Pædagogik

... når børn er til gudstjeneste

Det ville være skønt, hvis gudstjenesten kunne være hele menighedens ugentlige festsamling. Men hvordan tilrettelægger vi det sådan, at hele menigheden oplever, at det er skønt og inspirerende at være med til gudstjeneste? Det skal jo gerne være lysten, der driver børn, unge og ældre til gudstjeneste.

Pædagogiske overvejelser i mødet med børn
Det skal være en positiv oplevelse for børn at være med til gudstjeneste. Først af alt må de erfare, at i gudstjenesten er menigheden i dialog med den levende Gud. Og i den dialog hører børnene naturligt hjemme. Gud er også deres far. Vi voksne kan derfor ikke nøjes med at sige, at kirkerummet og det højtidelige blot skal fascinere dem, eller at de skal lave et »underholdende« indslag. Børnene skal inddrages i gudstjenesten, hvilket vi i folderen giver nogle mulige eksempler på.

Når børnene får lov at bede med på Fadervor, sige Trosbekendelsen, komme op til døbefonten ved dåben, synge en bevægelsessang, deltage i nadveren osv., så giver vi dem nogle redskaber til en dialog med Gud - både som en del af menigheden og som enkeltpersoner. Børnene skal føle, at de er en naturlig del af menigheden, der er kommet i kirke for at lovprise Gud samt lytte til hans tale til hver enkelt af dem.

Pædagogiske overvejelser
- set i forhold til den øvrige menighed

Men det er også vigtigt, at resten af menigheden skal kunne være glade for at børnene er med. Børnenes behov for dialog med Gud er ikke vigtigere end de øvrige kirkegængeres dialog med Gud. Derfor er det væsentligt, at børnene ikke opfattes som støjende og ødelæggende for de voksnes deltagelse i gudstjenesten. Børnene må ikke hindre resten af menigheden i at kunne høre og have »ro«.

I forbindelse med dåb må de fx. ikke hindre udsigten til døbefonten, eller løbe rundt i kirken og forstyrre, - og ved nadverbordet, skal de være rolige, så et rum kan skabes for den enkeltes andagt med Gud.

Rent praktisk
For at alle kan trives ved gudstjenesten må menighedsrådene derfor bl.a. sikre flg. faciliteter:

  • Et ordentligt højttalersystem der sikrer, at den ældre del af menigheden altid kan høre.
  • En børnevenlig plads i kirken, evt. et rum med glasvægge og højttalere, hvor man stadig kan se, hvad der foregår i kirken. Ellers en plads bagerst i kirken, samtidig med, at den øvrige del af menigheden sætter sig højere op. (Vær bevidst om ulempen ved, at børnene ikke kan se, hvad der foregår.)
  • Et righoldigt tilbud til børnene under gudstjenesten af bøger, legetøj osv. (Se ideerne i denne folder.)
  • Sociale samvær i forlængelse af gudstjenesten for store og små som fx. kirkekaffe eller rokost, hvor menigheden kan lære hinanden at kende og derved få større forståelse for hinanden.
  • En gæv kirketjener, der med myndighed og venlighed kan sikre ro under gudstjenesten.

Den voksne del af menighedens syn for barnets vigtige plads i Guds hus
Den voksne del af menigheden bør altså have forståelse for børnenes vigtige deltagelse i gudstjenesten, hvilket forkyndelsen og samtalen i menigheden bør understrege. Børnene hører jo med i Guds store familie, og det er meget væsentligt, at de som små oplæres i, hvordan man færdes i Guds hus, samt oplæres i dialogen med Gud.

Desværre har mange børn i dag ikke nogle voksne, der kan oplære dem. Derfor er deres første møde med kirken - efter dåben - måske deres deltagelse i juniorkonfirmandundervisningen eller i konfirmationsforberedelsen, hvor de endnu ikke har lært »færdselsreglerne.« Dette kan betyde en vis form for »støj,« og derfor må de øvrige kirkegængere opmuntres til at glæde sig ved, at disse børn trods alt ser kirken indefra.

Det er et langsigtet projekt, dels at få den voksne del af menigheden til at se, hvor væsentligt det er, at børnene jævnligt deltager i gudstjenesten, og dels at bevidstgøre dåbsforældre om deres afgørende ansvar for at pleje barnets åndelige liv, så barnets dialog med Gud bliver naturlig - til gavn for barnet, ja, hele menigheden.

»Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i,« sagde Jesus. Det gælder også i dag.

Af sognepræst Peter Albek Noer, Frøslev, Mors