Frivillighed i DFS

Materialer, konsulenter og kurser skal gøre det lettere – og federe – at være frivillig i DFS

Materialer
Rundt om i landet er der DFS-konsulenter, der er ansat til bl.a. at tage på klubbesøg og sparre med de frivillige ledere. Nogle af de ansatte bruger en del af deres tid på at udvikle og gennemarbejde materialer, der skal gøre det let at være leder. Materialer som Børnefrø og Juniorfrø inspirerer til, at lederne over tre års klubmøder kommer rundt i hele Bibelen og samtidig følger kirkeårets højtider. Bøgerne er temabaserede, hvorimod det nye Kirkefrø følger kirkeårets tekstrækker og derfor er målrettet kirker. Alle tre serier tager udgangspunkt i, at det skal være enkelt at gå til og let kan skaleres efter klubbens sammensætning.

Konsulenter
En af DFS-konsulenterne er Randi Taulborg, der ofte kommer ud på lejr og i klubber, kirker og missionshuse med sin erfaring, tips og idéer.

- Jeg møder masser af frivillige ledere, der gør et kæmpe stykke arbejde. Noget af det, jeg kan bidrage med, er at servere færdige produkter og koncepter for dem. Det kan de tage videre og bruge fremadrettet. Det kan være en bibeltime, der bliver gjort på en anden måde; eller de kan sidde med abstrakte idéer, hvor jeg kan hjælpe med at gøre det konkret, fx ved at vejlede og vise Tales of Glory, På tur igennem Bibelen, legekasse.dk eller Børnefrø i praksis.

Nogle konsulenter har specifikke områder som en del af deres arbejdsområde. Fx kan en Gospel-kids-konsulent hjælpe med at starte et børnekor op og en Evigglad-konsulent kan bl.a. hjælpe med opstart af børneklub i et nyt område. Både konsulenter og fritidskonsulenter har forskellige kompetencer, som de ønsker at give videre til de mange lærevillige frivillige.

Kurser
Udover at konsulenter bl.a. kan holde kortere kurser med udgangspunkt i, hvad den enkelte klub eller kreds har brug for, så er der også arrangementer som Inspirationskonferencen, der kombinerer inspiration til arbejdet og fællesskab med ligesindede. Unglederkurser, Messy Church Inspirationsdage og Godly Play-kurser er andre tilbud, som mange benytter sig af.

Kontaktperson

Lissen Margård Bendix JensenKonsulent i DFS (materialer)
Direkte:8698 8574Email:lissen@soendagsskoler.dk

Ekspert på området

Lissen herover er DFS' ekspert i frivillighed. Kontakt hende eller en af de andre konsulenter, hvis du vil ha' hjælp og inspiration til fx rekruttering, fastholdelse eller frivillighedsfest.

Se alle konsulenter

Onkel William

Michael Thomsen, formand for DFS, fortæller:

- I min barndom og ungdom var der mennesker, der på forskellig vis prægede min opvækst i livet såvel som i troen. Særligt én husker jeg med stor taknemmelighed og ærbødighed. Det var onkel William, som vi kaldte ham. Uge efter uge fortalte han bibelhistorier for os store drenge på en sådan måde, at vi nærmest blev ét med fortællingerne. Det var os, de handlede om. Det var os, der hørte Gud tale eller så Jesus komme gående. Det var helt fantastisk, som onkel William kunne fortælle.

- Af alder kunne han være oldefar til os alle sammen. Alligevel mødte han frivilligt op hver uge for at fortælle for os drenge. Og jeg kan stadig huske mange af hans bibelfortællinger.

Stor tak til ALLE frivillige - I gør en stor forskel!

soendagsskoler.dk bruger cookies. Mere information OK