hillerød

Walkman til gudstjenesten
Man kunne indkøbe et vist antal walkman-afspillere, der havde til huse nede ved børnebøgerne. Børnene kunne så høre bibelfortællinger eller kristne børnesange, mens de voksne hørte præstens prædiken.
Ide: Sognepræst Peter Hauge Madsen, Rønne

Nadver - en velsignelse af de små
Når små børn kommer med til nadver, får de en velsignelse. Med ordene; »Herren velsigne dig og bevare dig, amen«. Derved viser vi, at her hører de små også hjemme.
Ide: Sognepræst Niels Jørn Fogh, Lindehøj, Herlev

Sang under gudstjenesten
I Nexø har man forsøgt, med godt resultat, at børnene i søndagsskolen synger en sang til sidst i gudstjenesteforløbet, når de kommer tilbage fra søndagsskolen. Enten før nadveren eller før udgangsbønnen.
Ide: Præstefrue Ellen Kappelgård, Nexø

Ind- og udgangsprocession m.m.
Børn kan inddrages i indgangsprocessionen, og de kan fungere som lys/korsbærere sammen med præsten og dåbsfolkene. Ligeledes assistere ved dåben med dåbslys og »serviet« til at aftørre det døbte barns hoved. Kan med fordel være iført en hvid klædning.
Ide: Sognepræst Jens Christian Larsen, Kingos Kirke, Nørrebro

Synliggørelse af børneprogrammet
»Søndagsskole«, »Børnehjørnet« eller hvad man kalder arrangementet for børn under prædikenen, skal synliggøres. Man kunne fx. lave et stort skilt med glade børn, der bliver båret ned igennem kirken, når det er tid for børnetræf. Desuden kunne »kirkens trækvogn« eller et »kirkeskib«, med flag, tusser, dagens emne osv, transporteres rundt i kirken, når børnene skulle samles til børneprogram. Børnene skal kunne »køre med«. En anden ide kunne være at man havde et spejl i en flot ramme i børnehjørnet ude i våbenhuset, hvor på der stod; »Se hvem der er velkommen til børnetræf i dag.« Når børnene kigger, ser de dem selv.
Ide: Præstefrue Lone Ladegård, Holstebro

Børnesang fra korbuen
I Kingos Kirke går børn og forældre op i korbuen før salmen før prædikenen og synger en børnesang eller to, hvortil de og den øvrige menighed gør fagter eller stemmer i på en kanon. Sangene passer til dagens tekst/emne. Derefter går de ud til børneprogrammet under prædikenen. Dette skal helst siges inden første børnesang for at dåbsgæsterne når at indstille sig på det, og de skal ofte have en diskret direkte indbydelse. Når børnene marcherer ud, laver de et »tog« og denne sang bruges bl.a.:

Mel: hjulene på bussen....

Søndagsskolebussen kører nu af sted.
Kom nu med, kom nu med!
Søndagsskolebussen kører nu af sted,
gennem hele kirken.

Børnene i bussen siger ja-ja-ja
ja-ja-ja, ja-ja-ja!
Børnene i bussen siger ja-ja-ja!
Kom og hør om Jesus!

Ide: Sognepræst Arne Kappelgård, Kingos Kirke, Nørrebro

Sang, mens børnene går ned i krypten
Forslag til indledningsvers, når børnene skal samles for at gå i krypten til evangeliefortælling under prædikenen. En måde de voksne kan udtrykke deres glæde for børnene på:

Mel: Hil dig frelser og forsoner...

Lad nu børn i vores kirke
samles og lad ordet virke.
Det vor højtid os fortæller
er et »fadervor« som gælder
søndagsfest og barnekår.

Derfor går vi ned og beder
til vor Gud, som os bereder
atter, lys og tanketimer
hjerte, som på smerte rimer.
Giv os kærlighedens ord.
Bo Scharff

Ide: Christianskirkens kirkeblad, Århus

Inspirerende udgivelser

CD'er og lydbøger

Kontaktperson

Lissen Margård Bendix JensenKonsulent i DFS (materialer)
Direkte:5056 8304Email:lissen@soendagsskoler.dk